Annonce

Primærvalg i USA: Milliardæren er ude

Det virkede ikke at tæppebombe Amerika med tv-reklamer, så nu er verdens nienderigeste person ude af præsidentvalgkampen.
Mike Bloomberg, der brugte hundreder af millioner af dollars til at finansiere sin præsidentvalgkamp, meddelte onsdag, at han suspenderer sin kampagne efter et rigtigt dårligt resultat på Super Tuesday, hvor 14 stater stemte.

Mike Bloomberg opfordrer i stedet sine tilhængere til at støtte tidligere vicepræsident Joe Biden.

Det meddeler Bloombergs kampagne, og i en besked på Twitter, skriver Mike Bloomberg følgende:

”For tre måneder siden gik jeg ind i kampen om at besejre Donald Trump. I dag forlader jeg af samme grund kampen. En sejr over Trump starter med at vi forener os kandidaten med den bedste mulighed til at gøre det. Det er klart, at den bedste til at gøre det er min ven, og en stor amerikaner, Joe Biden”.

placeholder

I en besked tilbage takker Joe Biden for støtten:

"Mike Bloomberg, jeg kan ikke takke dig nok for din støtte - og for dit utrættelige arbejde med alt fra strammere våbenlovgning til klimaforandringer. Denne valgkamp er større end kandidater og større end politik. Det handler om at besejre Donald Trump, og med din hjælp vil vi gøre det," skriver han.

placeholder

78-årige Bloomberg har på de tre måneder han har været kandidat, brugt mere end 500 millioner dollars, over 3 milliarder kroner, på sin kampagne.

De mange tv-reklamer, som er det Bloomberg-kampagnen primært har brugt sine penge på, gav fremgang i meningsmålingerne, men efter en virkelig dårlig optræden i en tv-debat og kritik af aftaler, som lukkede munden på en række kvindelige ansatte, som havde været udsat for sexchikane i Bloombergs firma.

På Super Tuesday lykkedes det ikke Mike Bloomberg at vinde en eneste stat, og hans bedste resultat var 21 procent af stemmerne i delstaten Colorado.

Med Bloombergs exit er der dermed tre kandidater tilbage i kapløbet om, hvem der skal være demokraternes præsidentkandidat og stille op mod præsident Donald Trump, ved valget til november.

Med Bloomberg ude af feltet er der ikke længere nogen på partiets moderate fløj, som Biden skal dele stemmerne med. Dermed øges Bidens muligheder for at blive partiets kandidat betragteligt.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet