Politiken-redaktør ny direktør for rød tænketank

Den unikke danske velfærdsmodel slår sprækker med øget ulighed, lyder det fra tænketankens Ceveas kommende direktør.
Foto: Tænketanken Cevea
Nye Cevea-chefer: Asbjørn Sonne og Per Michael Jespersen.
Tænketanken Cevea har fundet afløseren for direktør Kristian Weise, der i februar skiftede til jobbet som generalsekretær Oxfam/Ibis.

Fremover vil det være Per Michael Jespersen, der kommer fra en lederstilling på Dagbladet Politiken, der vil stå i spidsen for Cevea.

56-årige Per Michael Jespersen er cand.scient.pol. og er også uddannet i sociologi og retorik. Han har i en årrække været opinionsredaktør og lederskribent på dagbladet Politiken, og i de seneste år har han som redaktionschef udviklet uddannelser, kurser og netværk. Fra 2005 til 2009 var han chefredaktør på LO's Ugebrevet A4.

”Den unikke danske velfærdsmodel, som jeg brænder for, slår sprækker i disse år med øget ulighed, utryghed, svækket social mobilitet, voksende kløfter og en offentlig velfærd under pres. Det stiller krav om nye progressive løsninger og måder at udvikle politik på. Her skal Cevea spille en nøglerolle,” siger Per Michael Jespersen i en pressemeddelelse og fortsætter:

”For det første skal Cevea være et laboratorium, der udvikler dagsordensættende analyser og ideer, der giver højrefløjen kamp til stregen og sparker velfærdsmodellen videre. For det andet skal Cevea være det nye fælles fysiske mødested, hvor progressive fra alle hjørner bliver klogere sammen og tager debatten om de svære dilemmaer. Endelig for det tredje skal Cevea uddanne fremtidens meningsdannere – også blandt mennesker uden lange uddannelser,”

Den nyansatte direktør vil gerne sætte fart på den idépolitiske debat på centrum-venstre-fløjen:

”Efter mange års idékrise er centrum-venstre langt om længe ved at vågne op til dåd. Dén bevægelse skal Cevea stimulere. For udfordringerne trænger sig på: Hvordan håndterer vi uligheden, utrygheden og uddannelseskløften? Hvordan øger vi den sociale mobilitet? Hvordan sikrer vi socialt blandede boligområder og skoler? Hvordan styrker vi velfærden og den offentlige sektors rolle i samfundsøkonomien? Hvordan giver vi klimaomstillingen social balance? Og hvordan bygger vi bro mellem lavt- og højtuddannede og land og by?” 

Ny vicedirektør får ansvar for analyser

På analysefronten opruster Cevea ved at ansætte Asbjørn Sonne Nørgaard i en nyoprettet stilling som vicedirektør med ansvar for analyser

Asbjørn Sonne Nørgaard har en ph.d. i statskundskab og har som professor på Syddansk Universitet blandt andet forsket i arbejdsmarkeds- og socialpolitik, reformpolitik, kommissioner og politisk holdningsdannelse.

Både Per Michael Jespersen og Asbjørn Sonne Nørgaard tiltræder den 1. maj.

Tænketanken Cevea blev stiftet i 2008 for at styrke den idépolitiske og løsningsorienterede debat på den danske centrum-venstrefløj, samt for at udfordre højrefløjen i den offentlige debat.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook