Plastikcenter og socialdemokratisk nej til lov om opholdskrav

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Køen af ministre, der vil repræsentere den danske regering under FN-topmødet i den marrokanske by Marrakesh mandag-tirsdag er kort. Ja, faktisk ved statsminister Lars Løkke i skrivende stund ikke hvilken minister han kan sende afsted. Måske ender det med, at regeringenschefen selv må tage tjansen. Man kommer næsten til at tænke på dengang den konservative formand og udenrigsminister, Lene Espersen, foretrak ferie på Mallorca fremfor at repræsentere Danmark ved et vigtigt møde i Arktisk Råd.

Men ellers handlede onsdagen om regeringens plasthandlingsplan og en kursændring hos Socialdemokratiet, der nu vil stemme mod det omstridte opholdskrav.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

 

Plastikhandlingsplan med plastikcenter

For at styrke genanvendelsen og beskytte natur og miljø, lancerer regeringen onsdag plastikhandlingsplanen, ”Plastik uden spild”.

Plastik er et både holdbart og billigt materiale, som vi ikke kan undvære, men plastik udgør samtidig et stort forureningsproblem globalt set. Regeringen vil med sin nye plastikhandlingsplan sikre, at plastik bruges med omtanke og genanvendes til nye produkter.

”I dag brænder vi alt for meget plastik af, vi skal blive meget bedre til at genanvende det. Vi har ikke uendelige ressourcer til vores rådighed, og der er ingen grund til at udvinde nye ressourcer, når vi kan bruge dem, vi allerede har,” siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

Regeringens handlingsplan ”Plastik uden spild” rummer 27 initiativer, hvor et af hovedelementerne er oprettelsen af et nationalt plastikcenter, som skal være samlingspunkt for den danske plastikindsats. Andre initiativer er forbud mod tynde plastikposer – knitre-plastikposer som vi får hos grønthandleren og pizzabageren - og bedre og mere ens sortering af plastikaffald.

”Vi skal ikke stoppe med at bruge plastik, men vi skal bruge det smartere. Det er min oplevelse, at mange danskere – både virksomheder og borgere – er enige i dette og gerne vil bidrage til at løse problemerne med plastik,” siger Jakob Ellemann-Jensen.

Det danske forbrug af plastik anslås til 500.000 tons årligt. Regeringen håber med plast-handleplanen at kunne halvere forbruget.

Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, betegner plast-handleplanen som ”uambitiøs” og ”ukonkret”.

Rabjerg Madsen skuffet over, at regeringen ikke er gået i dialog med virksomhederne om sortering og genanvendelse af mere plastic.

 

S ændrer kurs og stemmer mod det omstridte opholdskrav

Socialdemokratiet har tænkt sig at stemme imod, når Folketinget i december skal behandle regeringens lovforslag om at indføre et opholdskrav for retten til dagpenge.

Partiet mener, at der er for mange uafklarede spørgsmål i forhold til opholdskravet, og Socialdemokratiet kan derfor ikke støtte loven:

“Det vælter ud med problemer, har hele udvalgsbehandlingen vist, og derfor stemmer vi imod,” siger beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen (S) til DR.

Hos Danske A-kasser, der er brancheorganisation for de danske a-kasser, der længe været indædt modstandere af loven, glæder direktør Verner Sand Kirk sig over Socialdemokratiets kursændring:

“Det er en fantastisk god nyhed, at Socialdemokratiet har erkendt, hvor vanvittigt opholdskravet er, og toner rent flag og stemmer imod. For så er der jo en chance for, at det kan blive afskaffet igen efter folketingsvalget, ” skriver han på Facebook.

Læs mere her.

 

Ilse Jacobsen klar til overenskomst
Ansatte hos Ilse Jacobsen kan nu måske se frem til at blive dækket af en overenskomst og dermed få ordnede løn- og ansættelsesvilkår. Ilse Jacobsens virksomhed IJH A/S har nemlig meldt sig ind hos arbejdsgiverne i Dansk Industri (DI), og det forpligter.

Indmeldelsen i DI kommer efter, at det er blevet afsløret, at en række medarbejdere ansat under Ilse Jacobsens vinger er gået ned med stress og har lidt under dårligt arbejdsmiljø.

HR-chefen hos Ilse Jacobsen, Michala Mørch, siger om indmeldelsen hos DI:

”Vi er blevet medlem af DI, og det betyder, at vi hopper ind i industriens overenskomster. Vi vil kun vores medarbejdere det bedste,” siger hun til Avisen.dk

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ilse Jacobsen selv.

Som medlem af DI forpligter Ilse Jacobsen sig til at sørge for ordnede forhold for sine medarbejdere svarende til den overenskomst, der er indgået mellem DI og Centralorganisationen af industriansatte i Danmark (CO-Industri), som blandt andet har 3F og HK som medlemmer.

Det betyder også, at hvis medarbejderne i hendes virksomhed ønsker en overenskomst, skal Ilse Jacobsen gå i dialog med den pågældende fagforening om det.

Læs mere her.

 

 

11 grønne organisationer ønsker klimaafgift på flyrejser

Flyvning er en stor og stigende klimabelastning. Danskernes klimabelastende flyvning er 4-5 gange større end verdensgennemsnittet og er kraftigt stigende.

Derfor foreslår 11 grønne organisationer onsdag indførelse af en klimaafgift på flyrejser.

Da Danmark er bundet af internationale aftaler, kan Danmark ikke lægge afgifter direkte på fly eller på flybrændstof. Derfor foreslår de 11 organisationer en passagerafgift, som i Tyskland, Norge og Sverie.

Flyvning er ikke alene den mest klimaskadelige, men også den hurtigst voksende transportform. Denne vækst skyldes ikke mindst, at flyvning, på trods af den store klimabelastning, er næsten totalt undtaget fra afgifter. Flyvning er fritaget fra moms, og jetfuel leveres uden afgift.

”Hvis vi skal sikre et stabilt klima, skal vi reducere i CO2-udledninger i hidtil uset omfang. Det mest logiske første træk for at begrænse flyenes klimaskader er at gøre det dyrere at flyve ved at indføre en passagerafgift som i vores nabolande, noget vi kunne kalde for en klimaskadeafgift. Det skal være et første skridt. Skatteindtægterne skal bruges til en grøn omstilling i transportsektoren,” hedder det i en udtalelse fra organisationerne.

Norge har en af afgift på 65 kroner på alle flyrejser. I Sverige er afgiften på 45 kroner i Europa. Flyrejser i resten af verden beskattes med 182-292 kroner afhængig af længde.

”Vi synes ikke, at vi skal være et sort hul, hvor manglende flyafgifter tiltrækker billige flyselskaber til Danmark,” siger Gunnar Boye Olesen, politisk koordinator hos Vedvarende Energi.

Organisationerne foreslår, at indtægterne fra flyafgifterne øremærkes grøn omstilling af transportsektoren.

Forslaget er stillet af:
• 350 Klimabevægelsen i Danmark, kontakt Thomas Meinert Larsen
• Bedsteforældrenes Klimaaktion, kontakt Annegrethe Jørgensen,
• Bevar Jordforbindelsen, kontakt Poul Kattler
• Danmarks Naturfredningsforening København, kontakt Ole Damsgaard
• Den Grønne Studenterbevægelse, kontakt Frederik Sandby
• Det Økologiske Råd, kontakt Jeppe Juul
• Greenpeace, kontakt Tarjei Haaland
• Jyder mod Overflødige Motorveje, kontakt Ellen Odgaard
• Miljøorganisationen Vedvarende Energi, kontakt Gunnar Boye Olesen
• NOAH – Friends of the Earth Denmark, kontakt Jacob Sørensen
• Rådet for Bæredygtig Trafik, kontakt Kjeld Allan Larsen

 

 

Ny formand for Dansk Arbejdsgiverforening

Lisbeth Dalgaard Svanholm afløser Torben Dalby Larsen som formand for Dansk Arbejdsgiverforening.

Dansk Arbejdsgiverforenings nye formand hedder Lisbeth Dalgaard Svanholm. Den 59-årige erhvervskvinde afløser Torben Dalby Larsen, der har været formand siden 2010.

Lisbeth Dalgaard Svanholm ejer og driver Dalgaard Super Marked i Hørsholm og har tidligere siddet i Dansk Erhvervs bestyrelse og forretningsudvalg samt bestyrelsen for De Samvirkende Købmænd, hvor hun også har været formand i godt 10 år.

”Jeg vil gerne takke bestyrelsen for den tillidserklæring, det er at vælge mig til formand for Dansk Arbejdsgiverforening og samlingspunkt for arbejdsgivernes synspunkter. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet og hjælpe med at sikre danske virksomheder de bedst mulige vilkår for at skabe vækst og beskæftigelse til gavn for hele Danmark,” siger Lisbeth Dalgaard Svanholm.

”For Dansk Arbejdsgiverforenings vedkommende handler det også om at sikre, at danske virksomheders konkurrenceevne er i top, samt at der er adgang til den arbejdskraft, der er nødvendig. Det arbejde glæder jeg mig til at være en del af,” siger Lisbeth Dalgaard Svanholm.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce