Vi gør alle hvad vi kan for at bevare en normalitet, i den unormale verden der er Corona-virusset. Vores statsminister gør som mange andre danskere: hun går en rask tur om morgenen. Noget som jeg klart kan anbefale, især på grund af den følelse af samhørighed, du føler med både de kendte og de ukendte ansigter, som passeres i behørig sikkerhedsafstand.

Vi smiler og nikker til hinanden som aldrig før

For vi smiler og nikker til hinanden som aldrig før, vi anerkender hinandens eksistens og tilstedeværelse - og signalerer på den måde, at det er sygdommen vi tager afstand til - ikke hinanden.

For mig er det Zen

Den relative isolation som vi nu lever i, er rigtig svær for mange, og jeg begynder også selv at opleve dagene som lange. Som en af mine kammerater skrev på messenger forleden:  “1½ uge inde i isolationen og Danmark er udfordret”.

Det er sandt, for vi er vant til travlhed, vant til dage bundet op på arbejde, aftaler og konkret samvær udmålt i konkrete tidsrum, til træning, fodbold med vennerne, eller de mange andre sammenhænge, som vi hver især har valgt at gøre til bærende elementer i vores individuelle tilværelser. Pludselig er der tid, vaskeægte fri tid, mere af den end mange af os ved, hvad vi skal bruge den til.

Pludselig er der tid, vaskeægte fri tid, mere af den end mange af os ved, hvad vi skal bruge den til

Jeg lægger meget af den tid i min have. Den har mere eller mindre været overladt til sig selv, siden folketingsvalget i 2019, så her er der ukrudt nok til mange måneders nedlukning. Heldigvis. Medfølelsen som mange mennesker udtrykker, når jeg nævner den uendelige kamp mod skvalderkål, sivgræs og andre uønskede elementer i min giftfrie have, helt malplaceret. For mig er det ren Zen, at sidde bøjet over en plet jord, og møjsommeligt følge hver enkelt rod, videre til den næste ukrudtsplante, og den næste og den næste.

Velvidende at jeg inden længe bliver nødt til at gøre det igen, velvidende at der til den tid, ikke vil være tid til det. Det ser jeg bort fra, og bliver ved den enkle glæde i øjeblikket, i nuet.    

Når du roder op i jorden, frigives der feromoner

Det er ikke kun på det metafysiske plan, at der er gevinst i mit havearbejde. For eksempel findes der ideer om, at havearbejde er sundt, ikke bare på grund af motionen og den friske luft. Når du roder op i jorden, frigives der feromoner som du indånder, feromoner der virker beroligende og ligefrem lykkeskabende. Det gør de fordi de er med til at tilfredsstille et urinstinkt som er blevet en del af os fra stenalderen og årene frem, det såkaldte “skafferinstinkt”.

De er med til at tilfredsstille et urinstinkt som er blevet en del af os fra stenalderen

Når vi graver i jorden, og indånder de frigivne feromoner, skulle instinktet konkludere at personen som det er en del af, dyrker noget spiseligt og dermed medvirker til artens overlevelse. Altså at man aktivt medvirker til at beskytte sit samfund og sine kære.

En følelse meget lig det mange af os føler, når vi i disse dage smiler til hinanden på afstand. Så gå i haven, eller gå en tur, bevæg dig og find dit Zen. Vi er ikke igennem endnu, men vi er på vej.