Annonce

Politiken efterlyser svar, men nægter at bringe dem

Dårlig stil? Tidligere skatteminister Benny Engelbrecht (S) undrer sig, når Politiken kræver et svar, men så nægter at bringe det.
Flere medier har  - i direkte tale - været ude med en række efterlysninger i sagen om skandalerne i Skat. De har både manglet svar, men også efterlyst tidligere skatteministre, der vil vedkende sig deres ansvar. Samtidig har de højlydt undret sig over, at netop de tidligere skatteministre har været så tavse.  Sådanne efterlysninger fremstod nærmest identisk på lederplads fra både Børsen og Politiken den 11. juli.
Politiken efterlyste ministre, der havde siddet for bordenden i Skatteministeriet: "Der er mange, der har meninger om Skat. Nogle af dem, der kan kvalificere debatten og gøre os klogere, hører vi dog lidt eller intet fra. Nemlig de ni ministre, som har siddet for bordenden i det skandaleramte ministerium siden 2004"

Nogle af dem, der kan kvalificere debatten og gøre os klogere, hører vi dog lidt eller intet fra

Mens Børsen efterlyste andre skatteministerstemmer end Holger K. Nielsen(S) og Kristian Jensen (V), som allerede havde været på banen i medierne med en tilkendegivelse af deres del af ansvaret for skandalerne i Skat: "At Holger K. Nielsen nu følger i fhv. skatteminister Kristian Jensens (V) fodspor, og påtager sig sin del af ansvaret for Skats skandalesager, er både positivt og indlysende. Det kan dog undre, at det først sker nu, hvor en undersøgelseskommission er på vej, ligesom det kan undre, at andre ikke for længst har fulgt trop." 

Politiken: 'Du er velkommen en anden gang, når du har noget på hjerte'
Det er på ingen måde opsigtsvækkende, at medier bruger lederplads til den slags politiske kommentarer og efterlysninger, selvom en ret hurtig undersøgelse ville vise, at langt flere ministre har deltaget aktivt i debatten. Det opsigtsvækkende ligger i, at Politiken - efter deres efterlysning - afviser at bringe et debatindlæg fra den tidligere socialdemokratiske skatteminister Benny Engelbrecht.

Selvom den tidligere skatteminister reagerer direkte på opfordringen og sender et debatindlæg som svar, så sender Politikens debatredaktion blot nedenstående standardsvar retur til Benny Engelbrecht.

Svar fra Poltiken til tidligere skatteminister Benny Engelbrecht


Billedtekst: Mail fra Politiken til Benny Engelbrecht, som svar på hans debatindlæg

Engelbrecht: Måske Politiken ikke bryder sig om at blive udfordret?
Det vækker undren hos Benny Engelbrecht, at Politiken nægter at bringe et debatindlæg, som han netop påpeger, at avisen selv har efterspurgt: "Jeg har en stille undren over, at Politiken ikke vil bringe et svar de direkte efterspørger. Jeg vil overveje meget nøje, om jeg vil bruge tid på at svare dem en anden gang".

Jeg har en stille undren over at Politiken ikke vil bringe et svar de direkte efterspørger

Hos Politikens debatredaktør Mads Zacho Teglskov, lyder svaret dog, at der ikke er nogen sammenhæng mellem indholdet på tværs af avisen. At man efterspørger noget på lederpladsen har altså ingen konsekvenser for debatredaktionen.

"Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at Politikens leder ikke angiver retningen for hverken Politikens journalistik eller avisens udvælgelse af debatstof. På samme måde forventes det heller ikke, at alle ansatte på Politiken deler de synspunkter, lederen forfægter. Det stiller debatredaktionen i den meget privilegerede og ønskværdige situation, at den kan bedømme hver enkelt debatindlæg alene ud fra dets kvaliteter", udtaler Mads Zacho Teglskov til Netavisen Pio.

For Benny Engelbrecht, der altså ikke har modtaget nogen begrundelse for afvisningen af indlægget, kan han kun gisne om, hvorfor det blev afvist: "Jeg kan ikke lade være med at få den tanke, at Politiken ikke bryder sig om at få at vide, at der er noget de har overset. Men det sker jo for os alle, at der kan være noget vi overser - medierne er heller ikke ufejlbarlige".

Politikens leder ikke angiver retningen for hverken Politikens journalistik eller avisens udvælgelse af debatstof

Socialdemokratiet er det parti, der er oftest repræsenteret i Politiken
Hos Politiken man dog ikke genkende den tanke, som Benny Engelbrecht præsenterer. I stedet leverer debatredaktør Mads Zacho Teglskov faktisk den uddybende begrundelse for afvisningen, som Benny Engelbrecht aldrig modtog i første omgang. Han betegner således indlægget som almindeligheder.

"Debatredaktionen ser på det enkelte indlægs karakter og trykker dem, der bringer den offentlige samtale fremad. I den omtalte leder efterlyses svar på en række konkrete spørgsmål. Dem besvarer Benny Engelbrecht ikke, hvilket er ærgerligt, for det er jeg overbevist om, at vores læsere meget gerne ville høre hans bud på. Ville Engelbrecht have givet sin vurdering i stedet for at konstatere, at alle bør afvente kommissionens arbejde, havde vi bragt indlægget", lyder det fra Mads Zacho Teglskov.

Endelig påpeger Mads Zacho Teglskov, at der er tale om en generel tendens, hvor de politiske partier hellere vil skrive debatindlæg, end at stå til regnskab overfor fagjournalister. Endelig nævner han også, at Socialdemokratiet er det parti, der er bedst repræsenteret i Politikens debatspalter, ligesom han anklager Socialdemokratiet for ofte at være ude med kritik af Politikens udvælgelse af debatindlæg.

 

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet