Politisk analytiker om Mette F.: “Hun er trådt ind i den øverste liga af europæiske ledere”

"Putin har ikke været en særlig god leder af Rusland" - det er ikke opfattelsen i Rusland, tværtimod. Og det er vel russerne, der afgør, hvem de vil have som præsident? For du er vel demokrat? "...eksperter som kender til hans ambitioner..." - og hvem skulle det være? Anders Puch Nielsen, lol? Du skal ikke tro på alt, hvad politikerne og NATOs propagandister fortæller dig, Arne Jensen.

Helle B.: Tak for dit svar. Jeg ved ikke helt, hvilke postulater du hentyder til, så jeg kan desværre ikke svare dig konkret på dette punkt. Forudindtagede er vi vel alle sammen, hvis vi ellers har en holdning. Men den største forudindtagethed finder vi dog hos de traditionelle medier, der burde se det som deres fornemste opgave at forklare årsagssammenhænge og motiver og på den måde bidrage til vores forståelse af verden. Denne opgave har de svigtet totalt, og man skal lede længe efter en redelig analyse af årsagerne til konflikten i Ukraine eller bare en nogenlunde sammenhængende kontekst. Nyhedsdækningen bliver konsekvent ført gennem et antirussisk prisme, og hvis man udelukkende følger med i mainstreammediernes eventyrfortællinger, er man meget dårligt rustet til at forstå, hvad der rører sig i verden. Heldigvis findes der på internettet andre medier – og her taler jeg ikke om russiske statsmedier – men om f.eks. uafhængige indiske og sågar amerikanske medier, der ofte er langt mindre fordomsfulde end europæiske. De såkaldte public service-medier er fuldstændig håbløse og lader os uhjælpeligt i stikken. Med de krigsbegejstrede medier vi har, er det ikke sært, at Gallupundersøgelser i efteråret 2024 viser, at et flertal af danskere nu er mere opsat på at føre krig i Ukraine end ukrainerne selv. Hvad den rød/grønne sag angår, ser jeg ikke nogen modsætning. Nedrustning passer fint ind i en rød dagsorden, og de mange milliarder, der er ødet bort på våben og støtte til det korrupte regime i Ukraine (til skade for den hårdt ramte ukrainske befolkning og til glæde for våbenindustrien), kunne være anvendt langt bedre til diplomati og sociale formål – både herhjemme og i Ukraine. Med hensyn til det grønne står det klart, at militærvæsen og militær oprustning har store miljø- og klimamæssige omkostninger – en problemstilling, som f.eks. NOAH har beskæftiget sig indgående med. Fred og tillid kan sagtens opnås mellem lande, hvis samfundssystemer ikke er nøjagtige kopier af vores. Det illustreres meget tydeligt ved fremkomsten af BRICS. Her har medlemslandene forstået, at bilæggelse af indbyrdes stridigheder er i alles interesse, og flere og flere forstår at udnytte de muligheder, der åbner sig i en multipolær verden. Men i sin lalleglade selvtilfredshed har Europa hægtet sig af denne udvikling, og medierne beskæftiger sig praktisk taget ikke seriøst med den. Ingen har udtrykt det bedre end den indiske udenrigsminister, Subrahmanyam Jaishankar: ”Europa er nødt til at vokse ud af den tankegang, at dets problemer er verdens problemer”. Demokratisk styre, frie valg, fri presse, åbenhed og gennemsigtighed kan de fleste tilslutte sig, men hvis det skulle være et bærende princip og en forudsætning for diplomati og samarbejde, burde Ukraine – antitesen til alle disse udmærkede begreber – da være det første land, der blev lagt på is. Jeg ved ikke, hvad der skulle være gået galt for russerne. I Vladimir Putins tid som præsident, altså siden 2000, er Ruslands bruttonationalprodukt steget støt, levestandarden er hævet betydeligt, og Rusland har vist sig i stand til at modstå både sanktioner og militære angreb. Dermed har Rusland afværget den underminering og opløsning af det russiske samfund, som mange havde håbet på. Hvis noget er gået galt for nogen, må det da være EU og NATO, som eklatant har fejlvurderet, hvilken fjende de har udvalgt. Begge organisationer har vist sig at være totalt uegnede som redskaber til konfliktløsning. Deres udemokratiske struktur ufortalt står de nu med trusserne nede om haserne og burde erstattes af helt nye europæiske samarbejdsformer, som også tager Ruslands sikkerhedsinteresser i betragtning. Dette ville være til gavn for alle og burde prioriteres langt højere end blind og panisk oprustning. Jeg har desværre ikke nogen direkte kontakt til Vladimir Putin, selv om det da ville være en besnærende tanke. Jeg er derfor ikke i en position, hvor jeg kan give ham gode råd. Men jeg overlader trygt og roligt valget af Ruslands præsident til den russiske befolkning. Til slut vil jeg bare rose Jespersen og Netavisen Pio for at facilitere en fri og åben debat. Det kunne andre medier lære meget af. Tak.