Politikerne skal svare på, hvad de vil gøre ved psykisk sygdom

På sundhedsområdet er psykisk sygdom en af de største sundhedskriser, vi oplever lige nu. Det koster samfundet mere end 20 milliarder kroner årligt.
Foto: Colourbox
Hvornår begynder medierne at stille politikerne de svære spørgsmål om vores uværdige behandling af sindslidelser? Jeg har besvaret mere end 100 spørgsmål om dansk politik i forbindelse med de kandidattest, der efterhånden er et fast set up forud for hvert folketingsvalg. Ikke ét spørgsmål handlede om den mentale sundhedskrise, presset i psykiatrien og politikernes massive svigt.

Ikke ét spørgsmål handlede om den mentale sundhedskrise og presset i psykiatrien

På sundhedsområdet er psykisk sygdom en af de største sundhedskriser, vi oplever lige nu. Det koster samfundet mere end 20 milliarder kroner årligt, at mennesker med angst, depression, skizofreni og misbrug er uden for arbejdsmarkedet og dør tidligere end raske grupper. Læg dertil stresssygemeldinger, der er et vedvarende og stigende problem på store dele af vores arbejdsmarked. Antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser, er stigende. Skal vi knække den kurve for de kommende generationer, så kræver det politisk handling.

Lukning er regionerne er næppe til gavn for vores psykisk sårbare 

Regeringens sundhedsdebat handler om centralisering, lukning af regionener, effektiviseringer og private udbud. Det er ikke det vores sindslidende og psykisk sårbare har brug for. Hvorfor er der ingen på Christiansborg, der har modet til at gå i krig mod de psykiske sygdomme?

Det er politikernes ansvar at levere løsningerne. Men medierne har et lige så stort ansvar for at afkræve politikerne svar på, hvordan en af vor tids største sundhedsmæssige kriser skal håndteres. Alligevel har ikke et eneste af de større mediehuse i Danmark kunne finde plads til den mentale sundhed i deres kandidattest. Det er ikke godt nok.

Vi er helt sikkert godt på vej med at nedbryde tabu og skam omkring psykisk sårbarhed. Den personlige fortælling om psykisk sygdom finder med jævne mellemrum vej til tv-programmernes bløde sofaarrangementer. Så føler vi med dem der er syge og håber det ikke rammer os. Men det er ikke nok.

Hvornår begynder medierne at stille den nuværende statsminister spørgsmål om, hvad han vil gøre ved den mentale sundhedskrise?
 

Personligheder som Poul Nyrup Rasmussen har dygtigt løftet dagsordenen, men hvornår begynder medierne at stille nuværende, fremfor tidligere statsministre spørgsmålet om, hvad de vil gøre ved den mentale sundhedskrise? Journalisterne skulle afkræve svar hos de politikere der sidder med ansvaret nu. Det er dem og de af os, der vælges ved næste valg, der rent faktisk kan gøre noget.

Søges: Velfærdssamfund for sindslidende

Vi har ikke et værdigt velfærdssamfund for sindslidende i Danmark. Brugerbetaling, offentlig underfinansiering, lange ventelister og ikke mindst skam og stigmatisering, præger stadig vores behandling af mennesker med psykiske lidelser. Det bør politikerne forholde sig til inden vælgerne sætter krydset ved næste folketingsvalg.  

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alexander Grandt er folketingskandidat for Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Gennem de sidste 10 til 15 år er der dukket flere og flere "diagnoser" frem, til at forklare de "SYMTOMER", et "kørt af sporet samfund" skaber i mennesker. Til sidst ender det ud med at snart sagt enhver FØLELSE der måtte opstå, bliver udlagt som "psykisk sygdom". Er det måske en SYGDOM når et menneske ikke kan klare mere af mosten ? Når det har fået NOK bekymringer,problemer,og alt det som MISTRIVSEL medfører. Er det en sygdom når helt unge mennesker bukker under for de himmelhøje KRAV og forventninger der stilles til dem på en almisse SU ? Er det en sygdom når det hele begynder at SKRIGE i dem, fordi de ikke kan klare dagen og vejen ? Og er det en sygdom, når den enlige og ensomme folkepensionist ikke har været udenfor en dør i flere dage.Fordi vedkommende ikke har råd til at være "social",eller tage bussen eller toget hen til den smule familie, der måske kan være.Og heller ikke har råd til at invitere gæster.Eller slet ikke kender nogen overhovedet ? Er det en sygdom når underklassefamilien,de lavtlønnede, altfor tydeligt mærker at lønnen ikke rækker.Hvor det meste af indtægten går til faste udgifter,så der knap nok kan blive råd til ganske almindelige fornødenheder ? Er det en sygdom når den hjemløse starter krampegråden efter at have stået i timer på gaden,og intet har at se frem til ?Er det en sygdom når kontanthjælpsmodtageren er tæt på at give op ? Fordi vedkommende føler sig fastlåst uden at kunne se flere muligheder. Er det en sygdom når folk ikke længere kan følge med udviklingen,og alle de nye tiltag i form af digitalisering og teknologi ? Er der en sygdom at stresse op og ned hver eneste dag over et eller andet der bare skal tages stilling til konstant ? Er det en sygdom at kunne føle sig usikker og bange.Være et nummer i telefonen og køen ? I rækken af mange andre der tænker,de intet har at se frem til ? Er det en sygdom at føle afmagt imens landet ændrer sig mere og mere til det ukendelige ? At opleve sig selv som fremmed og udenfor. Dømt "OUT" uden at kunne se hverken mål eller mening. Det er blevet en TREND at stille "diagnoser". ....I stedet for at se på,der er noget alvorligt GALT midt i kaos.Og at det IKKE nødvendigvis er det enkelte menneskes egen skyld,men helt andre mekanismer der giver en masse signaler fra sig.Og afgør alting.Lidt efter lidt skabes de mangeartede "symtomer",der i virkeligheden er helt NATURLIGE udslag, for det vanvid langt de fleste kan føle hver eneste dag.

Når der er tale om egentlig konkret "psykisk sygdom " SKAL dette naturligvis "behandles" i den udstrækning den kan. Men,hvad med alt det andet,der ikke bør/skal henregnes under "diagnose". Og som ikke ER "psykisk sygdom",men "symtomer" fra sind der ikke længere kan klare de mange bekymringer,og stress det giver at eksistere i et kaotisk samfund,der kun drives på de "kronestærkestes præmisser" ? Hvorfor gøres der ikke noget, så samfundets svageste grupper får en oprejsning, i stedet for igen og igen at blive beskåret ind til benet ? Hvor længe endnu skal vi se folk ligge hjemløse på gaden ?

Der skal herfra lyde en tak til Alexander Grandt for at tage disse problemer op. Jeg skrev for nogen tid siden en mail til chefredaktøren for dette organ, om, at jeg syntes, at der ikke var noget stof om psykisk sygdom, og han skrev tilbage, at han syntes, at jeg havde ret. Nu er det ikke så ligetil at skrive om dette emne - det skal være en person, som kender området. Jeg har erfaret, at fagforeningerne over en bred bank ikke vil røre området med en ildtang, og der skal nok også være en masse mennesker af skattenægtertypen, som overhovedet ikke kan se, hvorfor der skal ofres en hvid på dette område. Det er stadigtvæk op ad bakke at få folk gjort begribeligt, at sindslidelser ikke er et spørgsmål om at tage sig sammen. Hvad stiller man op, når der kommer helt tydelige stemmer ud af væggen, som andre ikke kan høre? Eller hvad stiller man op, når man er kommet til den opfattelse, at der vil falde en atombombe over København indenfor det næste døgn? Det er så let at være hånlig overfor sådanne forekomster, men de kan være realiteten for nogle forstyrrede mennesker - sammen med alle de mange andre lidelser, der falder i kategorien "psykiske lidelser". Men som Ika ovenfor formulerer det, er der nok i den reelle verden at gå ned på, og det kan bekymre, at der er så mange mennesker, som tilværelsen gøres umulig for. Vi er blevet et temmeligt lidt inkluderende samfund.