Annonce

Pios Julekalender: 15. december

En svensk juleskinke har en særlig plads i hjertet hos personen bag dagens låge.
I dette års julekalender har vi spurgt en række folketingsmedlemmer, borgmestre, profiler i fagbevægelsen og Netavisen Pios faste klummeskribenter om deres bedste og kedeligste oplevelser ved jul.

Bag dagens låge gemmer sig folketingsmedlem Lea Wermelin (S), der indtil sommer er på barsel med hendes barn nummer to, en lille pige der blev født i starten af oktober.

Bornholmske Lea Wermelin, 32, der har en statskundkabsuddannelse fra Københavns Universitet, en fortid som politisk medarbejder for den socialdemokratiske folketingsgruppe, blev valgt til folketinget i 2015. I folketinget er hun formand for skatteudvalget.

På billedet ses Lea Wermelin sammen med sin ældste datter Vega.

 

Min bedste juletradition er…
Uden tvivl vores svenske juleskinke - eller blot julskinka som man siger i vores søsterland - som vi får hos mine forældre juleaften.

Min farmor er svensk og kom til Bornholm som 13-årig for at tjene i huset, og traditionen har vi fra hende. Hver jul skal skinken i saltlage, inden den koges og grilles i ovnen med sennep og sukker.

Før i tiden holdt vi jul hos min farmor i hendes lille stue med hendes fire børn og alle os 12 børnebørn. Det var herligt kaotisk. Jeg var vild med det. Nu er det først rigtig jul hos mine forældre, når den svenske gris er på bordet. Og så glæder jeg mig også altid til julefrokosten anden juledag, hvor vi får min fars hjemmelavede sild. Og hvis vi er heldige, introduceres der en ny variant for året, der gik.


Mit bedste minde fra julen er fra dengang...

Vi holdt jul hos mine svigerforældre i Hillerød og havde glemt julemandskostumet på Bornholm. Ikke optimalt, når vi havde pisket en stemning op om, at kanen selvfølgelig ville svinge forbi og besøge alle søde børn.

Så min mand trak i en gammel rød fodboldlandsholdstrøje og bandt en pelskrave fra en jakke på som skæg. En skør, fodboldglad julemand. Men det virkede! Eller også spillede vores datter bare med på legen. Uanset hvad, så var hele juleaftenen reddet.

Den værste julegave jeg nogensinde har fået…
Var helt uden tvivl vores families hadegave: En pakke skriggrønne plastik-dækservietter med orange kant. De er så grimme.

Gaven er altid med i årets pakkeleg, og det er noget af en skuffelse at stå tilbage med dem, efter ellers at have kæmpet en hård kamp med resten af familien. Eneste plus var, at jeg heldigvis kom af med dem igen året efter.
God jul!

 

De øvrige der har medvirker i Netavisen Pios julekalender 2017 er:

1. december: Trine Bramsen
2. december: Jens Joel
3. december: Benny Engelbrecht
4. december: Alexander Petersen
5. december: Birgit Hansen
6. december: Niclas Bekker Poulsen
7. december: Nicolaj Bertel Riber
8. december: Dan Jørgensen
9. december: Nissen
10. december: Gunvor Wibroe
11. december: Mette Aagaard Larsen
12. december: Kasper Fogh
13. december: David Garby-Holm
14. december: Anders Winnerskjold

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet