Politikerne må ikke glemme arbejdsmiljøet

Debat: I deres iver efter at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet, skal politikerne få gjort noget ved arbejdsmiljøet.
Jeg har sagt det før og siger det igen, da jeg startede på Gladsaxe Pædagogseminarium i 2004, så var der noget der faldt på plads inden i mig. Det gav bare mening. Det jeg altid havde vidst jeg kunne, men jeg aldrig blev understøttet i retning af, det var at arbejde med børn. Så derfra var der kun en vej og det var frem ad - og i en alder af 23 år var jeg færdig med min videregående uddannelse, og klar til at tjene samfundet.

Så mens mine veninder begyndte at tænke på at skrive speciale på universitetet, havde jeg allerede fået konstateret en arbejdsrelateret høreskade og fået kastet en tapeholder i hovedet af en pige med ADHD, der gik amok.

Det her skal ikke være en klynkeklumme. Jeg elsker at være pædagog og finder stor tilfredshed i at kunne hjælpe et barn, der går fra at kaste sig ned i frustration og vrede, til faktisk at kunne mestre sine følelser i svære situationer.

Det udvisker de indre ar, men det ydre ar efter tapeholderen er der stadig. For bagsiden ved at være pædagog er et utroligt presset arbejdsmiljø. Et arbejdsmiljø, der går ud over, hvor godt vi som pædagoger synes, vi kan tage os af børnene. Og arbejdsmiljøet er desværre blevet forværret de sidste mange år, blandt andet på grund af besparelser, dårligere normeringer og manglende tid til at forberede sig ordentligt.

Dårligt arbejdsmiljø koster kassen
I en tid, hvor politikerne koncentrerer sig sindssygt meget om at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet, burde de se på at forbedre arbejdsmiljøet. Men det gør de ikke.

Og selvom beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen forleden indrømmede, at arbejdsmiljøindsatsen i Danmark har været en fiasko, er der ikke mange arbejdsmiljøforbedrende tiltag i regeringens nye tilbagetrækningsreform.

Det synes jeg faktisk er lidt af en skandale. Stress koster samfundet milliarder af kroner hvert år, penge vi sagtens kunne bruge bedre – men i stedet for at sikre holdbare arbejdspladser, hvor forebyggelse er i centrum, skal de bedst stillede i samfundet nu belønnes økonomisk, for at blive længere på arbejdsmarkedet.

Arbejdet slider på pædagogerne
En stor undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viste for få uger siden, at det primært er de ufaglærte, de faglærte og de professionsuddannede offentlige ansatte, altså dem der kommer først ud på arbejdsmarkedet, ligesom mig, der topper listerne over både dem der er mest nedslidte fysisk og psykisk.

Det er også dem, der har den mindste sandsynlighed for at kunne blive på arbejdsmarkedet efter den allerede tårnhøje pensionsalder, fordi de er slidt op. Over halvdelen af pædagogerne over 55 år, der arbejder i dag, er så nedslidte, at de jævnligt tager smertestillende medicin for at kunne klare arbejdet. Og 70 procent af alle pædagoger over 55 mener, at det er deres fysiske tilstand, der afgør, om de kan blive på arbejdsmarkedet længere end til deres pensionsalder. Kun 16 procent vil blive motiveret af en økonomisk gulerod.

Mine kollegaer taber i kampen om en værdig alderdom. Dem, der i forvejen får den højeste løn, som er oftere ansat på fuld tid - og ikke deltid som mange velfærdsarbejdere - og derfor har de højeste pensionsopsparinger, de ender med at være dem, der bliver belønnet for at blive et par år længere på arbejdsmarkedet - også selvom de startede væsentlig senere med at arbejde.

Jeg bliver rasende, når jeg tænker over, at vi endnu engang er i gang med at udvikle en arbejdsmarkedsforanstaltning, der forfordeler de lavest uddannede så meget.

Tid til fleksibel pensionsalder
Jeg ved godt, at en akademiker kan blive ramt af stress og bliver sindssygt presset i sin arbejdssituation. Men jeg synes, at det burde være logik for burhøns, at det arbejdsmarkedssystem, vi har i dag, er fuldstændig skævt og hamrende usolidarisk. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er afgørende for vores arbejdsmarkedsmodel i fremtiden, at vi finder en bedre model, hvor det i højere grad sker en differentiering af pensionsalder, både ud fra slid på krop og sjæl og antal år på arbejdsmarkedet.

Jeg læste forleden her på Netavisen Pio, at Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen mener, at velfærdsforliget for 2006, hvor man hævede pensionsalderen for alle, er blevet brudt af de radikale og højrefløjen, da de afskaffede efterlønnen.

I den sammenhæng synes jeg, at Socialdemokratiet burde se på, om ikke tiden var inde til at lave et mere solidarisk og fair pensionssystem? Det håber jeg! For forbedret arbejdsmiljø og differentieret pensionssystem må være fremtiden for et mere holdbart arbejdsmarked.

Mette Aagaard Larsen er forretningsudvalgsmedlem i BUPL.

 

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der alle ugens hverdage kommer med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook