Uenighederne og opsplitningen bliver gemt i dagligdagen, men israelerne lader den få frit løb, når de går til fodbold. Og intet sted er det så tydeligt som hos Beitar Jerusalem – højrefløjens, revitionsiternes og nationalisternes klub. Netanyahus klub. Menachem Bekims klub.

Som så mange andre israelske fodboldklubber, udspringer Beitar Jerusalem af de folkelige bevægelser. I Jerusalems tilfælde af Beitar-bevægelsen (eller Betar alt efter, hvordan du oversætter de hebraiske bogstaver til latinske bogstaver). Beitar-bevægelsen er en slags højreorienteret KFUM-lignende organisation, der i sin storhedstid organiserede jøder verden over og havde tætte bånd til det højrenationale Herot-parti, der i dag er fusioneret med regeringspartiet Likud.

I dag er Beitar-bevægelsen på retræte – overhalet højre om dels af de ortodokse religiøse organisationer, dels af højreradikale, nationalistiske grupper. Men på fodboldbanen lever Beitar Jerusalem videre i bedste velgående. Og særligt blandt de mest højlydte og ekstreme Beitar-fans organiseret i fangruppen ”La Familia” er den højrenationale arv meget fremtrædende.

Beitar Jerusalem er det eneste hold i den israelske liga, der aldrig har haft en arabisk spiller på holdkortet. Til fansenes store fornøjelse – Beitars fans er kendte for at starte deres hjemmekampe med en sang, hvor de hylder sig selv for at være de mest racistiske fans i verden.

Det fik nigerianske Ndala Ibrahim at føle, da han i 2005 spillede i Beitar på lån fra Maccabi Tel Aviv. Den sorte muslim nåede kun fire kampe for Jerusalem-klubben, før han tog tilbage til Tel Aviv – mobbet ud af klubbens fans. Da klubben i 2011 havde nigeriansk-fødte Toto Tamuz på holdet, var fansene ikke mere forsonlige. Han blev mødt med hånende tilråb - "giv Toto en banan", lød det fra tribunerne.

Helt galt gik det, da Beitar Jerusalems russisk-israelske ejer i 2013 indkøbte de to tjetjenske muslimer Sadayev og Kadiyev til det jødiske hold. Fansene var i oprør, der var vilde optøjer på stadion, flere fans blev arresteret, og klubhuset blev sat i brand. Men det, der stødte det omkringliggende samfund mest var et banner på stadion til de to muslimers første kamp. ”Beitar – for evigt ren” stod der som protest mod at have muslimer på holdet. Det fik selv Beitar-fansene i den højreorienterede Likud-regering til at sige fra. At kalde til kamp for racerenhed er ikke noget, man spøger med i den jødiske stat, hvor historiens tragedier står mejslet i sten.

Da Sadayev scorede sit første mål for Beitar, udvandrede fansene fra stadion i protest.

Beitar-fansenes politiske optøjer har af og til kostet klubben dyrt, og Beitar er flere gange blevet idømt poinstraf for fansenes opførsel. For eksempel, da man i 2007 afbrød et minuts stilhed til minde om den dræbte israelske premierminister Yitzhak Rabin. Rabin var midtersøgende venstreorienteret, og det falder ikke i Beitar-fansens smag. Rabins morder, Yigal Amir, bliver hyldet i klubbens slagsang af de mest hårdkogte fans.

I stærk kontrast til Beitars nationalistiske udtryk står Hapoel Tel Aviv. Hapoel-bevægelsen er den israelske fagbevægelses idrætsorganisation – lidt som vi kender det fra DAI herhjemme. Til Hapoels hjemmekampe holder fansene et stort banner op med Marx-citatet ”Arbejdere i verden, forén jer!”, og tilknytningen til den israelske fagbevægelse er en del af klubbens DNA.

De to klubber er indædte konkurrenter - især på grund af de politiske undertoner, og der er ofte voldsomme kampe mellem de to fangrupperinger. Så sent som i oktober blev to Beitar-fans anholdt for at hakke en økse i hovedet på en Hapoel-fan.

Og nå ja. På lørdag klokken 19.15 kan de nationalistiske holdninger igen bliver luftet hos Beitar-fansene, når de skal til udekamp. Mod Hapoel. I Tel Aviv.