Netavisen Pio tog en tur på Twitter og dykkede ned i en verden, hvor voksne mennesker forsøgte at rive hovederne af hinanden ved hjælp af de 140 tegn, som Twitter stiller til rådighed.
Formålet med Twitter-øvelsen virker klar. Kan man fange de politiske modstandere i en fejl eller en decideret løgn, så har man vundet. Kan man få et citat i en avisernes dækning i morgen er der bonus.
Udenomssnak og "blame avoidance"
Helt generelt om debatten i folketinget, kunne man læse at MF Thomas Jensen til pol.dk havde sagt: ”Folketingets debatter er - hånden på hjertet - blevet en øvelse i udenomssnak og blame avoidance”. På en dag med åbningsdebat bliver Thomas Jensens konstatering meget tydelig.
Gruppeformand Kristian Jensen (V) er ikke imponeret over Magnus Heunickes ordførertale: "Intet ord om vækst og flere arbejdspladser i S-talen. Skuffende"
Folketingsmedlem Jacob Engel-Schmidt (V) vil sandelig ikke give regeringen ros for det spirende opsving: ”Regeringen kan takke udenland for det spirende opsving - ikke sin egen politik. Tankevækkende!”
Folketingsmedlem Zenia Stampe (Rad.V.) : "Hør nu @EllenTraneNorby: Danmark blev fattigere, fordi I sov i timen i 00'erne, og nu er I bare morgensure, fordi vi har vækket jer”
Politisk ordfører Ellen Trane Nørby (V) om beskæftigelsesreform og ”pipfuglekurser”: ”i modsætning til regeringen har v fremlagt forslag til reform af netop det, men regeringen har opgivet reformer”.
Løkke stadigvæk ikke på talerstolen
Det har i nu 692 dage siden, at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen sidst gik på folketingets talerstol. Det har siden været et tilbagevendende tema for oppositionen og det bliver flittigt brugt, både på Twitter og Facebook, til at understrege pointen om at oppositionens leder dalrer den af i hængekøjen.
Finansordfører Jesper Petersen (S) de Lars Løkke forlader salen: ”45 minutter. Løkke har allerede forladt Salen. Og gik igen ikke på talerstolen. 692 dage siden sidst. Vil ikke svare på nulvækst.”
Transportordfører Rasmus Prehn (S) linker til en artikel om de 692 dage med ordene: ”Hulu-bulu, Løkke, Løkke, hvor er du?”
Dansk Folkepartis ældrepjece
"Al offentlig transport for folkepensionister skal være gratis". Sådan lyder der i en pjece som Dansk Folkeparti har lavet og som rød blok bruger hovedparten af deres tid på. Og debatten fortsætter undervejs på Twitter. Partiformand Thulesen Dahl får undervejs sagt, at teksten i folderen ikke er et forslag, men et idékatalog over retningen.
De radikales gruppeformand Sofie Carsten Nielsen skriver: "Jeg tror Thulesen Dahl har tabt en post-it ud af sin finanslov. Hans forslag om gratis off transport til +65 hænger slet ikke sammen"
Magnus Heunicke informerer eventuelt interesserede journalister om at: "Kopier af DF's folder med forslag - undskyld retninger - over for ældre kan afhentes i S's sekretariat"
Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt er dog klar med opbakning til partiformanden: "...du forveksler vores arbejdspolitik med bedre hjælp til de ældre og syge. Men hvad det er man jo van til."
Ikke kun polemisk retorik og mudderkast
Det er dog ikke alle der kun bruger Twitter til angreb på de politiske modstandere. Andre efterspørger også gode ideer fra brugerne.
Gruppeformand Stine Brix (Ø) søger efter hjælp: "Kan man flette noget om Brøndbys sejr over FCk ind i åbningsdebatten?"
Nogen gange kan det også gå lidt hurtigt. Politisk ordfører Simon Emil Ammtzbøll (LA) skriver på et tidspunkt: ”Liberal Alliance står alene uden for energiforliget. Vi synes nemlig ikke folk skal skrive brændeafgift”.
At følge åbningsdebatten på Twitter er således et godt supplement, hvis man i forvejen ikke kan få nok af at se politikere stille spørgsmål, de godt kender svaret på i forvejen, til politiske modstandere, der gør alt hvad de kan for at undgå at svare på dem.