Annonce

Pres på kulturminister øges i medieforhandlinger

S, DF og SF: Netflix skal spytte i kassen, fortsat stærke TV2-regioner, flere midler til regional og lokal presse og mindre besparelser på Radio24sy
Under de komplicerede medieforhandlinger, som fortsatte fredag eftermiddag, tegner der sig på flere og flere områder et alternativt flertal uden om regeringen – bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF.

”Der er et soleklart flertal uden om regeringen bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF, der kræver, at de store giganter som Netflix og HBO – altså streaming-tjenesterne – skal være med til at bidrage til dansk indhold. Nu må ministeren snart indse, at der er et klart flertal uden om regeringen – og handle på det,” siger SF’s medieordfører Jacob Mark til Netavisen Pio – i kølvandet på dagens medieforhandlinger.

Nu må ministeren snart indse, at der er et klart flertal uden om regeringen – og handle på det

Tidligere på ugen sagde den socialdemokratiske medieordfører, Mogens Jensen, at det alternative flertal ønsker, at ”internationale aktører, der tjener rigtig mange penge på det danske mediemarked også bidrager og investerer i det marked.”

Kulturminister Mette Bock (LA) er også presset af det alternative flertal på flere andre områder:

”S, DF og SF er også enige om, at vi fortsat skal have stærke TV2-regioner, vi er enige om at den regionale og lokale presse skal styrkes, og så er vi tre partier også enige om, at besparelsen på Radio24syv skal være langt mindre end de 33 procent, som regeringen har spillet ud med,” understreger Jacob Mark, der ser rigtig spændende muligheder i det alternative flertal.
Ultimativt – måske

Før forhandlingerne om medieforliget gik i gang, indgik regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om rammerne for DR’s økonomi de kommende år. Rammen indebærer, at DR skal spare 20 procent over fem år.

Regeringen gjorde forud for medieforhandlingerne klart, at accept af DR-besparelsen var en ultimativ forudsætning for, at man kunne deltage i medieforhandlingerne.

Men nu har alle Folketingets partier foreløbigt forhandlet ad fire omgange – selv om ingen partier har accepteret regeringens ultimative krav.

Der er stadig ingen afklaring af præmissen for medieforhandlingerne

”Der er stadig ingen afklaring af præmissen for medieforhandlingerne. Mette Bock venter stadig på et mandat fra regeringen. Imens kan vi så spore fremdrift i medieforhandlingerne på en række delområder,” siger Jacob Mark, der betegner forhandlingsforløbet som ”usædvanligt”.

Mette Bock er, ifølge DF’s medieordfører Morten Marinus, ved at undersøge, om der kan sættes flere penge af, end regeringen har lagt op til. Men Mette Bock kunne heller i dag melde om nyt på den front.

Forhandlingerne om et nyt medieforlig fortsætter i næste uge.

 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet