Politikkens nødvendighed i corona-året

“Det Første År” bekræfter, hvad vi godt vidste: Nemlig at sundhedsstyrelsen ikke var sin opgave voksen.
“Det er egentlig utroligt, at jeg skal ringe til dig.” 

Sådan faldt ordene i opkaldet fra statsminister Mette Frederiksen (S) til en forbløffet lufthavnsdirektør, der i starten af corona-epidemien stod til en røffel for ikke at have styr på, hvem der rejste ind og ud af Kastrup Lufthavn. Og som læser deler man både statsministerens og direktørens forundring:

Hvorfor var der ikke styr på grænserne? 

Og derefter: Har Mette Frederiksen virkeligt ikke folk til den slags?

Det havde hun trods alt. Men for den utålmodige statsminister var det ikke nok. Hvis Mette Frederiksen skulle tage ansvaret for kampen mod corona-epidemien, så skulle hun også være sikker på, at den fungerede helt ud i yderste led.

Har Mette Frederiksen virkeligt ikke folk til den slags?

Og det gjorde den ikke. Sundhedsmyndighederne fejlede katastrofalt med at holde smitten ude af landet. Havde vi lyttet til dem, var vi endt som Sverige med titusindvis af døde og en hårdere ramt økonomi.

Mette Frederiksen vælger alle sine kampe

Det siges, at man skal vælge sine kampe med omhu, og Anne Sofie Kragh tegner i “Det Første År” et billede af en statsminister, der med omhu vælger alle de kampe, hun finder vigtige.

Og de er de fleste.

Havde vi lyttet til dem, var vi endt som Sverige med titusindvis af døde og en hårdere ramt økonomi.

Vi møder en ung statsminister, der ikke bare rager adskillige hoveder over sine politiske modstandere i blå blok, men som også er drivkraften i en regering, som modstanderne anerkender som frygtindgydende effektiv.

I modsætning til boblen

Mette Frederiksen og hendes inderkreds definerer sig selv i modsætning til “boblen”, hvormed der menes hele Slotsholms-menageriet af medier, lobbyister, bureaukrater og politiske modstandere.

I boblen er man groft sagt optaget af spin og processer. Formalia og snik-snak. Uden for er der en virkelighed, der beboes af millioner af danskere med en række beskedne fordringer til det politiske system: 

Hold styr på indvandringen. Sørg for at den offentlige service fungerer. De rige skal betale deres del af regningen. Danmark skal være et retfærdigt land, hvor man belønnes, hvis man spiller efter reglerne og passer sig selv og sine.

Det politiske system skal løse problemerne

Det kan godt være, at det er “boblen”, der sætter dagsordenen i den offentlige debat, men “systemet” er ikke til for deres skyld.

I boblen er man groft sagt optaget af spin og processer. Formalia og snik-snak.

Hvis ikke politikerne kan løse de problemer, danskerne oplever i deres hverdag, ender det i politikerlede og kynisme, og så er vejen banet for inkompetente charlataner som Donald Trump og Boris Johnson.

Skepsissen over for lidt for selvsikre typer, der er kommet lidt for nemt til deres autoritet og titler, er et gennemgående karaktertræk hos Mette Frederiksen.

Den Skarlagenrøde Heks

Statsministerens mange modstandere vil omvendt hævde, at det er hende, der lever i en bobbel af “psykoinfantil nostalgi”, som den tidligere 24Syv programchef Mads Brügger skrev i sit essay “Den Skarlagenrøde Heks” om Mette Frederiksen.

Det kan godt være.

Det er bare svært at komme udenom det faktum, at da corona-epidemien ramte Danmark sidste forår, var Mette Frederiksen den rigtige kvinde på det rigtige tidspunkt. Hun satte tidligt sin autoritet ind bag sin departementschef Barbara Bertelsen, der i parentes fortjener en elefantorden for sin rettidige omhu.

Det var Barbara Bertelsen, der tilbage i februar 2020 blev Danmarks første “amatør-epidemiologi” og fik øje på truslen fra Kina, mens sundhedsstyrelsen snorksov i timen.

...da corona-epidemien ramte Danmark sidste forår, var Mette Frederiksen den rigtige kvinde på det rigtige tidspunkt

Sundhedsstyrelsens chef Søren Brostrøm fremstår ikke heldigt i bogen. Søren Brostrøms vurderinger er notorisk fejlagtige, og han lader sig kontrær og surmulende trække med i en corona-strategi, han aldrig tror på eller for alvor bidrager til.

Vi måtte gerne have sex, men ikke kramme

Statsministeren tør ikke fyre Søren Brostrøm, og han er ikke mand for selv at gå. Resultatet er en rodet og uskøn indsats, der heldigvis virker, men som ofte savner logik i befolkningens øjne. Vi må gerne have sex, men ikke kramme, lyder det på et tidspunkt fra myndighederne.

Det er også her, vi ser statsministerens mindre charmerende side, når hun irritabel og egenrådig får trådt en masse mennesker over tæerne.

Søren Brostrøms vurderinger er notorisk fejlagtige, og han lader sig kontrær og surmulende trække med i en corona-strategi, han aldrig tror på eller for alvor bidrager til.

Og så er vi tilbage til lufthavnsdirektøren, der ligesom regionsformanden Stephanie Lohse jo blot trofast havde fulgt Sundhedsstyrelsen totalt utilstrækkelige retningslinjer. De får en ufortjent tur, men omvendt har statsministeren ret, og det er hendes lederskab, der forrige marts var forskellen på liv og død.

Kommentatoriets bullshit

Anne Sofie Kragh er en fantastisk velskrivende politisk journalist. Selv om “Det Første År” er domineret af corona, er der masser af guf til både nørder og almindeligt politisk interesserede.

Bogen er samtidig en velkommen facitliste til meget af det bullshit, kommentatoriet spreder, når det skal udlægge den politiske proces. (Bullshit man givetvis også kan kritisere denne anmeldelses forfatter for at bidrage til).

Det er også her, vi ser statsministerens mindre charmerende side, når hun irritabel og egenrådig får trådt en masse mennesker over tæerne.

Kan I huske billedet fra Marienborg med Snevide og de Syv Små Dværge? Der hvor statsministeren holdt pressemøde, mens de andre partiledere stod på græsplænen? Josepfine Fock i spraglet vest og Jakob Ellemann-Jensen og Morten Østergaard i matchende hvide gummisko.

Det blev dengang udlagt som endnu et eksempel på en magtfuldkommen og arrogant statsminister, der ikke ville dele rampelyset med andre. Sandheden var, at Mette Frederiksen ønskede, at partilederne afholdt pressemødet sammen, hvilket blev afslået fra alle sider.

Hvem skal sige Mette Frederiksen imod?

“Det Første År” stopper med epidemien på tilbagetog og som et vægtigt argument for Mette Frederiksens vilje til at sætte politikken over forvaltning.

Men som læser ved man, at forude venter både minkskandale og anden bølge over julen, der kostede tusind danskere livet, og som havde været undgåeligt, hvis smittesporingen havde været på plads.

Bogen er samtidig en velkommen facitliste til meget af det bullshit, kommentatoriet spreder, når det skal udlægge den politiske proces

Vil “Det Andet År” vise sig at være et tilsvarende vægtigt argument imod statsministerens egenrådighed og jernvilje? Hvem skal sige hende imod, når både Martin Rossen og Henrik Sass-Larsen er væk?

Anne Sofie Kragh. "Det Første År" 280 sider. Politikens Forlag.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

“Det Første År” bekræfter, hvad vi godt vidste: Nemlig at sundhedsstyrelsen ikke var sin opgave voksen.

Det første første år har været præget af alle mulige andre faktorer end Sundhedsstyrelsen.

Prøv selv at sætte en række styrelser, organisationer, enkeltpolitikere ind i ligningen i stedet for Sundhedsstyrelsen.

Der er således mange der ikke var sin opgave voksen.

Danmark har fået en ny målestok.

En målestok som alt andet kan sættes i forhold til. Og som regel fejle!

“Ikke nå til sokkeholderne” har fået et moderne udtryk.

“Ikke nå Mette til minken!”

Det Mette vil er der ingen der vil.

Mette går politisk imod det uafvendelige.

Urbanisering. Ulighed. Indvandring. Mangel på faglært arbejdskraft. Klimaforandringer.

Lakmusprøven var coronaen.

Thorvald Stauning havde de samme kvaliteter.

Han gik imod fattigdom, sult, arbejdsløshed og landarbejdernes og landmændenes levevilkår og alderdommens svøbe.

En gang hvert hundrede år blomstrer de virkelige politiske talenter.

Alle andre ender som politiske kommentatorer! Eller går hurtigt i glemmebogen.

Aldrig har Danmark haft så mange politiske kommentatorer. Som lever fedt og velbetalte.

Engang var politik en kampplads. I dag en levevej!

Mette Frederiksen tager levebrødet ud af munden på hundreder.

Men aldrig har landet savnet så meget faglært arbejdskraft.

Omskoling og uddannelser i hele landet bliver “Det Andet År”.

Selv for politiske kolleger!

Fremragende bog kan anbefales, det er successer og der er ting der går skævt. Men det er en ærlig bog.bog kun Josefine Fock havde mod til at skrive sandheden om mødet ved Marienborg, det gjorde hun på Twitter. Alligevel hører man Mogensen i tirsdags analysen gengive den gale version.For ringe.

Der hvor min bekymring kommer ind er mht. minksagen, den blev håndteret lidt klodset, men i situationen var der nok ikke andet at gøre. Der var panik, man så et nyt smitte W for sig. Og lovhjemmel er der, om der var det, er et ?. Fødevarestyrelsens tidligere direktør siger der var, han havde selv skrevet den, loven. Ellemann havde lovet Frederiksen at bakke op og lægge stemmer til, hvis der manglede noget, men sveg hende og brugte det politisk. Politik, når det er værst. Men de blå aviser især BT og Berlingske, de vil finde hår i suppen puste det op og lave myg til elefanter, Berlingske har allerede truet med det. Det troede jeg ikke en agtværdig avis gjorde, men det er vist længe siden Berlingske har været dette, og BT er et smudsbland.

Der bliver noget at se til når Corona Delta har overtaget landet stærkt til efteråret. Kun en TÅBE tror på at CORONA har sluppet sit tag. Den vender grundigt tilbage med dobbelt styrke når vi mindst venter det.

Annonce