Præsidentvalg 2004: Høflige mænd i jakkesæt

Valgkamp på staveplader. I bogen er forfatteren Matt Taibbi frustreret over en valgkamp, der kun indeholder de samme fraser gentaget på valgmøde efter valgmøde
Foto: Wikimedia Commons
Præsidentvalget i USA i 2004 minder om præsidentvalget her i 2020. Med en siddende republikansk præsident, der var ekstremt upopulær i store dele af befolkningen.

Et demokratisk felt af kandidater, der var uhørt svagt. Og en idealistisk, venstreorienteret politiker fra Vermont, der kunne mønstre en bevægelse af unge vælgere og samlede penge ind på en helt ny måde.

Kerry var senator fra det rige Massachusetts og indbegrebet af en demokratisk kandidat

Matt Taibbi var i starten af nullerne en ung journalist, der skrev for obskure nichemedier og hutlede sig igennem livet. Da han i 2004 får mulighed for at dække præsidentvalgkampen for Rolling Stone, ligesom Hunter S. Thompson gjorde i 1972, slog han til med det samme og bliver en del af den indergruppe af journalister, der følger demokraternes topkandidat John Kerry.

Kerry var senator fra det rige Massachusetts og indbegrebet af en demokratisk kandidat, som både de moderate vælgere og erhvervslivet kunne acceptere.  

Taibbis artikler og løse skriverier fra valgkampen er samlet i bogen ”Spanking the Donkey”, der giver et billede af en demokratisk kampagne, der aldrig fandt sig selv og en kandidat, der aldrig fandt ud af hvorfor, han ville være præsident.

Deans nye definition af valgkamp

Kerrys vigtigste udfordrer var i starten den (dengang!) sympatiske og nydelige John Edwards fra North Carolina, som kom godt fra start, men hurtigt mistede terræn til Kerry og trak sig ud efter Super Tuesday i marts.

Samtidig blev Kerry bidt i haserne af den alternative kandidat Howard Dean, der var guvernør i Vermont på grænsen til Canada og staten, som også Bernie Sanders stammer fra. Dean adskilte sig tydeligt fra de andre kandidater ved sin kritik af Irak-krigen, som stadig var i gang i 2004, ved sin insisteren på et bedre og mere retfærdigt sundhedsvæsen og ved sin afstandtagen til den konsensussøgende og harmløse demokratiske politik i det hele taget.

Han som den eneste formåede at skabe en bevægelse befolket af unge, entusiastiske 'Deanites'

Dean adskilte sig også fra de andre kandidater, fordi han som den eneste formåede at skabe en bevægelse befolket af unge, entusiastiske ”Deanites”. Og så brugte han som noget helt nyt internettet til at kommunikere og indsamle penge. Via små donationer fra almindelige mennesker via var han i starten af valgkampen den, der havde indsamlet flest penge af alle de demokratiske kandidater. Dét lærte en ung senator fra Illinois noget af til sin valgkamp fire år senere.

Howard Dean var i mangt og meget Bernie Sanders’ forgænger, men hvor det demokratiske parti måske er klar til Bernie Sanders i 2020, var partiet med sikkerhed ikke klar til Howard Dean i 2004. Efter dårlige eller halvdårlige resultater i de første primærvalg trak han sig ud i midten af februar.

De peger alle på Kerry

Demokraternes primærvalg var i praksis overstået 2. marts. Ansporet af den demokratiske partiorganisation endte alle de stærke kandidater med at pege på John Kerry, og så var den valgkamp slut. Og med den også diskussionen af, hvad demokraterne skulle gå til valg på for at udfordre Bush.

Demokraterne kunne stille med to nydelige og høflige mænd i jakkesæt til præsidentvalget

John Kerry valgte efter sin nominering som demokraternes præsidentkandidat Edwards som vicepræsident, og demokraterne kunne derfor stille med to nydelige og høflige mænd i jakkesæt til præsidentvalget.

I bogen er Taibbi frustreret over en valgkamp, der kun indeholder de samme fraser gentaget på valgmøde efter valgmøde. De samme sætninger og slagord hvert eneste sted, måske med rækkefølgen ændret en smule, men ellers fuldstændigt ens. Det er en valgkamp udsat for staveplader.

I bogen er Taibbi frustreret over en valgkamp, der kun indeholder de samme fraser gentaget på valgmøde efter valgmøde

Og Taibbi er forundret, nej fortvivlet over journalisterne. De bedste journalister fra de største medier, der dækker valgkampen ved hjælp af højtbetalt adgang til flyet, der fører kampagnen rundt.

Og alligevel – selv om de burde være tæt nok på valgkampen til at vide bedre – dækker gentagelserne af de samme slagord som reelle nyheder. Politik handler ikke om at diskutere ideer; det handler om at beskrive udviklingen meningsmålingerne som om, det er det største

En ujævn bog

Den bedste del af bogen er den, hvor Taibbi udgiver sig for at være republikansk aktivist og bliver frivillig på et republikansk kampagnekontor i Florida. Her møder han racisme og en kløft til den sorte befolkning, som er tankevækkende. For eksempel ”bumper stickers” (klistermærker til bagenden af bilen) med budskabet “If I’d known this would happen, I would have picked my own cotton”.

If I’d known this would happen, I would have picked my own cotton

Lange passager af bogen er beskrivelser af Matt Taibbis drømme, psykedeliske og mere underlige end interessante at læse.

Passager, hvor Taibbi laver en kåring af den mest kedelige journalist og gennemgår 32 journalisters skriverier, var muligvis interessante i 2004 men er det ikke i dag.

Og så er det tankevækkende, at Taibbi komplet overser dén kandidat, som forandrede det demokratiske parti fire år senere. Barack Obama var manden, alle i det demokratiske parti talte om i 2004, men Taibbi nævner ham ikke.

Man sjældent ser tingene klarest, når man er helt tæt på

Måske fordi, Taibbi selv blev fanget ind af dén logik, han beskylder de andre journalister for at have: At man sjældent ser tingene klarest, når man er helt tæt på.

Matt Taibbi: Spanking the Donkey: Dispatches from the Dumb Season. Udgivet på Three Rivers Press i 2006.

Henrik Andersen er cand.scient.pol. Han har i en årrække arbejdet i krydsfeltet mellem politik, analyser og rådgivning og har siden 2016 været tilknyttet Netavisen Pio som klummeskribent og anmelder. Han er desuden kredsformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

placeholder

Annonce