Præsidiet tager sexchikane alvorligt og klart klimakrav fra statsministeren

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Folketingets Præsidium tager debatten om sexchikane alvorligt, Mette Frederiksen spiller ud med klart klimakrav, og Danmark bliver vært for Euroskills i 2024.

Velkommen til dagens Aktuelt.

Folketingets Præsidium tager debatten om sexchikane alvorligt

Politikere stod frem om sexchikane i Folketinget. Nu reagerer Folketingets Præsidium.

Det skriver Ekstra Bladet.

Det skal være muligt på en “betryggende måde” at fortælle om ubehagelige oplevelser i Folketinget.

“Hovedkonklusionen er, at Folketingets Præsidium tager debatten alvorligt,” lyder det fra Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, efter et møde i Folketingets Præsidium onsdag formiddag.

På mødet har medlemmerne af Præsidiet drøftet, hvordan Folketinget skal håndtere sexisme og konkrete anklager.

Mødet kommer, efter at folketingsmedlemmet Brigitte Klintskov Jerkel (K) og tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic (SF) har fortalt, at sexchikane og sexisme finder sted på Christiansborg.

Præsidiets opgave er at tage sig af Folketingets indre forhold, herunder hvordan Folketinget skal håndtere sexchikane.

Der blev ikke nået en endelig konklusion på mødet, fortæller Henrik Dam Kristensen.

“Vi skal arbejde videre med det, og vi vil inddrage erfaringer fra andre lande. Men det er klart, at vi ikke vil acceptere sexisme. Hvis man er udsat for det, så skal man kunne komme af med det på en betryggende måde,” siger han.

Det kunne tyde på, at Folketinget i fremtiden vil lave et særligt organ, der kan tage sig af henvendelser om sexchikane og sexisme.

Læs mere her.

Mette Frederiksen med klart klimakrav

Der skal ny teknologi på banen, hvis Danmark skal indfri målsætningen med en reduktion på 70-procent inden 2030. Ellers bliver det for dyrt.

Det skriver Politiken.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har i den seneste tid fået kritik fra sine støttepartier for ikke at være ambitiøs nok på klimaområdet.

På onsdagens møde i Grønt Erhvervsforum står statsministeren dog fast.

Ifølge Mette Frederiksen vil konsekvenserne af den grønne omstilling være alt for store for det danske samfund, hvis ikke man venter på ny teknologi.

Politikerne på Christiansborg kan med andre ord ikke sætte sig ned i efteråret og træffe beslutninger, som skal indfri målsætningen om en CO2-reduktion på 70 procent inden 2030.

“Det haster med den grønne omstilling. Vi skal tage alle de kloge beslutninger, vi kan nu. Men hvis man beslutter vejen til de 70 procent alene på baggrund af de kendte teknologiske løsninger i dag, så vil det have alt for store konsekvenser,” siger Mette Frederiksen.

Statsministeren fremhæver blandt andet den nylige rapport fra El-bilkommissionen, som peger på, at det vil udløse en milliardregning til samfundet og bilejerne, hvis man skal nå én million elbiler i 2030.

Politikerne bliver nødt til at tage højde for, at der vil komme teknologi i de kommende år, der kan hjælpe til at nå målsætningen.

Hvis ikke bliver regningen alt for stor for Danmark, mener Mette Frederiksen.

Læs mere her.

Danmark bliver vært for Euroskills i 2024

Når unge talenter fra hele Europa mødes til Euroskills i 2024 for at kæmpe om de eftertragtede medaljer i en lang række fag inden for håndværk, industri og service, bliver det på dansk jord.

Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Regeringen har arbejdet tæt sammen med Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Herning Kommune, Region Midtjylland og SkillsDenmark for at få de europæiske mesterskaber for erhvervsuddannelser i 2024 til Danmark. Nu er det officielt afgjort, at Euroskills afholdes i MCH Messecenter Herning i 2024. Værtsskabet sker som et ambitiøst led i strategien for at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse.

De europæiske mesterskaber vil samle op mod 700 unge talenter fra mindst 30 nationer til konkurrence i 35-40 forskellige fag. Over de tre konkurrencedage forventes 80.000-100.000 tilskuere at møde op.

”Det er svært at få armene ned over, at Euroskills nu skal afholdes i Danmark. Euroskills er mere end en konkurrence. Det er en måde at rette spotlyset mod de mange spændende erhvervsuddannelser, der er, og de muligheder, det giver at være god til sit fag,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i en pressemeddelelse.

Læs mere her.

Jobcentre slipper for at holde fysiske samtaler resten af året 

De pressede jobcentre slipper for at holde fysiske samtaler året ud, oplyser Beskæftigelsesministeriet.

Det skriver A4 Arbejdsliv.  

På grund af corona har de danske jobcentre kunnet holde samtaler enten digitalt eller via telefon det meste af året for at undgå smitte.

Den fortsatte smitte gør, at jobcentrene nu må fortsætte med det året ud, skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

“Coronavirusset er desværre fortsat i blandt os, og vi skal hele tiden sikre, at vi gør, hvad vi kan for at holde den nede - både nationalt og lokalt. Her er de digitale samtaler en god mulighed for at undgå fysisk kontakt, men stadig hjælpe de ledige. Det bliver nu muligt året ud, og jeg er tilfreds med, at jobcentrene fortsat har fleksibiliteten til at kunne vurdere, hvornår det er en fordel med en digital samtale frem for med et fysisk møde,” siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Distancemøderne dækker også møder omkring jobafklarings- og ressourceforløb.

Der vil året ud fortsat være onlinekurser, som nogle ledige skal tage for at opkvalificere sig.

“Vi er i gang med at samle erfaringerne fra nedlukningsperioden, så vi kan blive klogere på, hvad der har fungeret godt og mindre godt,” skriver Peter Hummelgaard.

Læs mere her.

Danmarks største CO2-udleder skal skære 660.000 ton fra

Regeringen og cementproducenten Aalborg Portland har lavet en aftale om at reducere CO2-udledningen.

Sådan skriver dr.dk.

Regeringen har i dag indgået en samarbejdsaftale med Danmarks største enkeltudleder af CO2, Aalborg Portland.

Med aftalen forpligter cementproducenten sig til at reducere sin CO2-udledning med 660.000 ton frem mod 2030.

“Det er en virksomhed som nu går fra at være en stor del af problemet til at blive en stor del af løsningen. Det, synes vi i regeringen, er den måde, man skal se på de her ting,” siger klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

Han peger på, at verden også i fremtiden får brug for cement. Derfor handler det om at gøre vilkårene for en virksomhed som Aalborg Portland så gode som muligt, så den kan producere mere klimavenligt.

“Vi er jo ikke et foregangsland, hvis vi lægger nogle krav ned over vores virksomheder, så de lukker og flytter produktionen til andre lande. Vi er et foregangsland, hvis vi kan formå at få produktionen til at blive i Danmark, men det så til gengæld bliver en grøn produktion,” siger Dan Jørgensen.

Ifølge regeringen svarer reduktionen på 660.000 ton CO2 til at fjerne 250.000 biler fra vejene i Danmark, eller at man fjerner CO2-udledningen fra omkring 70.000 danskere.

Regeringen ser samarbejdsaftalen med Aalborg Portland som en skabelon for fremtidige samarbejder mellem regeringen og andre store danske CO2-udledere.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Det er efterhånden fuldstændigt umuligt at se forskel på denne regerings klimapolitik og Løkke regeringens. Mette Frederiksens melding er fuldstændig respektløs overfor den aftale der blev lavet om klimaet sidste år og klimarådets arbejde.Samtidig er det en kold afvaskning til den store gruppe af grønne virksomheder som seriøst arbejder med grøn teknologi og som sukker efter en klar politik fra politikerne som sætter de helt nødvendige co2 afgifter på skinner. Jeg forstår ikke at den grønne sektor i Dansk Industri ikke gør oprør over at det stadig er den fossile industri der sidder ved bordenden i alle vigtige politiske forhandlinger om Klimaet. Det er tydeligt at regeringen vil vælge den dyreste og mest usikre vej til grøn omstilling. Næste skridt bliver sikkert at olieindustrien kan få lov til at fortsætte udvinding samtidig med at de får massive offentlige tilskud til at pumpe co2 tilbage i undergrunden og særbehandling skattemæssigt.

Annonce