Politisk ABC for Rune Engelbrecht Larsen

Et uhørt polemisk indlæg fra Rune Engelbrecht Larsen afslører, at han ikke har forstået grundlæggende rammer for dansk politik. For selvfølgelig kan Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ikke vedtage en dagpengereform uden om den siddende regering.
Under overskriften ”Mette Frederiksen fører egoistisk magtstrategi på bekostning af de ledige” kaster den selverklærede humanist Rune Engelbrecht Larsen i et debatindlæg i fredagens Politiken sig ud i et uhørt perfidt angreb på Socialdemokraternes formand. Engelbrecht bruger mange gloser, der ikke burde høre hjemme i et seriøst debatindlæg.

Indlægget viser imidlertid også med al tydelighed, at Engelbrecht Larsen ikke har forstået de helt basale spilleregler i det danske, parlamentariske demokrati. Den konkrete anledning til Engelbrecht Larsen vrede er Frederiksens udmelding om, at hun ikke vil vedtage en dagpengereform sammen med Dansk Folkeparti uden om den siddende regering.

Der får Engelbrecht Larsen til at tale om ”Partistrategisk kynisme på dagpengemodtagernes bekostning. Hun kunne nemlig ikke drømme om at stemme for en dagpengeforbedring, så længe Lars Løkke Rasmussen er statsminister – medmindre Lars Løkke Rasmussen selv vil stemme for en sådan forbedring. Hendes alliancepartner, Venstre, har vetoret. Løkkes politik er simpelthen støbt i Frederiksens armerede beton, og ingen opposition får lov til at ridse det blankpolerede panser”.

Kender Engelbrecht Larsen ikke grundloven?
I sit polemiske angreb afslører Engelbrecht Larsen imidlertid sit eget manglende kendskab til dansk folkestyre når han i fuld alvor mener, at Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl vil kunne vedtage en dagpengereform hen over hovedet på den siddende regering.

Vi har skrevet det før her på Netavisen Pio, men gentager det gerne til ære for Engelbrecht Larsen og andre, der stadig ikke har fanget det: I Danmark kan der ikke vedtages lovgivning uden om den siddende regering!

Lovgivningsarbejdet i Danmark foregår sådan, at den siddende regering fremlægger et lovforslag, og så er det op til regeringen at samle flertal for forslaget. Det fremgår af Grundlovens § 3, at den lovgivende magt ligger hos Folketinget og Regeringen i forening, og § 22 siger, at ingen lov er gyldig, før den er stadfæstet (underskrevet) af den ansvarlige minister.

Hvis regeringen ikke vil stadfæste lovgivningen, må Folketinget derfor enten vælte regeringen (hvad ingen vel tror, at Thulesen Dahl er parat til?) eller også droppe lovforslaget. Det er derfor også helt hen i vejret, når Engelbreth Larsen skriver, at Frederiksen har udstyret Løkke med vetoret. Det har Frederiksen ikke – det har grundloven!

Tilhængere af ’det alternative flertal’-strategien fremhæver ofte to historiske eksempler, når de skal begrunde, hvorfor det godt kan lade sig gøre med alternative flertal – begge fra Schlüterregeringen i 1980’erne.

Det ene er udlændingeloven fra 1983. Her pressede et flertal en liberalisering af udlændingeloven igennem. Men der var netop ikke tale om, at loven blev vedtaget uden om regeringen. Regeringen accepterede – om end modvilligt – selv at stemme for loven, som en del af Radikale Venstres betaling for at lægge stemmer til regeringens økonomiske politik. På samme måde kan man udmærket forestille sig, at det kan lykkes Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti at presse indrømmelser ud af Løkke på dagpengeområdet – men det har ikke noget at gøre med, at vedtage lovgivning uden om regeringen.

Det andet eksempel er de såkaldte sikkerhedspolitiske dagsordener, som op gennem 1980’erne blev vedtaget uden om regeringen for at udtrykke Danmarks holdning over for vores NATO-allierede. Her blev regeringen ganske rigtigt nedstemt. Men her er netop ikke tage om lovgivning, men om såkaldte dagsordener, og regeringen valgte derfor at lade sig nedstemme – og i øvrigt over for de øvrige NATO-lande anlægge en temmelig bred fortolkning af, hvad Folketinget havde besluttet.

Engelbrecht synger med på DF-melodi
En udmelding fra Frederiksen om, at hun vil være parat til at stemme for en dagpengereform uden om regeringen, vil imidlertid ikke kun være meningsløs teatertorden, der ikke vil forbedre forholdene for én eneste dagpengemodtager i landet.

Det vil også være at spille med på den melodi, som Dansk Folkeparti har spillet de sidste 20 år, og som partiets næstformand, Søren Espersen, gentog for en måneds tid siden: Vi er i opposition til regeringen. Selvom partiet har svinget taktstokken i dansk politik i ti ud af de sidste 14 år, så er det alligevel lykkedes partiet at distancere sig fra de upopulære beslutninger, herunder netop dagpengereformen fra 2010.

Det har Dansk Folkeparti indtil nu kunne slippe afsted med. Og det er netop den tilgang, Mette Frederiksen vil gøre op med ved at gøre det klart, at Dansk Folkeparti med sin støtte til Løkke nu også må stå på mål for den politik, han lægger for dagen.

Det kan virke besynderligt, at Engelbrecht Larsen, der har brugt i sidste 20 år på at forsøge at slå Dansk Folkeparti i hartkorn med nazister og racister nu pludselig hopper med på partiets fortælling om de onde Socialdemokrater, der ikke vil være med til at finde en løsning på det problem, Dansk Folkeparti jo i øvrigt selv har skabt. Men måske Engelbrecht Larsen med sin egen selverklærede humanisme er så højt hævet over den salgs, at det ikke spiller nogen rolle.


placeholder

Annonce