Populisme er verdens dårligste skældsord

Anmeldelse: Udgivelse af en seriøs, analytisk og nøgtern debatbog om populismen giver et lettelsens suk. Pligtlæsning til alle venstrefløjsmoralister!
Populisme bliver hyppigt anvendt som et skældsord – uanset om det er på sociale medier, i avisernes spalter eller på tv. Hvis der er nogen, som provokerer dig, nogen som siger det, du ikke vil høre eller nogen, som du bare er uenig med, så kan de affærdiges som skumle populister.

Oftest bruges ”populist” som en sviner af folk fra venstrefløjen, som er løbet tør for rigtige argumenter.

Oftest bruges ”populist” som en sviner af folk fra venstrefløjen, som er løbet tør for rigtige argumenter.

Den evindelige misbrug af begrebet populisme – som netop aldrig må blive en undskyldning for dårlige eller manglende argumenter – tager Anna Libak under kærlig behandling i bogen ”Forstå Populismen”.

Selvom jeg næppe ville sætte kryds ud for journalist, debattør og Ruslandskender Libak, der opstiller for Venstre ved det kommende ved folketingsvalg, så fortjener hendes nye bog kæmpe ros. Det er en tiltrængt, klog og analytisk skarp bog der ’nailer’ den brug - og især misbrugen - af begrebet populisme.

Populismen er en melodi, som alle spiller med på

Angela Merkel gør det, Jeremy Corbyn gør det, Pernille Skipper gør det, Anders Fogh Rasmussen gjorde det og Poul Nyrup Rasmussen gjorde det også. De benytter alle sammen et eksplicit ”vi”, hvor de hævder at tale på vegne et specifikt ”folk”.

Patenteringen af det specifikke ”vi”, som politikeren ofte bruger for at fremhæve sig selv, som ægte repræsentanter for folket er helt klassisk i politik og helt klassisk for definitionen af populismen.

Anna Libak afmystificere populismen og gør det til noget mere alment. Det er ikke et fremmedlegeme, noget ondskabsfuldt eller noget, som vi bare skal kaste efter hinanden.

Som Anna Libak, klogeligt skriver, så vil alle politikere i et repræsentativt demokrati i ”en eller anden udstrækning hævde, at de er folkets repræsentanter”. Politikeren skal jo netop tale på vegne af andre og har altid gjort det.

Det er essensen af populismen, som derfor heller ikke er et prædikat, som vi kan reserverer til Pia Kjærsgaard, Donald Trump eller andre, som dele af venstrefløjen ikke bryder sig om. Anna Libak afmystificere populismen og gør det til noget mere alment i politik. Den er ikke et fremmedlegeme, noget ondskabsfuldt eller noget, som vi bare skal kaste efter hinanden.

En hovedpointe i hendes analyse er, at vi indtil videre har misset muligheden for at forstå hvad populismen er og hvor den kommer fra, hvis vi gør den til egentligt problem. Som Libak påpeger, så svarer det til at give symptomerne skylden for selve sygdommen.

En fremgangsmåde, der vil blive afvist på de fleste danske sygehuse.

Forskning i dumme svin!

Allerstærkest står Anna Libak, når hun udfordrer de førende populisme-forskere på deres egen hjemmebane. De kan ganske enkelt ikke stå distancen og Libak piller dem smukt, simpelt og velskrevent fra hinanden.

Når en af topforskerne anfører at populister kan kendes på deres bevidst uforskammede, vulgære og bramfrie optræden, så bekræfter de kun Libaks pointe om, at forskerne gør sig skyldige i det, som de netop anklager populisterne for: At stemple andres politiske holdninger som illegitime og en trussel.

Den tilgang har i årevis tilbudt venstrefløjens moraliserende korstogsfarere en oplagt mulighed for ikke at forholde sig til problemerne og gå i flyverskjul

Den tilgang har i årevis tilbudt venstrefløjens moraliserende korstogsfarere en oplagt mulighed for ikke at forholde sig til problemerne og gå i flyverskjul ved mødet med enhver løsning præsenteret af en såkaldt populist. Det er en syngende lussing til debattører som Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen.

Anna Libak påpeger, at populismen bedst kan opfattes som en metode og et redskab, som en række nye partier på både venstre- og højrefløjen bruger, når de vil overdøve de øvrige partier og italesætte politiske områder, som har været forsømte af de herskende eliter.

Derfor står populisterne ifølge Libak også stærkeste i de lande, hvor de regerende partier i højeste grad har forsømt systemforandringerne. Populismen er den rambuk, der banken porten ind til de politiske systemer, der har sovet i timen.

Håbet: Politikens genkomst

For Anna Libak er kampen mellem globalister og anti-globalister den afgørende – og selvom hun er kendt som borgerlig stemme i debatten, så forsømmer hun ingenlunde en erkendelse, som stærke kræfter på centrum-venstre i årevis har bøvlet med. Nemlig; at det er politikernes ansvar at adressere globaliseringens negative konsekvenser.

Hun gør således de magtbærende partiers manglende svar på globalismen til hovedårsagen for den opblomstrende populisme. En indlysende slutning, som burde været slået igennem hos socialdemokrater og den øvrige venstrefløj for 25 år siden.

Libak påpeger nøgternt: ”Intet får følelsen af magtesløshed til at brede sig som politikere, der ikke vil tage opgaven på sig”

Globalismen er ifølge forfatteren en ahistorisk ideologi, som bygger på en misforstået tanke om, at alle mennesker står overfor samme udfordringer, har samme præferencer og lever og konkurrerer på et globalt marked, som vil gavne alle borgere i verden. Sådan er det som bekendt ikke helt gået. Og derfor konkluderer Libak også: ”Globalismen har ikke givet noget svar, og derfor er den under pres”.

Globaliseringen har skabt et ”kontroltab”, hvor hverken politikere eller borgere i demokratiske samfund har haft noget at skulle have sagt.  Som Libak nøgternt påpeger: ”Intet får følelsen af magtesløshed til at brede sig som politikere, der ikke vil tage opgaven på sig”. Og det netop der – midt i vestens nedtur og kroniske krisetilstand – finder Anna Libak håbet i form af politikens tilbagekomst.

Politikerne skal tage ansvaret på sig og gøre globaliseringen til en kampplads

Politikerne skal tage ansvaret på sig og gøre globaliseringen til en kampplads. Det er alternativet til den ”Sådan-er-det-jo-politik”, som har hersket under både Tony Blair og Bjarne Corydon, hvor man med Libaks ord begik den falliterklæring at argumentere og handle alene ud fra præmissen om at ”nødt til det. ”

Hold op med at udpege tabere

Anna Libak afslutter sin fremragende debatbog med en række råd til de politiker, der vil mere end jagte symptomerne og gemme sig bag tomme floskler.

Hun giver syv råd, som hver for sig holder og selvom det måske nærmer sig det banale og indlysende nødvendig, så burde alle politisk aktive - især på centrum-venstre – burde skrive sig dem bag øret: ”Hold straks op med at tale ned til de frustrerede ved at udråbe dem til globaliseringens tabere og hævde, at de er drevet af fremmedhad eller snævre privatøkonomiske interesser”.

Det er et “wake-up call” til alle venstrefløjsmoralister, som stædigt fastholder at prædikatet populist er et godt og dækkende argument i den politiske debat.

’Forstå populismen’ er som Anna Libak selv formulere det et wake-up call til politikere, der skal forstå deres ansvar, men bogen er også et “wake-up call” til alle venstrefløjsmoralister, som stædigt fastholder at prædikatet populist er et godt og dækkende argument i den politiske debat.

Anna Libak har begået er en stærk bejler til titlen som sommerens bedste debatbog. Bogens analyse står syleskarpt, den røde tråd er hamret i sten og populisme får en tiltrængt nuanceret overhaling.

'Fortstå Populismen', udgivet på forlaget Gyldendal, 1. juni 2018, 190 sider. 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook