Primærvalg: Michigan ligner sidste chance for Bernie

Efter en række nederlag jagter Bernie Sanders overraskelsen i kampen om nomineringen: Kan han vende lykken i Michigan?
Kan Senator Bernie Sanders på nogen måde dæmme op for Joe Bidens momentum?

Det er det store spørgsmål forud for tirsdagens primærvalg i seks stater: Michigan, Mississippi, Missouri, North Dakota, Idaho og Washington.

Det vil være de første primærvalg, hvor det kun vil være Joe Biden i direkte duel med Bernie Sanders, efter at først Mike Bloomberg og siden senator Elizabeth Warren droppede ud af valgkampen. Begge efter de fik dårligere end ventet resultater på sidste uges Super Tuesday.

Tidligere vicepræsident Joe Biden er lige nu kæmpefavorit til at vinde nomineringen.

Joe Biden har siden sejren i South Carolina for to uger siden, taget et massivt hop opad i målingerne.

I de seneste meningsmålinger ligger han 20 procent foran Sanders og ifølge en opgørelse fra hjemmesiden fivethirtyeight.com er sandsynligheden for, at Biden vinder nomineringen steget til 99 procent.

I takt med at brevstemmerne, der fortsat kommer ind i Californien, tælles og omregnes til delegerede, øger Joe Biden sit forspring til Bernie Sanders. Biden står lige nu til 670 delegerede, mens Sanders står til 574. Et forspring på 96. Der skal 1.991 delegerede til at vinde nomineringen.

Alle øjne på Michigan

Særligt resultatet i Michigan bliver interessant for den videre valgkamp. Det var en stat som Bernie Sanders overraskende vandt i 2016 mod Hillary Clinton og den er helt afgørende for Sanders-kampagnens videre færd.

Lige nu håber Sanders-kampagnen på et mirakel, som i 2016, hvor Sanders vandt i Michigan efter at have været bagud med 20 procent i meningsmålingerne.

placeholder

Der er 125 delegerede på spil i Michigan, hvilket er klart flest af de seks stater. Det er dog i, højere grad en kamp om fortællingen:

Rent symbolsk, er Michigan helt afgørende, fordi det var en af staterne i Hillary Clintons såkaldte ”blå firewall” – stater som man regnede med helt sikkert ville stemme på hende, men som Donald Trump vandt i 2016 og som er helt afgørende for Demokraterne at vinde tilbage, hvis de vil gøre sig nogen forhåbningerne om at vinde Det Hvide Hus tilbage.

At Michigan er helt afgørende, kan også ses på Sanders-kampagnen reaktion. Kampagnen har aflyst vælgermøder i sydstaten Mississippi, hvor Joe Biden alligevel står til at vinde med 50 procent, for i stedet at koncentrere kræfterne i Michigan.

Bernie Sanders har i ugen op til valget intensiveret sine angreb på Biden. Han  angreber nu den tidligere vicepræsident på både sundhedspolitik og på hans støtte til frihandelsaftaler, som mange føler har været med til at ødelægge statens produktionsindustri.

placeholder

Sydstater støtter Biden

Washington (staten, ikke hovedstaden D.C.) helt oppe i det nordvestlige hjørne af USA, helt ude ved Stillehavskysten, var en stat, som Sanders vandt ganske overbevisende i 2016 - med 73 procent mod Clintons 27 procent. Denne gang spår meningsmålingerne dog helt dødt løb. Dermed deler de to kandidater også de delegerede mere eller mindre ligeligt imellem sig.

Joe Biden er favorit til at vinde stort i både Missouri og Mississippi, som begge er sydstater, og som begge har mange sorte vælgere, hvilket indtil videre har været en vælgergruppe som foretrak Biden.

Vinder Biden overbevisende i nat, så er det svært at se, hvordan Bernie Sanders skal holde liv i drømmen om at vinde nomineringen.

I næste uge venter fire stater - Florida, Illinois, Ohio og Arizona - hvor Biden lige nu også er kæmpefavorit til at vinde. Dermed vil han kunne opbygge et forspring i delegerede, som er for stort til at Sanders rent matematisk kan nå at indhente ham.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce