Annonce

Politikere vender tommelfingeren nedad for Løkkes sundhedsreform

Regeringens udspil til en sundhedsreform får en hård medfart fra både røde og blå politikere.
Regeringen præsenterede onsdag sit længe ventede udspil til en sundhedsreform. I udspillet lægger regeringen op til at sløjfe de folkevalgte politikere i regionsrådene, og i stedet erstatte dem med udpegede bestyrelser.

Statsministeren vil senere i foråret indkalde til forhandlinger, men på forhånd ligger det ikke i kortene, at der kan laves en bred aftale om udspillet. Samtlige oppositionspartier er imod.

S: Virker som parterapi for blå blok

Sundhedsudspillet får en kold modtagelse fra oppositionens største parti. Der er allerede blevet centraliseret nok – ikke mindst i vores sundhedsvæsen, lyder det fra Socialdemokratiet.

Partiet mener, at sundhedsreformen viser, at regeringen er mere optaget af strukturer, end af at løse de reelle problemer med mangel på tid til patienterne, overbelægning, voksende ventetider til kræftbehandling og mangel på praktiserende læger.

”Løsningen på udfordringerne i sundhedsvæsenet er ikke mere centralisering. Der er blevet centraliseret nok i vores sundhedsvæsen med Lars Løkke ved roret. Dét, der er brug for, er mere nærhed. Og mere tid til patienterne. At regeringen vil nedlægge regionsrådene, virker ærligt talt mere som en slags parterapi for blå blok, end et reelt ønske om løse udfordringerne i sundhedsvæsenet. Hverken patienter, medarbejdere eller pårørende er tjent med, at vores sundhedsvæsen kastes ud i endnu et af Lars Løkkes skrivebordprojekter”, siger formanden for Socialdemokratiet Mette Frederiksen.

Borgmester: Pres på kommunerne

Heller ikke fra socialdemokratiets kommunale bagland, er der mange roser til forslaget. Thomas Gyldal Petersen, der er borgmester i Herlev Kommune frygter, at reformen vil presse på for kommunesammenlægninger.

”Der vil i det nye opgavekompleks være udfordringer, der kan være geografisk betinget, ligesom mindre kommuner som fx Herlev kan få meget svært ved at løfte opgaverne med tilstrækkelig volumen og faglighed. Det betyder konkret, at denne reform meget vel kan føre til et pres for kommunesammenlægninger, der yderligere vil skubbe på demokratisk underskud og større afstand mellem folk og folkevalgte,” skriver han på Facebook, hvor han også påtaler den manglende åbenhed i processen.

”Det er overraskende og rystende, at et så omfattende reformforslag præsenteres uden forudgående dialog og inddragelse af dem, der i dag løser opgaven (regionerne) og dem, der er tiltænkt at løfte en større del af opgaven (kommunerne). At Løkke er villig til at spille hasard med så væsentligt et velfærdsområde som sundhed for at have et afsæt for en valgkamp er bekymrende,” skriver han.

placeholder

SF-profil: Smadrer vores sundhedssystem

Regeringens nye sundhedsplan er fuld af hokus pokus, centralisering og eksperimenter, der risikerer at sende vores sundhedsvæsen baglæns i stedet for fremad, mener tidligere udenrigsminister Villy Søvndal (SF), der er medlem af regionsrådet i  Syddanmark.

”Den her plan er et kæmpe centralseringsskridt på den måde, at man flytter opgaven væk fra folkevalgte og over til embedsmænd eller underlige uigennemsigtige konstruktioner i form af de nye sundhedssfællesskaber,” siger han til avisen.dk og fortsætter.

”I mine øjne betyder Løkkes nye plan en dramatisk centralisering, en dramatisk reduktion af demokratiet og en voldsom uklarhed om, hvem der har ansvaret for sundhedsvæsenet.”

V-folk: Samler vigtige beslutninger centralt

Også fra Venstres egne rækker er der ikke meget opbakning at hente til den del af reformen, der handler om at nedlægge regionerne.

"Jeg har svært ved at forstå, at embedsmænd er bedre til at varetage patienternes tarv end folkevalgte politikere, der skal ud og stilles til ansvar overfor deres handlinger hvert fjerde år,” lyder det fra tidligere gruppeformand Søren Gade.

Han bakkes op af Stephanie Lose, der er regionsformand for Region Syddanmark og formand for Danske Regioner.  Hun mener ikke det er

”Vi arbejder hver dag benhårdt for et mere trygt, nært og nemt sundhedsvæsen, og vi er meget parate til at tage flere skridt i den retning sammen med regeringen, kommunerne og de andre aktører i sundhedsvæsenet. Vi skal løse flere opgaver tættere på den enkelte patient. Men jeg mener ikke, at regeringens udspil reelt gør sundhedsvæsenet mere nært. Tværtimod samler man de vigtige beslutninger centralt og på ikke-folkevalgte hænder,” siger hun.

Magten over sundhedssystemet skal ikke centraliseres

Heller ikke fra de radikale er der opbakning til at centralisere sundhedsvæsnet.

”Løkkes teknokratreform skaber usikkerhed i hele sundhedssektoren, i stedet for mere tryghed for de patienter, som i dag havner mellem to stole. Magten over sundhedssystemet skal ikke centraliseres. Men kroniske patienter fortjener bedre sammenhæng mellem behandling og omsorg,” skriver den radikale partileder Morten Østergaard på Twitter.

Enhedslisten frygter, at endnu en strukturreform vil lamme sundhedsvæsnet i årevis.

”Det sidste i verden vores sygehuse har brug for, er flere lange møder og diskussioner om beslutningsgange og omstruktureringer. De ansatte har brug for flere kolleger og mere tillid, så de kan tage sig ordentligt af patienter og pårørende. Jeg frygter virkelig, at det her vil lamme vores sygehuse i årevis, og at det vil ramme patienterne rigtig hårdt,” siger Enhedslistens frontfigur Pernille Skipper.

Elbæk tvivler

Alternativets politiske leder Uffe Elbæk er til gengæld mere tvetydig i sin afstandtagen til sundhedsplanen.

”Fint med ambition om nærhed i sundhedsvæsnet. Men får vi det med udspillet? Det kan jeg godt have min tvivl om, når man nedlægger regionsrådene. Har regeringen mon lyttet til de læger og sygeplejersker, der er så hårdt pressede? Det håber jeg man har. Nu skal udspillet nærlæses,” lyder det fra Uffe Elbæk på Twitter.

 

 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet