Annonce

Podcast: Social dumping fra A-Z

Fri følelsesladet fantasi, eller et faktabaseret fænomen? Pio podcaster i denne uge om social dumping
En bemærkning fra den polske ambassadør om, at social dumping skulle være et følelsesladet fænomen fremfor fakta, vakte opsigt, da Netavisen Pio forleden bragte nyheden.

I denne uge tager Pio Podcast dig med på en tour de social dumping: fra gangene i Bruxelles til forbundstoppen og videre til de helt jordnære eksempler fra dagligdagens arbejdspladser.

fair bevægelighed, fremfor fri bevægelighed

Vi har inviteret en række prominente gæster, der beskæftiger sig med emmet i podcaststudiet, for at gøre os klogere på social dumping anno 2018. I denne uge har vi besøg af Jens Rohde, medlem af Europa-Parlamentet for De Radikale, Henning Overgaard, forbundssekretær for 3F og Morten Søndergaard, næstformand i 3F København.

3F'ere særligt udsat
Henning Overgaard er som ansat i 3F slet ikke i tvivl om, at social dumping er et reelt problem. Det er nemlig særligt deres medlemmer, der bliver ramt af konsekvenserne. Problemet er ifølge ham vanskeligt at komme til livs, men en løsning kan findes på EU-plan. Men først skal der ske markante ændringer:”Der er ingen tvivl om, at EU, i den konstellation den er i nu, har fået social dumping til at blomstre i Europa”. Det danske arbejdsmarked har nemlig de sidste par år oplevet en stigning i billig arbejdskraft fra de nye EU-lande i øst. En løsning på skævvridningen af arbejdsmarkedet kunne, ifølge Henning Overgaard, være - som 3F for nyligt præsenterede i deres nye forslag ”Fair Mobility” - at EU går over til ”fair bevægelighed, fremfor fri bevægelighed”.

hvis man ikke tager det her (social dumping, red.) alvorligt, så skrider opbakningen til den fri bevægelighed, og så har vi ikke noget indre marked

Det konkrete forslag fra 3F bliver hilst velkommen af Jens Rohde, der selv arbejder med social dumping i Europa-Parlamentet. Ifølge ham er det i alles interesse – rød som blå - at der bliver taget hånd om social dumping:
”Uanset hvor man står, og hvor meget fri bevægelighed man vil have, alene på frihedens præmisser, så skal man bare huske på, at hvis man ikke tager det her (social dumping, red.) alvorligt, så skrider opbakningen til den fri bevægelighed, og så har vi ikke noget indre marked”.

Vi bliver nødt til alle sammen: politikere, virksomheder og de mennesker, der arbejder på arbejdspladserne at begynde at stille de samme krav

Klassiske dyder
Som mangeårig fællestillidsrepræsentant for postarbejderne i 3F ved Morten Søndergaard om nogen, hvordan det er at kæmpe imod social dumping. Ifølge ham er faglig stolthed og fællesskab nogle af de klassiske dyder, vi skal tilbage til, hvis vi skal problemet til livs:

”Hvis vi alle sammen - for lige at få en lille hurtig gevinst - hopper over hvor gærdet er lavest, så er der ikke noget fællesskab tilbage”, siger han og konkluderer:
”Vi bliver nødt til alle sammen: politikere, virksomheder og de mennesker, der arbejder på arbejdspladserne at begynde at stille de samme krav”.

Podcasten er som altid sponsoreret af Dansk Metal og HK/Danmark, og Jens Jonatan Steen er vært. Podcasten kan høres på Soundcloud, iTunes og www.piopio.dk

 


Flere artikler om emnet