Polen kalder sine arbejdere hjem

Arbejdsløsheden er rekordlav i Polen og økonomien blomstrer, derfor opfordres polske arbejdere i Danmark nu til at vende hjem.
Der befinder sig mere end 40.000 polske arbejdere i Danmark, som siden EU’s østudvidelse i 2004 har søgt bedre løn og arbejdsvilkår, end hvad Polen har kunnet tilbyde dem. Men det polske indenrigsministerium arbejder nu aktivt for at kalde polakkerne hjem, for Polen mangler arbejdskraft.

Den polske ambassadør i Danmark, Henryka Mościcka-Dendys, besøger derfor lige nu de danske virksomheder, der anvender polsk arbejdskraft, for at opfordre hendes landsmænd til at rejse hjem. Det skriver Jyllands-Posten.

”For nylig besøgte jeg et stort slagteri i Horsens, hvor der arbejder 400 polakker, for at mødes med nogle af dem og fortælle om mulighederne og høre, hvad der skal til for at få dem hjem,” siger den polske ambassadør.

Forhandlingssekretær i 3F’s byggegruppe, Palle Bisgaard, tvivler dog på, hvor meget held den polske ambassadør vil have:

”Der er lønudvikling i Polen, men niveauet ligger stadig meget langt fra det danske, blandt andet fordi lønningerne presses af hviderussere og ukrainere, der arbejder til det halve af de polske arbejdere. Derfor tror jeg ikke, at folk vil rykke tilbage lige med det samme,” siger han til Netavisen Pio.

Et økonomisk mirakel
Når Polen opfordrer sine udvandrede arbejdstagere til at rejse hjem, skyldes det i høj grad, at et økonomisk opsving er i gang i Polen:

”Den polske økonomi har rettet sig op langt hurtigere, end nogen havde forventet, da vi kom med i EU. Polen er et meget rigere land, økonomien blomstrer, og Warszawa er en international metropol i dag. Det er næsten et mirakel, der er sket. Polen er et helt andet land,” siger ambassadør Henryka Mościcka-Dendys til JyllandsPosten.

Der er brug for arbejdskraften, og derfor er der ingen tvivl om, at polske arbejdsgivere vil betale for at få folk hjem.

Den polske økonomi- og vicepremierminister har udtalt, at regeringens mål er at få 200.000 polakker til at vende tilbage fra det øvrige EU inden for de nærmeste år. Den polske ambassadør kan dog ikke sætte et præcist tal på, hvor mange polske arbejdstagere, man ønsker, skal forlade Danmark.

På spørgsmålet om, hvad der skal lokke polakkerne hjem, svarer ambassadøren: ”De gode jobmuligheder og udsigten til en meget bedre løn og bedre arbejdsvilkår, end da de tog afsted. Der er brug for arbejdskraften, og derfor er der ingen tvivl om, at polske arbejdsgivere vil betale for at få folk hjem.”

Stigende arbejdsløshed i byggebranchen
Palle Bisgaard vurderer ikke, at det vil få markant negative konsekvenser for den danske byggebranche. For det første fordi han ikke tror på, at folk vil vende tilbage i stort antal indenfor den nærmeste tid, og dernæst fordi man i 3F oplever, at arbejdsløsheden blandt deres medlemmer i anlægs- og byggebranchen er opadgående:

Vi har over 2.000 ledige byggearbejdere i 3F, så man kan ikke entydigt sige, at vi vil blive ramt, hvis den polske ambassadør skulle have held med sit foretagende.

”Vi har over 2.000 ledige byggearbejdere i 3F, så man kan ikke entydigt sige, at vi vil blive ramt, hvis den polske ambassadør skulle have held med sit foretagende. Til gengæld kunne det måske nedbringe antallet af sager om social dumping.”

Palle Bigaard understreger dog, at man i 3F aldrig har været negativt stemt over for de polske arbejdere, eller virksomheder, i Danmark: ”Vi har bare haft den holdning, at de skal arbejde på lige vilkår som de danske.”

Spiral mod bunden
For Palle Bisgaard vidner denne historie om, at der generelt er alvorlige problemer med den frie bevægelighed af arbejdstagere.

Det er en spiral mod bunden, at man hele tiden tager medarbejdere fra lavere lønnede områder ind på sit eget område og trykker lønningerne.

”Når vi taler med polske fagforeningsmedlemmer i dag, så fortæller de om et Polen, hvor der er fyldt med hviderussere og ukrainere, der arbejder til det halve af de polske lønninger. Det er jo i virkeligheden det store problem med det her. Det er en spiral mod bunden, at man hele tiden tager medarbejdere fra lavere lønnede områder ind på sit eget område og trykker lønningerne.”

Det problem kan løses, hvis vi får skabt et socialt EU, hvor arbejdstagernes frie bevægelighed bevares, men at det sker under vilkår, hvor virksomhederne kun vil gøre brug af det, når der virkelig er behov for det, og ikke bare fordi lønnen er lavere, forklarer Palle Bisgaard. Han tilføjer, at vi derudover også skal blive langt bedre til at uddanne faglært arbejdskraft i Danmark.

 


Kommentarer fra Facebook