Henter indhold
Annonce:
Nyheder
Podcast: Overmoden dansk model?
Både topforhandler og ekspert mener, at den danske model trænger til en fremtidssikrende overhaling. Lyt med og hør hvorfor
13. juni 2018

I Danmark bryster vi os af vores unikke forhandlingsmodel, kendt som ‘den danske model’, der skal sikre tilfredse arbejdsgivere og lønmodtagere. Men har de  seneste års overenskomstforhandlinger vist, at der måske er brister i den ellers blanke overflade?

Den snak tager vi i denne uges podcast, hvor ekspertpanelet består af Anders Bondo, formand for Danmarks Lærerforening og chefforhandler for de kommunalt og regionalt ansatte, samt arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Laust Kristian Høgedahl.

Den danske model på det offentlige arbejdsmarked fungerer, hvis parterne vil det

Vilje er vejen frem
På det private arbejdsmarked er der sjældent problemer med modellen, hvorimod det oftere er i på det offentlige område, at bøvlet opstår. Som topforhandler for de offentligt ansatte ved overenskomstforhandlingerne 2018 ved Anders Bondo Christensen om nogen, hvor vigtig modellen er for et velfungerende dansk arbejdsmarked.

Men også hvilke fejl og mangler den indeholder. Specielt ved overenskomstforhandlingerne i 2013. Her fandt der ifølge Bondo nemlig aldrig rigtig en rimelig forhandlingssituation sted. Som han selv forklarer det:

”Den danske model på det offentlige arbejdsmarked fungerer, hvis parterne vil det. Men hvis man ikke vil det, så har den nogle indbyggede svagheder, fordi lovgivere og forhandlere er så tæt på hinanden.” Noget, der ifølge Bondo dengang fik konsekvenser for lærernes arbejdstid.

det er også en holdningsændring, som vi skal have ind i systemet

Holdningsskift en del af løsningen
For at komme disse problemer til livs kan man blandt andet søge inspiration fra vores nabolande – Norge og Sverige – som har andre måder at løse problemerne på. Men vigtigst af alt handler det ifølge formanden for Danmarks Lærerforening om, at der er behov for et holdningsskift blandt politikerne, så overenskomstforhandlinger ikke kun bliver et spørgsmål om ”udgiftspolitik”.

”At få hele det offentlige aftalesystem tilbage på sporet med, at det er nogle fælles problemer, der skal løses, og ikke er ren udgiftspolitisk, det er også en holdningsændring, som vi skal have ind i systemet!”

Problematiske dobbeltroller
At forhandlingerne for de offentligt ansatte ofte kører i hårknude, kan også tilskrives en historisk dimension: ”Det system man forhandler efter i den offentlige sektor, er udviklet i den private sektor. I og med man adopterer et system, som er udviklet i den private sektor, så får man også et system, der er udviklet under nogle helt andre strukturelle og institutionelle forhold.”

Sådan siger Laust Kristian Høgedahl, der har forsket i netop dette område, samt skrevet en PHD om den offentlige arbejdsmarkedsmodel. Nogle af de forhold, der adskiller den offentlige sektor fra den private, er blandt andet dobbeltrollerne på arbejdsgiversiden: ”Der kan man konstatere, at i den offentlige sektor er der nogle dobbeltroller og tredobbeltroller på arbejdsgiversiden, som man ikke ser i den private sektor,” konstaterer arbejdsmarkedsforskeren.

Vi spørger altså panelet om, hvordan fremtiden for den danske model ser ud, hvilke knapper der skal trykkes på, og hvordan balancen på arbejdsmarkedet fremadrettet kan opretholdes. Så lyt hvis, hvis du er interesseret i, hvordan fremtidens danske model kan se ud.

Podcasten er som altid sponsoreret af Dansk Metal og HK/Danmark, og Jens Jonatan Steen er vært. Podcasten kan høres på Soundcloud, iTunes og www.piopio.dk.

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Designed by SKARP & GACELA 2018 PIOPIO