Pisa og panik
Pisa og panik
Den mangel på faglig viden, som man anklager folkeskolen for, kan man genfinde i redaktionslokalerne på vore største massemedier
Pisa kom som et chok. Det burde ikke være tilfældet. Regeringen holder krisemøder. Det skulle den have gjort for længst.
At folkeskolen producerer en ny almue, der hverken kan læse eller skrive burde ikke komme bag på nogen, for gennem de senere år har der været en vedholdende kritik af dagens folkeskole.
Den er fremsat af folk med forstand på sagerne, men kritikken har ikke haft den mindste effekt, og det skyldes, at offentligheden ikke er blevet oplyst om, hvad der er foregået i den danske folkeskole.
Årsagen til den manglende viden skyldes hverken lærerne, skolerne eller forældrene. Det skyldes vore massemedier. De har svigtet i årevis, og de svigter nu.
Den mangel på faglig viden, som man anklager folkeskolen for, kan man genfinde i redaktionslokalerne på vore største massemedier.
Læs også:Lærerformand: Den sociale slagside i folkeskolen er desværre kun blevet stærkere med tiden
Når det gælder skole og pædagogik tror mange af dem åbenbart, at nu skal der omsider foretages et opgør med 68erne og deres blødsødne rundkredspædagogik, men sagen er, at det opgør er taget for længst. Det skete i 2004 og senere med skoleloven af 2014.
Ud med undervisning, ind med læring
Begge dele var et radikalt opgør med 68ernes pædagogik og dermed også med en undervisningstradition, der har flere hundrede år bag sig og som rummer navne som Rousseau, Imanuel Kant, NFS Grundtvig, Kresten Kold, John Dewey og flere andre.
Med loven af 2004 og 2014 skulle der gøres op med alt det. Slaphed skulle erstattes af fasthed og begrebet undervisning skulle erstattes af begrebet læring.
Det medførte, at læreren blev degraderet til en assistent på linje med en computer, mens stoffet blev renset for alt det, der ikke kunne måles og vejes, hvilket gik ud over litteratur, historie, kunst og kultur. Skolen blev kort sag åndløs.
Det kan ikke undre, at mange elever oplevede den som meningsløs og pjækkede i dagevis.
Også i DR har uvidenheden været påfaldende
Denne virkelighed gik imidlertid ikke op for massemedierne. Mange af dem fortsatte med at leve i en verden, der ikke fandtes mere, og der befinder de sig åbenbart endnu.
I vore store dagblade kan man læse ledende artikler, der ikke er andet end oppustede postulater uden bund i andet end en fjern fortid.
Ak, hvor trist
Også i DR har uvidenheden været påfaldende.
En udgave af Deadline viste således en programvært, der åbenbart var totalt uvidende om de reformer, der havde fundet sted i de seneste halvtreds år, og i Debatten, førte fraværet af faglig viden til et leddeløst program uden sammenhæng med virkeligheden.
I skrivende stund har DR endda sat en popsangers meninger om skolen på fronten af deres nyhedsformidling. Sangerens kvalifikationer angives til at være den, at hans farfar var skoleinspektør.
Et oplysningsniveau på et så lavt niveau, er desværre ikke uden betydning.
Læs også:Kære regering – folkeskolen kalder. Er I gået offline?
De åbner for alle slags spøgelser fra en længst forglemt fortid, mens den engagerede medborger, de medlevende elever og deres forældre ikke får den saglige oplysning de fortjener, så deres indsigt begrænses og deres handlemuligheder forringes.
Ak, hvor trist.
Pisa pegede på en folkeskole, der har svigtet på væsentlige områder. Den efterfølgende debat har også vist os, at vore massemedier har gjort det samme.
Tilføj kommentar