Politisk mod? Nej, dét bruger vi ikke her

Nick Hækkerups reformer af Forsvaret er ikke et ’fejt angreb’, men derimod et befriende eksempel på noget så sjældent som politisk mod, hvor man tør lægge sig ud med de magtfulde eliter og særinteresser.
Findes der et ord for ’ufattelig dum, men ikke desto mindre fuldt ud forventelig reaktion’?  Synonymordbogen ikke er til megen hjælp, men vi har virkelig brug for et sådant ord til at sammenfatte den reaktion, der fulgte i kølvandet på Nick Hækkerups kritik af forsvarsledelsen sidste weekend. Her beskrev den tidligere forsvarsminister, hvordan ledende folk i Forsvaret var ’besværlige’, ’snæversynede’ og modarbejdede de politiske forandringer, som han ønskede at føre igennem.

Tænk hvis undervisningsministeren ikke måtte udtale sig kritisk om folkeskolelederne, eller beskæftigelsesministeren ikke måtte kritisere den måde, hvorpå jobcentrene fungerede.

Disse udtalelser fik åbenbart det borgerlige blodtryk til at stige til et sundhedsfarligt niveau. Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup betegnede det som ”en fuldstændig horribel svada”, de konservatives Tom Behnke brugte ord som ”uhørt” og ”forkert” og Venstres Troels Lund Poulsen mente ligefrem, at Hækkerup ”ønsker lige at smadre lidt mere i forhold til det forsvarspolitiske samarbejde”. Efterfølgende krævede Venstre endda den nuværende forsvarsminister i samråd for at sikre, at ”der bliver taget meget klar afstand fra, at Forsvarets øverste ledelse ikke agerer selvstændigt”.

LÆS OGSÅ: De 13 største forsvarsskandaler

Men den mest harske kritik kom, som sædvanlig, fra Berlingske Mener, hvor lederskribenten under overskriften ’Fejt angreb’ kritiserede Hækkerups reformlinje af Forsvaret:

At en stadig siddende minister på den måde kan slippe af sted med at svine en statslig institution som forsvaret til med unavngivne insinuationer pakket ind i almindelige platheder og Matador-analogier hentet fra fiktionens verden, ja, det fortæller først og fremmest følgende om forholdende i den kriseramte regering. (..) Måske vejen frem faktisk er ikke bare at agere studentikos ungdomspolitiker med platte provokationer, men faktisk nationens forsvarsminister. Sådan én, der ikke vælger at bruge selv sin fratræden til at forvandle det danske forsvar til politisk kampplads for at fremme egne ambitioner, men derimod på at styrke forsvaret frem for at skade det.

LÆS OGSÅ: Kampen om veteranerne

Det er interessant, hvordan ingen af reaktionerne fra højre side af grøftekanten handler om rigtigheden af Hækkerups udtalelser. Ingen har endnu gået ind i debatten om Forsvarets struktur, lukketheden i systemet eller den manglende demokratiske kontrol.

Det er let at være stærk overfor de svage. Det er let at udvise ’lederskab’ over for dem, der i forvejen ligger ned. Det er let at tage et opgør med lavtlønnede ufaglærte, bistand til verdens fattigste eller velfærdssystemer for de udstødte.

Derimod kritiserer de borgerlige i almindelighed og Berlingske i særdeleshed Hækkerups stil, ordvalg og fremgangsmåde. Og mere end noget andet begrundes hetzen mod Hækkerup med, at han overhovedet vover at kritisere Forsvaret. Hvor vover en forsvarsminister at ’svine en statslig institution’ til og dermed forvandle det det til ’en politisk kampplads’?

Tænk et øjeblik, hvis den samme logik blev udbredt til resten af den offentlige sektor. Tænk hvis undervisningsministeren ikke måtte udtale sig kritisk om folkeskolelederne, eller beskæftigelsesministeren ikke måtte kritisere den måde, hvorpå jobcentrene fungerede. Tænk hvis Berlingskes kritik i kølvandet på SKAT’s fejlagtige håndtering af ejendomsvurderingerne, blev tilbagevist med, at man ikke må ’svine en statslig institution til’ eller forvandle skattepolitikken til ’en politisk kampplads’. Det ville være ret svært at tage alvorligt.

Men når det kommer til militærets øverste ledelse gælder der åbenbart andre regler. Og det er selvom Forsvaret hidtil har været præget af skandalesag på skandalesag med alt fra løgn om irakiske fanger til økonomisk frås og skandaleindkøb samt tætte bånd til våbenindustrien.

LÆS OGSÅ: Drop ikke Hækkerups forsvarsplaner

Den samme særprægede logik så vi gøre sig gældende med politiet for nogle år siden. Selv da politiets indsatsleder under Klimatopmødet opfordrede sine betjente til ”bare at hugge til dem” indtil stavene blev ”rødglødende”, blev det af Peter Skaarup (DF) udlagt som ”frisprog i en presset situation”.

Det virkelige spørgsmål i kølvandet på Nick Hækkerups udtalelser burde derfor ikke være, hvorfor han vover, at kritisere den magtfuldkomne forsvarsledelse, men hvorfor i alverden de andre forsvarspolitikere ikke tør.

Fremfor at betegne Hækkerups reformlinje og udtalelser som et ’fejt angreb’, burde han snarere tildeles Prisen for Politisk Mod. Den første regel i håndbogen for politikere er, at man ikke skal lægge sig ud med de dominerende eliter, eksisterende institutioner eller magtfulde særinteresser. Det skaber kun problemer og systemet vil derefter modarbejde alt, hvad man gør, kan den ene politiske lærebog efter den anden berette. Denne regel valgte Nick Hækkerup modigt at se bort fra, da han turde gøre op med Forsvarets struktur og ledelse. Dette politiske mod har vi ikke for meget, men derimod for lidt af i dansk politik anno 2013.

Det er let at være stærk overfor de svage. Det er let at udvise ’lederskab’ over for dem, der i forvejen ligger ned. Det er let at tage et opgør med lavtlønnede ufaglærte, bistand til verdens fattigste eller velfærdssystemer for de udstødte. Denne type politik er let og fortjener netop betegnelsen ’feje angreb’.

Hvad derimod er svært er, at tage et opgør med de magtfulde samfundsgrupper som bankerne, centraladministrationen og, ja, ledelsen i det danske forsvar. Over for disse grupper formår de borgerlige desværre igen og igen at være svage over for de stærke.

Det virkelige spørgsmål i kølvandet på Nick Hækkerups udtalelser burde derfor ikke være, hvorfor han vover, at kritisere den magtfuldkomne forsvarsledelse, men hvorfor i alverden de andre forsvarspolitikere ikke tør.


Kommentarer fra Facebook