Annonce

Politiske ledere fordømmer terrorangreb i Paris

Et fejt, brutalt og hensynsløst angreb på demokratiet og ytringsfriheden, lyder den samlede dom fra politiske ledere fra ind- og udland efter terrorangreb mod fransk satiremagasin.
Et terrorangreb på det franske satiremagasin Charlie Hebdo har i dag kostet mindst 12 mennesker, herunder to politimænd, livet. Endnu er bagmændene ikke fundet, men foreløbigt tyder det på, at det er militante islamister der står bag. Charlie Hebdo har tidligere modtaget trusler på grund af satiretegninger af profeten Mohammed og islam.

Den franske præsident Francois Hollande bekræftede onsdag, at der var tale om et terrorangreb, da han kort efter angrebet besøgte gerningsstedet, og fortalte at man havde indledt en jagt på terroristerne.

Danske politikere har hele dagen taget afstand fra angrebet.

”Jeg vil gerne udtrykke min sorg, forfærdelse og vrede over hændelserne i Paris. Og jeg fordømmer de gerningsmænd, som står bag det brutale og hensynsløse angreb,” lød det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i en pressemeddelse, hvor hun understreger, at der var tale om et angreb på den frie presse og demokratiet.

”Det franske samfund er som vores åbent, demokratisk og baseret på en fri og kritisk presse. Det er værdier, som ligger dybt i os alle, og som vi skal stå værn om. Det er også netop de værdier, der gør Frankrig til et stærkt samfund, som kan modstå et anslag som det her.”

Også fra opppositionens leder, Venstres Lars Løkke Rasmussen (V) var der entydig fordømmelse af angrebet:

”Det fylder mig med afsky og forfærdelse. Det er et angreb på selve fundamentet under vores frie samfund, ytringsfriheden. Mine første tanker går til de dræbte og deres pårørende,” skriver han i en kommentar på Facebook.

Lars Løkke Rasmussen skriver desuden, at angrebet vækker til eftertanke om vores egne udfordringer: ”Også i Danmark har vi desværre kræfter, der gerne vil omkalfatre vores samfund. Det må vi aldrig, aldrig give efter for.”

Også fra de øvrige politiske ledere kom der lignende meldinger:

Indenrigsminister Morten Østergaard (B) tog afstand for angrebet på Twitter: ”Vanvittigt, oprørende og dybt tragisk terrorangreb på Charlie Hebdo & Frankrig. Vi deler sorgen og står sammen i forsvar for ytringsfriheden”.

Det samme gjorde SF’s Pia Olsen Dyhr på Facebook: ”Terror i Paris er et angreb på os alle sammen. Vi skal aldrig bøje af på vores værdier og samfundsform. Der skal slås hårdt ned på terrorister og folk der opildner til terror. Det er antidemokratisk!”

Og den konservative partileder Søren Pape Poulsen kaldte det et forfærdeligt terrorangreb på Facebook: "Det er ikke blot et angreb på et fransk magasin og dets journalister. Det er et angreb på alle os, der vægter ytringsfrihed og demokrati højt. Vi må aldrig give efter for disse ekstreme og dybt skadelige kræfter."

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, mente at der næppe var tvivl om at formålet med terrorangrebet var at undertrykke ytringsfriheden og at terrorangrebet var begået af religiøse terror-typer:

"Det er ganske enkelt forfærdeligt at opleve og selvsagt særligt voldsomt for de direkte berørte i Frankrig! Men for os andre er frygten også, at dette igen går ud over ytringsfriheden og at attentat-folkene dermed får held med deres forehavende. Dette må ikke ske! Vi må gentænke vores værn for at sikre vores frihedsrettigheder," skrev han.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet