Livorno på den toscanske vestkyst har været en særlig social konstruktion så længe, nogen kan huske. Mediciernes Firenze-baserede styre i 1500-tallet udvidede den lille fiskerby voldsomt og gjorde den til et handelscentrum. Men vigtigst af alt gjorde de Livorno til en by, hvor troen og tanken var fri. I modsætning til store dele af Europa var alle trosretninger velkomne i Livorno. Det skabte et miljø i Livorno, hvor dem, der havde tanker, der stak ud i forhold til resten af samfundet, blev samlet i én stor, politisk heksekedel – blandet med byens mange havnearbejdere.

I dén heksekedel så det italienske kommunistparti dagens lys i 1921. Og selvom kommunistpartiets storhedstid er lykkeligt lagt bag os, lever kommunismens tanker i bedste velgående ét bestemt sted: På Stadio Armando Picchi i Livorno, hjemmebane for den italienske fodboldklub AS Livorno Calcio.

Den urokkelige tro på kommunismens herligheder er nemlig stadig intakt hos havnebyens fodboldtilhængere. Særlig udpræget er den hos de mest fanatiske Livorno-tilhængere, der er organiseret i Brigate Autonome Livornesi (Livornos Autonome Brigade) og 1312, der er den numeriske kode for ACAB – forkortelsen af det autonome slagord ”All Cops Are Bastards”.

Hos Livorno er fodbold og kommunisme smeltet sammen. På Livornos hjemmebaneafsnit Curva Nord blandes hammer og segl med klubbens logo. Som en ret særlig begivenhed fejrer Livornesi Stalins fødselsdag med en særlig tifo (fodboldsprog for stort banner) på den kampdag, der ligger tættest på den sovjetiske diktator og massemorders fødselsdag.

Klædt i grønne guerilla-jakker vifter fansene ud over hammer og segl ofte både cubanske, palæstinensiske og irske flag på tribunen – sidstnævnte en særlig hyldest til den irske uafhængighedshær og terrororganisation, IRA. Og hver hjemmekamp starter Livorno med at synge den venstreorienterede partisan-vise Bandiera Rossa.

Ingen symboliserer AS Livornos kommunistiske arv bedre end Cristiano Lucarelli.
Angriberen fik kult-status i Livorno, da han scorede for det italienske U21-landshold, selvom han på det tidspunkt spillede for Torino. Ikke så meget for målet, men for fejringen. Lucarelli fejrede nemlig sin scoring ved at hive landsholdstrøjen fra Azzuri af og fremvise sin t-shirt med Ché Guevara for både tilskuere og tv-kameraer. Det gav Luccarelli en længere tids karantæne fra de italienske landshold.

Men i Livorno huskede de Lucarelli, og han blev modtaget som en helt, da klubben hentede ham i 2003. Som erklæret kommunist begyndte han at fejre sine mål med en knyttet højre næve i vejret – en udbredt hilsen blandt italienske kommunister – ud mod de tiljublende tilskuere.

Livornos yderligtgående venstreorienterede synspunkter fører fra tid til anden til en række sammenstød. Blandt andet, da der skulle holdes et minuts stilhed for 17 italienske soldater, der døde i Nasiriyah i Irak. Livornos fans afbrudte stilheden ved at råbe ”giv os 10, giv os 100, giv os 1000 gange Nasiriyah”. Eller da de flagede med palæstinensiske flag i en Europa Cup-kamp mod israelske Maccabi Tel Aviv.

Selvom kommunismens sorte vinger efterhånden har forladt Italien – og Europa i det hele taget – så findes der altså på den toscanske vestkyst en enkelt, stædig enklave. I kommunisternes rede Livorno.

Dette var andet afsnit i Netavisen Pios serie om politiske fodboldklubber. Hvis du ikke fik læst første afsnit om Francos Madrid, kan du læse det her.

Følg med i næste afsnit af vores tur rundt til Europas fodboldklubber, hvor vi tager til den hellige by Jerusalem og kigger nærmere på nationalistiske Beitar – og de socialdemokratiske rivaler fra Hapoel Tel Aviv.