Annonce

Pio udfordrer Ole Christensen

Netavisens navnefar har givet de socialdemokratiske EP-kandidater en udfordring. Reglerne er enkle: Det må ikke blive selvfølgeligt, det må gerne være kækt, Pio starter en sætning, og kandidaten færdiggør den. Ottende (og sidste) gang med Ole Christensen.
Det handler om social dumping og hjemlig, nordjysk hygge, når kandidat og europa-parlamentsmedlem samt tidligere borgmester, isenkræmmer, overkonstabel og erhvervs- og arbejdsmarkedskonsulent Ole Christensen skriver Pios sætninger færdige:

Jeg hedder Ole Christensen, men… de fleste kender mig nok bedre under navnet Ole EU. Dengang jeg stillede op til Europa-Parlamentet første gang, var der nemlig flere nordjyske socialdemokrater, der hed Ole Christensen. Eksempelvis havde vi en Ole Christensen, der var nordjysk, socialdemokratisk folketingsmedlem, og det gav anledning til en del misforståelser. Derfor begyndte folk at kalde mig Ole EU. Efter at have siddet i Europa-Parlamentet i 10 år har navnet efterhånden bare bidt sig fast.

Når jeg er i Bruxelles… arbejder jeg næsten hele tiden. Der er en masse gruppemøder og udvalgsmøder, som skal passes. Jeg går til og fra arbejde hver dag (det tager cirka en time), jeg laver som regel min egen aftensmad og er vild med at læse alle slags bøger.

Og når jeg er i Brovst… forsøger jeg at holde så meget fri som muligt med min kone Inger og vores to børn Mads og Mie. Men også i Brovst er der forpligtelser, jeg står for eksempel for at slå græsset og tømme opvaskemaskinen. Ligesom jeg stryger alt vores tøj.

Jeg gik ind i politik… fordi jeg i min tid på arbejdsmarkedet har oplevet, hvor vigtigt det er, at arbejdstagerne sikres nogle ordentlige forhold, og at arbejdstagerrettigheder respekteres. Det har aldrig været min hensigt, at jeg skulle være politiker, men det ene tillidsjob efter det andet fulgte, og i 1989 stillede jeg så op til byrådet i Brovst.

Europa-parlamentet har… en mere end to meter høj kvinde som medlem. Samt en holocaustfornægtende 85-årig franskmand, som endda genopstiller. Herudover er vi ret normale.

Jeg bliver så træt… når borgerlige politikere siger, at social dumping bare er et andet ord for konkurrence.

For i virkeligheden… udnyttes arbejdstagere overalt i Europa, og den unfair konkurrence fører til en usikker og tom vækst, der ikke kaster ordentlige og solide arbejdspladser af sig.

Poul Nyrup... er den mest visionære og arbejdsomme politiker, jeg nogensinde har mødt. Han lærte mig meget i de fem år, hvor vi begge var medlem af parlamentet.

Verden ville... være en hel del anderledes, hvis jeg stadig var isenkræmmer og brugte mine weekender som husmusiker på det Bette Apotek i Skørping. Så havde der muligvis ikke siddet en dansker i Europa-Parlamentets arbejdsmarkedsudvalg gennem de sidste ti år.

Hvis jeg kunne… bestemme, så skulle vi danskere til at snakke noget mere om EU. Det er klart, at EU for mange danskere føles langt væk, for vi snakker jo nærmest ikke om det herhjemme i Danmark. Kun en sjælden gang hvert femte år, når der er valg til Europa-Parlamentet. Det skal laves om, ellers får vi aldrig folk med.


Flere artikler om emnet