Politiken hylder Corbyn og bekriger hans politik

Mediekritik: Når Politiken støtter højere pension, mindre velfærd og udbudsreformer, så giver deres Corbyn-hyldest ingen mening.
Dagbladet Politiken er altid dygtig til at stille politikerne til ansvar og kræve klare svar, men hvad med Politiken selv? Det kræver lup, lys og lygte at finde den egentlige politiske linje på leder-pladsen i Politiken. Hvad mener de gode folk inde på Rådhuspladsen egentligt?

Det kræver lup, lys og lygte at finde den egentlige politiske linje på leder-pladsen i Politiken

Jeg skulle nødig komme for skade at rose højrefløjens bannerførere Berlingske og Børsen for deres ofte yderligtgående liberalistiske dinosaur-tænkning, men de er i det mindste tydelige i deres varedeklaration, ærlige i deres holdninger og ikke mindst vedholdende i deres politiske linje.

Ved Christian Jensen selv, hvad det er, han hylder?
Sådan er det langt fra på Politiken, hvor avisens egne skribenter på leder-, klumme- og den såkaldte signatur-plads slår løs med spredt fægtning. Det er til at mærke for alle faste Politiken-læsere. En fægtning, der virker så tilfældig og retningsløs, at hvem som helst risikerer at blive spiddet på den sløve Politiken-klinge. Seneste eksempel på et indlæg uden konsistens, bid og sammenhæng kom fra selveste chefredaktør Christian Jensen, der hylder den britiske socialdemokrat og Labour-formand Jeremy Corbyn.

Politikens chefredaktør opfordrer hele centrum-venstre, og især de danske Socialdemokrater, til at lade sig inspirere af deres nye helt Jeremy Corbyn. Samme ærinde har leder-kollega Amalie Kestler også været ude i. Og her har de faktisk også en vigtig pointe. Alt for mange afskrev Corbyn for tidligt og fangede ikke potentialet i hans velfærdsdagsorden.

Her medgiver jeg gerne, at jeg selv bærer en vis medskyld for fejlanalysen af Corbyns politiske kampagneform. Men i det mindste kan jeg kun siges at hylde Corbyns politik, mens jeg fortsat vil forsage hans person.

Anført af Christian Jensen foretager Politiken den omvendte øvelse i lederen om den britiske partiformand: ”Corbyn peger på socialdemokratiske kerneværdier og taler om dem med en ægthed, som samlede en stor del af de britiske vælgere.”

Bliver Politiken nu pludselig til en velfærds- og arbejderavis?

Men hvordan skal det nu forstås? Betyder denne nyvundne kærlighed til den yderst venstreorienterede velfærdskriger, at Politiken sadler om i deres position på velfærdsudviklingen, reformsporet og pensionsalderen? Bliver Politiken nu pludselig til en velfærds- og arbejderavis?

Politikens budskab: mindre velfærd og mere arbejdsudbud
Hvis der er et budskab, der har været sikkert som amen i kirken for Politikens lederskribenter, så har det nemlig været det såkaldte reformspor. Politiken har således tordnet mod det danske Socialdemokrati og andre partier, når det handler om velfærd og arbejdsmarked. Et par ledere fra avisen understreger denne pointe:

”Det er denne kurs, Dansk Folkeparti mere eller mindre rendyrket har fulgt i sin økonomiske politik i mange år. Og det var desværre også den kurs, Socialdemokraterne slog ind på sidste år, da formand Mette Frederiksen råbte: Reformpause.”

” Har S-formanden ikke mod på flere reformer i dag, er hun heller ikke klar til at blive statsminister i morgen. Mette Frederiksen svigter med sin reformpause…”

Et andet eksempel er ’the-hired-gun’ Noa Readington, der ligeledes synes at længes efter fortidens nødvendige politik og et job under konkurrencestatens regimente: Socialdemokratiet er gået i stå... Socialdemokratiet har desværre indledt en offensiv for status quo. Formanden har dekreteret en form for reformpause.”

Politiken drømmer sig tilbage til Vestagers dominans
Det er en smule usikkert, hvilke reformer Politiken egentlig drømmer om. Men alt tyder på, at de efterspurgte reformer er dem, der handler om højere pensionsalder, konkurrenceudsættelse i den offentlige sektor og måske endda lavere vækst for den offentlige velfærd? Sikkert er det, at ’politisk mod’ i Politikens ordbog kan oversættes med øget udbud af arbejdskraft.

Kort fortalt lyder det mest som om Politiken sukker efter Margrethe Vestager, hendes nødvendige politik og arbejdsmarkedsreformer rettet mod landets ledige og ældre.

Men her indtræder bare det uløselige paradoks, at Margrethe Vestager og Jeremy Corbyn er som olie og vand. Hvis man kigger på målingerne på de britiske Labour-vælgere, så var det helt entydigt velfærden og sundhedsystemet, der var de emner, som banede vejen til sejr for Jeremy Corbyn. En linje og en politik, der er meget langt fra Vestagers nødvendighedens politik. Som man siger på engelsk, så er Corbyn en renlivet ’tax and spend’, mens Vestager viede sit liv til konvergensprogrammer, budgetlove og udbudsøkonomi.

Når Socialdemokratiet i dag lægger afstand til udbudsøkonomi, højere pensionsalder og velfærdsnedskæringer, så gør de jo lige nøjagtigt det, som Politikens chefredaktør efterspørger. Hvis han altså selv ved, hvad han gør?

Fortsæt udviklingen af velfærdssamfundet
Så kære Politiken, når I sidder derinde på Rådhuspladsen, bør I nok forsøge at lægge en klar linje i jeres ledere. Man kan ikke få både Corbyn og Vestager på samme tid. Og selvom jeg altid har været, og fortsat vil være, Corbyn-skeptiker, så er han alligevel at foretrække, når det handler om ulighed og velfærd.

Hvis I pludselig skulle finde på at mene oprigtigt, at Corbyn virkelig er vejen frem, så skal I nok genoverveje jeres evindelige kritik af Socialdemokratiet, jeres selvskabte fatamorgana om en reformpause, tillade lidt mere kritik af Vestager-æraen og give mere plads til  fortsat at udvikle velfærdssamfundet.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook