Annonce

Primærvalg: Unge Pete overraskede. Biden brændte sammen

En ukendt tidligere lilleby-borgmester kom bedst ud af kaotisk primærvalg i Iowa. Bernie Sanders skuffede og Joe Biden blev nummer fire.
Der var enkelte vindere og mange tabere, da demokraterne i delstaten Iowa mandag skulle pege på deres foretrukne kandidat til efterårets præsidentvalg.

Valget kiksede totalt for arrangøren, Det Demokratiske Parti i Iowa, da den app, som folk ude på valgmøderne skulle bruge til at indrapportere resultaterne med, ikke virkede.  

Et kæmpe nederlag for partifolkene, som i forvejen kæmper med at skulle forklare hvorfor en stat uden nævneværdige minoriteter, skal have den privilegerede position som første dato i primærvalgskalenderen.

Efter en foreløbig optælling af 71 procent af valgstederne fra Iowas vælgermøder havde en, for de fleste amerikanere totalt ukendt politiker, med et efternavn kun de færreste kan udtale, taget føringen.

Buttigieg i front

Den overraskende vinder af valget, blev den 38-årige Pete Buttigieg (udtales noget i retning af BOOT-eck-eck), der for et år siden var borgmester i South Bend, en lille by i det nordlige Indiana med færre indbyggere end Aalborg.

Buttigieg fik 26,2 procent af de såkaldte ”state delegate equivalents” (SDE), som i meget korte træk er det pointsystem, som man afgør valget med.

Forhåndsfavoritten, senator Bernie Sanders, lå på andenpladsen med 25,2 procent. På nuværende tidspunkt ser det ud som om, at de to kandidater får nogenlunde samme antal delegerede med videre til konventet. I skrivende stund står de begge til at få 10 ud af de i alt 41 delegerede, der var på spil.

Senator Elizabeth Warren bliver nummer tre med 20,6 procent. En hæderlig placering for en kandidat, som har været på en nedadgående kurve i et stykke tid.

Tidligere vicepræsident Joe Biden fik et skuffende resultat med kun 13,2 procent mens senator Amy Klobuchar fra nabostaten Minnesota blev nummer fem med 12,5 procent.

Pete Buttigieg er homoseksuel, militærveteran og tidligere McKinsey-konsulent. Men først og fremmest, så er han ung og repræsenterer en eller anden form for fornyelse, da han er tæt på 40 år yngre end de nærmeste konkurrenter. De fleste af topkandidaterne kunne snildt være hans bedstefædre eller -mødre.

Resultatet i Iowa giver Buttigiegs kampagne et kæmpe boost, som han skal forsøge at bygge videre på ved primærvalget New Hampshire, som stemmer den 11. februar.

Slukøret Sanders fik flest stemmer

Hos Sanders-kampagnen var drømmen, at en erklæret demokratisk socialist skulle vinde Iowa, men det blev en flad aften for Bernie Sanders, der skyndte sig at takke de frivillige og så ellers sætte sig ind i privatflyet, med kurs mod New Hampshire.

I stedet for en sejrstale, så sendte Sanders’ kampagnechef en ordentlig (og fortjent, vil mange nok mene) skidtspand ud over ledelsen af parti-afdelingen i Iowa, som han kaldte inkompetente.

I Sanders-lejren glæder man sig officielt over, at man vandt “the popular vote”, men det var jo ikke helt det, man havde sat næsen op efter.

Senator Bernie Sanders fik godt flest stemmer, men som blandt andet Hillary Clinton tidligere har måtte konstatere, så er det jo ikke altid nok i amerikansk politik. Her handler det nogle gange lige så meget om HVOR du får stemmerne henne.

Og fordi Buttigieg fik sine stemmer de rigtige steder, så endte han i sidste ende med at stå som vinder, hvilket i den grad skuffer Sanders-kampagnen.

Vælgerne bed ikke på Biden

Valgets helt store taber blev Joe Biden, som ikke får hverken momentum eller delegerede med fra Iowa. Trods fjerdepladsen i afstemningen, så prøvede Joe Biden og hans kampagne at nedtone skuffelsen over nederlaget og de fastholdt, at han fortsat er favorit til at vinde nomineringen.

”Vi havde en god aften i Iowa,” forsøgte Joe Biden efterfølgende at berolige sine tilhængere med.

placeholder

Joe Biden er kendt og generelt vellidt af de demokratiske vælgerkorps, men ligesom med Hillary Clinton for fire år siden, så manglede der simpelthen begejstring i vælgerkorpset for den 77-årige veterans kandidatur.

I Bidens lejr fastholder man dog, at den tidligere vicepræsidents kampagne fortsat er på ret kurs. Her satser man særligt på Bidens opbakning blandt de sorte vælgere, som først kommer i spil, når det gælder primærvalgene i Nevada og South Carolina senere på måneden.

Det dårlige resultat, må umiddelbart ses som lidt af en udfordring for Biden-kampagnens centrale budskab om, at han er den kandidat, som har de bedste muligheder for at slå Trump.

Det amerikanske præsidentvalg afholdes den 3. november.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet