Politiske fodboldklubber: Liverpool jublede, da Thatcher døde

Nogle gange handler fodbold om mere og andet end at score mål. En række af Europas fodboldklubber er nemlig dybt politiske. Femte del af Netavisen Pios serie over politiske fodboldklubber, tager os til fodboldens fødested England – nærmere betegnet arbejderklubben Liverpool, hvor man aldrig tilgav Margaret Thatcher.
Storbritannien er på mange måder et klasseopdelt samfund. Således også i forhold til sport. Overklassen dyrker hestesport, funktionærerne og den øvre middelklasse spiller rugby, arbejderne går til fodbold. Derfor kunne denne artikel om arbejderklubben Liverpool lige så vel have handlet om lokalrivalerne fra Everton. Eller Sunderland. Eller Newcastle eller Stoke. Eller Manchester-klubberne. Eller Middlesborough eller Derby. Engelsk fodbold er "a working man's ballet". Faktisk i så høj grad, at ved sidste parlamentsvalg i England, havde 19 ud af 20 klubber i den bedste engelske række, Premier League, hjemsted i en valgkreds, der gik til Labour. Kun Chelsea i den fashionable London-bydel af samme navn havde valgt en borgerlig.

Men nu handler den altså om Liverpool. Både fordi arbejderarven og Labour-tilknytningen er så indgroet her – og også lidt fordi undertegnede er håbløst fodboldforelsket i de røde fra havnebyen.

Byen Liverpool i det nordvestlige England er Labours kerneland. Ved sidste parlamentsvalg fik Labour 72 % af stemmerne i byen – og vandt suverænt i alle 5 Liverpool-kredse. 29 ud af byens 31 byrådsmedlemmer er fra Labour – og hverken de konservative eller det DF-lignende UKIP er repræsenteret på rådhuset. Med andre ord, så er det Labour, der styrer sagerne i byen ved Mersey-floden.

Liverpool-borgernes loyalitet over for Labour betyder også noget for den måde, man viser sit politiske tilhørsforhold på, når fodbold er involveret. I en by, hvor dit parti får næsten 3 ud af 4 stemmer, behøver du ikke bære dine holdninger på ydersiden af frakken. Det bliver nærmere en ånd, en spirit, der gennemsyrer klubben. Det er blevet institutionaliseret på en eller anden måde. Det ligger latent, men alligevel tydeligt. Det er fællesskabet, det handler om, når Liverpool-fansene synger deres ikoniske ”You’ll never walk alone” inden kampstart. Du behøver ligesom ikke skilte med, at du er Labour-mand. Det er indforstået.

Men fra tid til anden dukker Labour-arven op hos holdet fra Merseyside. Som da den ikoniske manager Bill Shankly sagde, at den socialisme, han troede på, var, at alle skulle gøre en indsats, og at alle skulle dele belønningerne. Og at det for øvrigt var den samme måde, Liverpool skulle spille på. Eller da angriberen Robbie Fowler fejrede en scoring ved at vise en t-shirt til støtte for byens strejkende havnearbejdere.

Eller da forsvarsspilleren Jamie Carragher (der på den lokale scouse-dialekt helst skal udtales Chrarrrache) var en af de største bidragsydere til den lokale Labour-kandidat. Eller da den jamaicansk-fødte Raheem Sterling sagde, at han skyldte det lokale Labour-medlem en stor tak for hjælpen, fordi hun hjalp ham med at blive en del af lokalsamfundet. Belejligt timet få dage før valget.

…when Maggie Thatcher dies!
Der er to ting, man virkelig hader i Liverpool: Ærkerivalerne fra Manchester United – og Margaret Thatcher.

Liverpool

I Liverpools egen fortælling er de en klub, der vinder på trods. De ser sig selv som arbejderklassens helte, og nogle gange også anti-helte. De hader London med al dets pomp og pragt og Rule Britannia. ”We’re not British, we’re Scouse” (Vi er ikke britiske, vi er fra Liverpool), er byens uofficielle slogan. I dén fortælling er Thatcher fjendebilledet. Hun er billedet på London, den udefrakommende fjende, der vil knuse den gamle havneby. Hun siger, der ikke findes et samfund, kun enkeltindivider, mens Liverpool-fansene skråler ”You’ll never walk alone.” Hun er i kamp mod fagforeningerne, hun ser ned på havnearbejdernes by og vil parkere dem i social elendighed, er opfattelsen i Liverpool.

Med nogen ret måske. Under Thatchers regeringstid steg arbejdsløsheden voldsomt i Liverpool, fordi havnen skulle moderniseres og laves om til moderne containerdrift. Fagforeningernes magt blev alvorligt stækket, og det var fagforeningsvenlige byer som Liverpool, Thatcher henviste til, når hun talte om, at England skulle bekæmpe ”the enemy within”. Det kom endda så vidt, at en af Thatchers politiske allierede, Sir Geoffrey Howe foreslog, at byen Liverpool skulle i ”managed decline”, kontrolleret nedgang, så byen langsomt ville dø ud.

Udover disse sammenstød med byen Liverpool, skulle Thatcher også få sit sammenstød med fodboldholdet Liverpool. Da 96 mennesker døde i stadionulykken på Hillsborough, var Thatcher hurtig til at give skylden på ”fulde Liverpool-fans”. Det var forkert, og i Liverpool tilgav de aldrig Thatcher for det, de stadig kalder ”The Hillsborough Lie” – Hillsborough-løgnen.

Hvad konduite angår har Liverpool-fansene nu heller ikke selv rent mel i posen. Da ”Maggie” Thatcher på sine ældre dage blev mere syg og svagelig, kunne man høre Liverpool-fansene synge ”when Maggie Thatcher dies, we’re gonna have a party” (vi får en fest, når Margaret Thatcher dør), og da den gamle konservative premierminister døde, reagerede en række Liverpool-fans med jubelsange til den efterfølgende hjemmekamp. "Ding dong, the witch is dead", lød det. Nogle vil kende sangen fra The Wizard of Oz, hvor der jubles over, at den onde heks er besejret.

For i Liverpool husker de. De husker deres helte, og de husker deres fjender. Og for arbejderklubben var Thatcher den største fjende af alle.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook

Annonce