Annonce

Pio udfordrer Christel Schaldemose

Netavisens navnefar har givet de socialdemokratiske EP-kandidater en udfordring. Reglerne er enkle: Det må ikke blive selvfølgeligt, det må gerne være kækt, Pio starter en sætning, og kandidaten færdiggør den. Anden gang med Christel Schaldemose.
Det handler om at finde løsninger, der fungerer for flest muligt, og lukke ørerne over for tobaksindustrien, når Europa-parlamentarikeren, kandidaten, fynboen, DSU’eren og historikeren Christel Schaldemose skriver Louis Pios sætninger færdige:

Jeg hedder Christel Schaldemose oghar været medlem af Europa-Parlamentet i otte år.

Europa-Parlamentet er… et indflydelsesrigt parlament og en vildt spændende arbejdsplads, fordi vi er repræsentanter for 28 lande.

Jeg kan bedst lide… at skabe resultater og finde løsninger, som er til gavn for flest mulige. Men jeg går ikke af vejen for at kæmpe hårdt for det, jeg tror på – det er af og til nødvendigt i Europa-Parlamentet. Foruden det politiske kan jeg bedst lide kaffe.

Jeg krummer altid tæer… når jeg hører Folkebevægelsen sige, at det er lettere at skabe gode vilkår for europæerne uden EU. Og jeg krummer altid tæer, når de Radikale insisterer på, at alt hvad EU gør, er det rigtige. 

Bendt Bendtsen… er en god kollega, men jeg anbefaler kun vælgerne at stemme socialdemokratisk og helst på mig personligt.

Da jeg var 18 år… stemte jeg i en folkeafstemning imod EU’s indre marked.

Men i dag… mener jeg, at det er utrolig værdifuldt. Dog er der stadig brug for forandringer af det indre marked, så det kan fungere godt for alle.

Jeg lytter… altid til min mands gode råd, og så lytter jeg til forbrugerne, til arbejdstagerne, ja, til alle dem, der gerne vil i dialog om EU. Kun på den måde kan vi gøre EU bedre.

Til gengæld… lytter jeg meget nødigt til tobaksindustrien, og jeg forsøger at lukke ørerne, når mine unger slås om, hvem der skal have min iPad, når jeg er hjemme.

I mine drømme… har alle EU-borgere mulighed for at leve et godt liv. Desværre er der lang vej til, at den drøm er udlevet. Et skridt på vejen er at stemme socialdemokratisk, fordi vi kæmper for lige muligheder til alle.


Flere artikler om emnet