Annonce

Podcast-guf: Dansk musikhistorie i verdensklasse

Podcastserien ’Den Nye Stil’ leverer over 30 afsnit med fantastiske fortællinger om dansk musik og dansk historie. Det er en smuk introduktion til dansk rap.
Hvis du ikke på forhånd er bekendt med genrer som crunk, grime, trap, reggae, dub-step, alternative, gangsta, freestyle, West Coast, East Coast, Dirty South, Battle og dobbelttempo, så giver DR’s Podcast-serie ’Den nye stil – historien om dansk rap’ dig nu muligheden for at indhente det forsømte.

Selvom rap-genren på mange måder er forbeholdt de yngre generationer, så har den levet i bedste velgående i Danmark siden 80’erne og sætter sig i dag tungt den danske musikscene.

Den alt dominerende musikgenre, som både oldemor og morfar bør kende

Rap udgør i dag den alt dominerende musikgenre, som både oldemor og morfar bør kende for at forstå de yngre familiemedlemmer. Og ikke mindst bør kende for at forstå, hvad der rører sig i samfundet.  

En autentisk hyldest til en hel kultur

Podcast-markedet er hastigt voksende – både hvad angår lyttere og producenter. Nye produktioner skyder op konstant. Men få podcasts rammer tonen, så rent som DR-vært Peter Pelle Jensen gør med ’Den Nye Stil’. Det er ganske enkelt fremragende.

Ganske enkelt fremragende

’Den Nye Stil’ er en podcast i særklasse, fordi den favner både de gribende personskildringer, en unik kulturel passion, en masse samtidshistorie, fremragende lydmontering og selvfølgelig en masse fede hiphop-beats.

Det er fortællingen om ungdomskultur i Danmark, om ”the struggling artist” og ikke mindst om hvordan en helt ny musikgenre blev til.

Det hele bliver skruet sammen under kyndigt værtskab af Peter Pelle Jensen, der som fan og wannabe rapper, er den fødte vært til at guide lytterne igennem timevis af rap-historie. Hans lune, hans rap-forkærlighed og hans brændende engagement giver podcasten en unik autenticitet på et marked, hvor mange har forsøgt at snige sig med på en modebølge.

En hyldest til en musikgenre skal leveres af én, der faktisk hylder genren.

Dengang verden stod stille

Podcasten starter på et tidspunkt, hvor ingen i Danmark kender til rap, graffiti eller breakdance. Hvor musik er noget man hører på plade og køber i en forretning.

Den nye musik bliver optaget på kassettebånd i New York og modtaget via postvæsnet i brevsprækken. Alting gik ekstremt langsomt.

Det er ungdomsklubben Thomas P Hejle i det centrale København, som bliver omdrejningspunkt for den nye kultur, hvor blandt andet navne som Chief 1 (Rockers By Choice) og Peyk (MC Einar og Østkyst Hustlers) slog deres folder. De startede med breakdance og graffiti, men endte foran mikrofonen for fuld udblæsning.

placeholder

På den måde tegner ’Den Nye Stil’ også billede af hvordan en ny kultur kommer til Danmark, hvor hurtigt den teknologiske udvikling er gået over de sidste 30 år og ikke mindst hvor meget musikken har forandret sig. Ikke mindst med navne som Suspekt, Topgunn, Jokeren, Nastasja, Al Agami og mange mange flere.

Kun overgået af Eminem

Rap er også historien om en ekstrem konkurrencekultur, hvor det altid handler om at være først og være bedst.

Man vinder på at være de første med det nyeste breakdance-move, på at sælge platin med de store stjerner i rappens eget fødeland, på at være først med dobbelt-tempo rap eller på at være ”for real” og "ægte stodder".

En ekstrem konkurrencekultur, hvor det altid handler om at være bedst

Men man bliver også udråbt som ”sell-out”, hvis man rapper på lidt for jævnt dansk og sælger lidt for mange CD’er til Shubidua-danskerne. Det er en kultur, der får Jokeren iklædt knæstrømper og hårnet til at svine hiphop-kollegaerne med diss-rap. Og det er også megalomanisk genre, der får Østkyst Hustlers producer Peyk til at erklære, at han aldrig er blevet overgået af andre end Eminem.

Den selvdyrkende kommentar om at være den bedste nogensinde, er indbegrebet af hele kulturen.

Menneskeskæbner der flyver højt og falder dybt

Allerstærkest er ’Den Nye Stil, når den fortæller de gribende historier om de unge drenge, som kæmper for at slå igennem med lige netop deres musik.

Kidd og Topgunn der lever af venindernes flaskepant

Det er den lattermilde århusianer Johnson der slår igennem på rappe om alt det han ikke er, de nørdede MC Einar gutter der bare drømmer om at score damer, Kidd og Topgunn der lever af venindernes flaskepant, Suspekt-rapperne der slummer på en sofa på Vesterbro og Humleridderne, der slår stort igennem for blot at vende tilbage til malerfaget.

placeholder

Dansk rap er således også en historie om store op- og nedture. Alt sammen fortalt af kunstnerne selv: ærligt, arrogant og underholdende.

Hvis du hverken er fan af rap eller begejstret for tidens hypede podcasts, så er ’Den Nye Stil’ et levende bevis på, hvorfor du har taget komplet fejl. Derfor er det også en kæmpesucces, der forpligter podcast-folket hos DR.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet