Principiel afgørelse: Regions brug af kædeansvar var helt i orden

Det var helt i orden, at Region Hovedstaden stillede krav om kædeansvar i da en byggeopgave på Herlev Hospital blev sendt i udbud. Det slog Klagenævnet for Udbud forleden fast i en principiel afgørelse.
Det var helt i orden, at Region Hovedstaden tilbage i 2014 stillede krav om kædeansvar i et offentligt udbud forbindelse med et byggeri på Nyt Herlev Hospital. Det slog Klagenævnet for Udbud i sidste uge fast.

Brancheorganisationen Dansk Byggeri mente, at Region Hovedstaden havde gjort brug af kædeansvaret på en sådan måde, at det var i strid med grundlæggende EU-retlige principper om proportionalitet og gennemsigtighed, og indbragte derfor sagen for Klagenævnet for Udbud.

I en afgørelse fredag slog Klagenævnet for udbud imidlertid fast, at regionens brug af kædeansvar var helt efter reglerne. Af afgørelsen, der er Kammeradvokaten betegnes som principiel, fremgik det blandt andet, at:

”Den omstændighed, at en hovedentreprenør ved arbejdsklausuler med kædeansvar hæfter over for bygherren for en underleverandørs manglende overholdelse af en arbejdsklausul, er i overensstemmelse med sædvanlige obligationsretlige principper inden for entrepriseretten, hvor hovedentreprenøren ved f.eks. mangler ved underentreprenørens arbejde er henvist til efterfølgende at rette et krav mod underentreprenøren.”

Afgørelsen vakte tilfredshed hos den socialdemokratiske regionsrådsformand Sofie Hæstorp Andersen: ”Det er et vigtigt skridt i mod social dumping. Når vi bygger i Region Hovedstaden og andre regioner og kommuner, skal vi sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for dem, der kommer og arbejder - uanset om det er danskere eller udlændinge”, udtalte hun til DR Nyheder.

EU: Kædeansvar er helt i orden
Kædeansvar er de seneste år blevet et af de mest omtalte våben i kampen mod social dumping. Det skal ses i sammenhæng med de såkaldte arbejdsklausuler, hvor hovedentreprenøren i forbindelse med et offentligt udbud forpligtiger sig til at overholde de løn- og arbejdsvilkår, der er fastlagt i de kollektive overenskomster på området.

Med kædeansvar holdes hovedentreprenøren ansvarlig for, at også eventuelle underleverandører, som hovedentreprenøren måtte inddrage til opgaven, overholder arbejdsklausulen. Gør de ikke det, kan der sanktioneres over for hovedentreprenøren, eksempelvis i form af en bod (bøde).

Det har i flere år været diskuteret, hvorvidt det er i strid med EU-reglerne, at indføre kædeansvar. Daværende finansminister Bjarne Corydon udtalte eksempelvis i 2013, at kædeansvar ”ikke umiddelbart er forenelig” med EU-retten. En udtalelse, Corydon senere måtte trække tilbage.

Men med EU’s håndhævelsesdirektivet fra 2014 blev det endegyldigt slået fast, at medlemsstaterne har ret til at indføre kædeansvar i forbindelse med offentlige udbud, både på statsligt, regionalt og kommunalt niveau.

Ifølge tal fra Dansk Byggeri gør halvdelen af de danske kommuner i dag brug af kædeansvar i forbindelse med offentlige udbud.


Flere artikler om emnet

Annonce