Annonce

Polakker, tyskere og italienere får nemmere adgang til danske dagpenge

”Det her er endnu et stort nederlag, som Danmark og den danske arbejdsmarkedsmodel får,” mener Socialdemokratiets EU-ordfører Peter Hummelgaard
Polakker, tyskere og italienere kan fremover få langt lettere adgang til danske dagpenge – trods bred modstand i Folketinget og i regeringen.

Torsdag ventes et flertal af EU-lande at nedstemme Danmark i et slagsmål om EU's fri bevægelighed.

EU-Kommissionen har hidtil blåstemplet en dansk særregel om, at EU-borgere skal arbejde tre måneder i Danmark, før de kan få adgang til danske dagpenge. Men det krav vil et flertal af landene nu lempe til blot én måneds beskæftigelse, skriver Jyllands-Posten.

Det vil betyde, at f.eks. en tysker, en polak eller en italiener efter blot en måneds arbejde i Danmark vil kunne få ret til danske dagpenge. Det kræver blot, at vedkommende har arbejdet andre 11 måneder i sit hjemland, før han startede sit arbejde i Danmark. Borgeren skal således ikke opfylde kravet om at have været medlem af en A-Kasse i 12 måneder, som danske lønmodtagere ellers skal opfylde for at kunne modtage dagpenge.
S: Angreb på den danske arbejdsløshedsforsikrings-model

"Det her er endnu et stort - desværre af mange - nederlag, som Danmark og den danske arbejdsmarkedsmodel får. Endnu engang får de andre EU-landes hensyn til den frie bevægelighed lov til at trumfe vores kollektive arbejdsløshedsforsikringsmodel. For hvordan skal vi forklare danske lønmodtagere, at de skal være medlem af en A-kasse og indbetale bidrag i et år for at få adgang til dagpenge, mens andre EU-borgere kun skal betale til kollektivet i 1 måned. Det udfordrer alle mine principper om ret og rimelighed," siger EU-ordfører Peter Hummelgaard (S) til Netavisen Pio.

Endnu engang får de andre EU-landes hensyn til den frie bevægelighed lov til at trumfe vores kollektive arbejdsløshedsforsikringsmodel

Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, skriver på Facebook, at Danmark endnu engang står "med håret i postkassen":

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen er bestemt ikke heller ikke begejstret over udsigten til det danske nederlag – selv om han ikke tror lempelsen vil betyde, at Danmark rendes over ende:

”Det ændrer ikke på, at dette er et principielt spørgsmål, som dybest set også kan rokke ved den folkelige opbakning til EU,” siger han til Jyllands-Posten.

Opdateret kl. 12.40 med Kenneth Kristensen Berths facebook-opslag.

 

 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet