Poul Nyrup til sit yngre jeg: “Den formueskat, den ville du godt have, du var statsministeren, der gennemførte”

Formueskat

Poul Nyrup til sit yngre jeg: “Den formueskat, den ville du godt have, du var statsministeren, der gennemførte”

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) var med til at afskaffe formueskat – nu bakker han op om Socialdemokratiets forslag om at genindføre den

Poul Nyrup Rasmussen
Billedtekst
Det var Socialdemokratiet med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister, der i 1997 afskaffede den danske formueskat.
Foto: Petra Kleis/Lindhart og Ringhof

I en video på Facebook sidder den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen i en stol ved siden af et billede af en ung Nyrup.

I hånden har nutids-Nyrup en telefon, som han holder op til øret. Modtageren i den anden ende er tilsyneladende hans yngre selv:

“Der er noget, jeg gerne vil sige. Ja Poul. Jeg er sikker på, at det vi nu står for at skulle genindføre i Danmark i år, i dag – den formueskat, den ville du godt have, du var statsministeren, der gennemførte. Har jeg ret?” siger Nyrup.

Nyrup støtter altså Socialdemokratiets forslag om at genindføre formueskatten, selvom han selv var med til at afskaffe den.

placeholder

Ikke med partiets gode vilje

Socialdemokratiets forslag

Socialdemokratiet har som noget af det første i valgkampen foreslået en formueskat på en halv procent på formuer over 25 millioner kroner.

Ifølge Socialdemokratiet vil formueskatten indbringe mellem seks og syv milliarder kroner, der blandt andet skal bruges på at indfri valgløftet om at indføre en lilleskole med maksimalt 14 elever i folkeskolens første fire klassetrin.

Du kan læse mere om forslaget her.

Det var Socialdemokratiet med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister, der i 1997 afskaffede den danske formueskat.

Ifølge Mogens Lykketoft, som var socialdemokratisk finansminister på det tidspunkt, skete det dog ikke, fordi partiet ønskede det.

I en klumme i Berlingske i 2021 forklarede Lykketoft, at han allerede i efteråret 1995 gik med til at få formueskatten ud af forhandlingerne.

Det var, skrev han, ikke hans egen ambition, men en indrømmelse til De Konservative som led i et finanslovsforlig, han i øvrigt beskriver som solidt og tydeligt præget af Socialdemokratiet:

“Det er korrekt, at jeg forhandlede formueskatten væk i efteråret 1995. Det var bestemt ikke mit ønske, men en pris til de Konservative for et i øvrigt solidt S-præget finanslovsforlig. Ved at holde Venstre udenfor undgik vi krav om langt større sociale urimeligheder.”

Jeg ville aldrig have gjort det, hvis ikke det havde været en politisk nødvendighed

På spørgsmålet om det var en fejl at afskaffe formueskatten, svarer han til DR:

“Ja, jeg ville aldrig have gjort det, hvis ikke det havde været en politisk nødvendighed for at opnå noget andet dengang.”

De bredeste skuldre må bære mest ansvaret

Lykketoft har gennemgående været fortaler for en formueskat rettet mod de mest velhavende, siger han til DR.

Han ønsker grundlæggende et samfund, hvor de bredeste skuldre tager den største del af ansvaret for at holde velfærden kørende.

Læs også:Formueskat: Rapport bakker ikke op om Dansk Industris og Liberal Alliances skræmmebilleder

Han peger også på, at afstanden mellem lønindkomster og formuer er vokset markant i de senere år, og at de allerstørste indkomster og formuer har taget en uforholdsmæssigt stor bid af den økonomiske fremgang.

Derfor, mener han, kan de også bidrage mere.

Afviser påstande om virksomhedsflugt

Efter fremlæggelsen af Socialdemokratiets forslag truer flere rigmænd nu med at trække deres virksomheder ud af Danmark til Sverige, hvis forslaget bliver gennemført.

Og kritikerne af forslaget – heriblandt Dansk Industri – advarer om, at forslaget dermed vil gøre Danmark markant fattigere.

De peger på Norge som et skrækeksempel, da der i Norge har floreret rygter om, at det skulle være tilfældet, efter de hævede formueskatten i 2020.

Læs også:S foreslår formueskat: Dansk Industri i vild panik

Den påstand har flere norske eksperter dog afkræftet.

Tidligere finansminister Mogens Lykketoft afviser også over for DR, at en formueskat i Danmark ville få virksomheder til at flygte;

Han fremhæver, at Danmark tilbyder virksomhederne væsentlige fordele gennem velfærdssamfundet, veluddannet arbejdskraft og lignende.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 04.03.2026 - 13:24

Den største udfordring vi står over for er den menneskeskabte klimaforandring. For den vil være altødelæggende, hvis ikke den stoppes.

Men når vi ser bort fra den udfordring er den største udfordring Danmark står over for den stigende økonomiske ulighed. Den har potentiale til at ødelægge det danske samfund total og omdanne Danmark til et lille USA, hvor de få har alt og alt for meget, mens resten må knokle livet igennem bare for at overleve. Et samfund uden sammenhængskraft med hver for sig. Et samfund med stigende forskelle, hvor parallelsamfund tegner det ulige Danmark. Et samfund med stigende vold og utrykhed som løsningen på dagligheden.

Liberal Aliance's drømme Danmark. Almindelige menneskers mareridt.

Indsendt af Bjarne (ikke efterprøvet) den Torsdag den 05.03.2026 - 08:56

Ja, den formueskat Nyrup afskaffede, havde udtjent sin virkning, pga. diverse tilretninger over årene...

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 05.03.2026 - 10:53

Tænker ikke der går lang tid før vi ser en kampagne tilrettelagt af de rige for at vise hvilken økonomisk katastrofe en beskeden formueskat vil være for Danmark.

Her vil det blive synliggjort at den økonomiske ragnarok ingen ende vil have, hvis en formueskat realiseres.

Den rigeste 1% har så mange penge at de umuligt kan nå at bruge dem.

Grådighed poor og tøsefornærmet. Nej tak til amerikanske tilstande i Danmark.

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Søndag den 08.03.2026 - 14:42

Udmærket ide at indføre en formueskat til finansiering af forbedringer i Folkeskolen.

De virksomhedsejere, der ikke kan acceptere dette og derfor truer med at flytte deres virksomheder til udlandet, er nogle kolde skiderikker, som vores land er bedst tjent med at være fri for.

Desuden vil det give dem en mega dårlig reklame med deraf følgende dalende indtjening.

Og kan de overhovedet finde et bedre sted!

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Søndag den 08.03.2026 - 18:22

Ønsker at moderere udtrykket "kolde skiderikker" til "usympatiske personer"
Beklager at temperamentet løb af med mig!

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 10.03.2026 - 14:09

Tænkte nok, der måtte være en god forklaring på afskaffelsen i 1997. Den burde have været tidsbegrænset.

Den skat, vi betaler, er vores medlemsskab til samfundet. Den skal gerne betales med glæde.
Asociale holdninger hører ikke hjemme i Danmark - uanset hvor i samfundet, man befinder sig.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.