Annonce

Placering af 20 nye nærpolitistationer på plads

"Det er min forventning, at de nye nærpolitienheder kommer til at få stor betydning for den lokale tryghed," siger justitsminister.
 

Som en del af den politiaftale, der blev indgået tilbage i december måned, blev det besluttet, at der skal oprettes 20 nye nærpolitienheder rundt om i landet.

Placeringen af de nye nærpolitistationer er nu faldet på plads, og politikredsene påbegynder etableringen af det som officielt kaldes "nærpolitienhederne".

Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Det har været regeringens ambition at flytte politiet tættere på borgerne, lyder meldingen fra justitsminister Nick Hækkerup (S):

”Et af de bærende elementer i vores nye flerårsaftale er de nye nærpolitienheder, som flytter ressourcer fra centralt hold og ud i landet, hvor danskerne bor. Det er min forventning, at de nye nærpolitienheder kommer til at få stor betydning for den lokale tryghed og den synlige politiindsats rundt omkring i landet, og derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu går i gang med etableringen af dem."

Lokale betjente i gadebilledet

Justitsministeren mener, at de nye nærstationer vil gøre det nemmere for folk at komme i kontakt med politiet.

"Med de nye nærpolitienheder vil borgerne nemmere kunne komme i kontakt med politiet. De vil oftere møde deres lokale betjente i gadebilledet. Og de vil kunne henvende sig fysisk til politiet og for eksempel foretage anmeldelser eller få råd og vejledning," siger Nick Hækkerup.

Det er politikredsene, der på baggrund af de lokale forhold og i samarbejde med de lokale borgmestre, har lagt sig fast på de byer, som fremover skal huse de nye nærpolitistationer.

En en række af nærpolitienhederne bliver placeret i eller i tilknytning til særligt udsatte boligområder, f.eks. i Askerødparken i Hundige, Motalavej i Korsør og Høje Gladsaxe i Gladsaxe.

Valgløfte indfriet

Politikredsene har – ud over de 20 nye nærpolitienheder – besluttet at udvide den ugentlige åbningstid til 15 timer på én eksisterende lokation i Ribe samt at oprette tre yderligere såkaldte ”satellit-stationer”, som placeres i Brande, Skærbæk og Dianalund.

Det er forventningen, at de første nærpolitienheder kan åbne allerede i år.

Med etableringen af de nye nærpolitistationer indfrier Socialdemokratiet et af partiets valgløfter. Socialdemokratiet foreslog med udspillet "Nærheden tilbage" i 2018 20 ekstra politistationer.
 

Fakta: Her kommer de 20 nærpolitistationer til at ligge

20 kommuner får nye nærpolitistationer. Se her i hvilke kommuner og hvilke byer stationerne kommer til at ligge i.

Assens - Assens.
Billund - Grindsted.
Brønderslev - Brønderslev.
Esbjerg - Esbjerg på Stengårdsvej, Ribe.
Fredensborg - Nivå i Nivåhøj/Islands-højparken.
Gladsaxe - Høje Gladsaxe.
Greve - Hundige i tilknytning til Askerød-bebyggelsen.
Gribskov - Helsinge.
Hedensted - Hedensted.
Ikast-Brande - Ikast og Brande. I Brande åbent én dag om ugen.
Ishøj - Ishøjcenteret i tilknytning til Vildtbanegård.
Nyborg - Nyborg.
Odder - Odder.
Odsherred - Asnæs.
Slagelse - Korsør i tilknytning til Motalavej.
Sorø - Sorø og Dianalund. I Dianalund åbent to timer om ugen.
Struer - Struer.
Tønder - Toftlund og Skærbæk. I Skærbæk åbent to timer om ugen.
Tårnby - Kastrup.
Vesthimmerlands - Aars.

Kilde: Justitsministeriet

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet