Principprogram skal træde på de ømme tæer

Socialdemokratiets nye principprogram må ikke ende i en gang rygklapperi og gentagelse af alt det, som alle socialdemokrater alligevel er enige om i forvejen.
Socialdemokraterne skal bruge vedtagelsen af et nyt principprogram til at få afklaret nogle af diskussionerne om hvad partiet egentlig står for, ikke bare gentage alt det man i forvejen er enige om. Socialdemokratiet har i de seneste år haft forskellige opfattelse af hvad velfærdssamfundets rolle er, hvad formålet med den økonomiske politik er, hvilken linje der skal lægges i den europæiske politik og ikke mindst hvor åbent og tolerant et samfund skal være overfor folk der kommer hertil udefra.

”Danmarks største politiske samtale”. Så stort er brødet, som er slået op af udlændingeordfører Dan Jørgensen og de øvrige medlemmer af Socialdemokraternes principprogramudvalg.

Det er i hvert fald ikke ambitionerne der fejler noget hos de politikere, tillidsvalgte og menige medlemmer af Socialdemokratiet, som frem mod kongressen 2017 skal lave udkastet til det nye principprogram.

Som hovedansvarlig for udfærdigelse af det nye principprogram har Dan Jørgensen allerede afgivet flere interviews; først til Netavisen Pio og siden til Dagbladet Information. Her bliver det blandt andet slået fast, at især bekæmpelse af den stigende ulighed vil stå centralt i det nye program.

Det er ikke fordi kampen mod uligheden ikke er vigtig, men der er nogle andre og mere vigtige diskussioner som jeg synes, at det er vigtigere for Socialdemokratiet som parti at forholde sig til.

  • National selvbestemmelse versus international/europæisk solidaritet
  • Demokratisk styrkelse versus voksen politisk afmagt
  • Lønmodtagerrettigheder versus dele-økonomisk-hype

Vi skal kræve mere af det internationale fællesskab
En af de allerstørste knaster er Socialdemokraternes placering i den internationale samfund og ikke mindst Socialdemokratiets forhold til EU.

Der er behov for at finde en ny balance mellem national selvbestemmelse og international solidaritet, hvilket både Dan Jørgensen og Nick Hækkerup rettelig har påpeget. Vi står på ingen måde foran realiseringen af den Socialdemokratiske drøm for Europa.

På den ene side har man socialdemokrater, der ser et EU der har sat kursen med en økonomisk nedskæringspolitik a la Merkel (den såkaldte ’austerity-politik’), en fast tro på arbejdskraftens frie bevægelighed, en total handlingslammelse i flygtningekrisen og en teknokratisk magtmaskine som langsomt erobre sig mere indflydelse, uden rigtig nogen opdager det. De ønsker at trække partiet i en mere EU-kritisk retning.

På den anden side har man en række socialdemokrater, der som Helle Thorning-Schmidt er opvokset med EU som den udvidede kampplads for positive forandringer. Her ser man EU, som den naturlige arvetager og erstatning for den stadig mere svækkede nationalstat. Socialdemokratiet betragtes som et rendyrket internationalistisk og eurofilt parti.

Samme udfordring gør sig gældende i forhold til udlændingepolitik og flygtningekrise. Skal vi vente på de internationale løsninger og lade EU svinge pisken over flygtningepolitik eller skal vi satse på den nationale handlekraft og løse problemerne med de forhåndenværende redskaber?

Socialdemokratiet kan ikke bære to modsatrettede positioner samtidig, hvorfor et principprogram også må påtage sig at anlægge en ny socialdemokratisk linje overfor Europa og resten af det internationale samfund.

En ny linje bør byde begejstret ind når EU leverer relevante løsninger og melder tilsvarende klart fra, når EU går for langt. I en socialdemokratisk optik ligger beslutninger altid bedst tættest muligt på borgerne, hvorfor vi kun afgiver suverænitet, når det tydeligt og klart afgrænset hvad vi får ud af. Det bør kræve rigtig gode Socialdemokratiske argumenter, når der skal deponeres beslutningskraft og politisk ansvar udenfor landets grænser. Sådan som det har været med miljø, klima, kriminalitet og adskillige andre områder. Internationale og europæiske løsninger må kun vælges, når de rammer inden for skiven af hvad der er socialdemokratisk politik – og det kræver en mere skeptisk linje fremover.

Beslutninger skal træffes tæt på borgeren
En anden diskussion som i de seneste år har splittet Socialdemokrater er spørgsmål om centralisering, effektivisering, Udkantsdanmark og senest udflytning af statslige arbejdspladser til provinsen.

Mens det EU ikke umiddelbart skal have større magt over danske beslutninger, så måtte store befolkningen til gengæld gerne opleve bedre muligheder for at blive hørt. Den største socialdemokratiske ideolog og tænker nogensinde Eduard Bernstein sagde allerede i 1899 følgende om demokratiet: ”Det er en social tilstand, hvor den politiske magt ikke tilhører nogen enkelt klasse, men samfundet som helhed”.

Den målsætning er socialdemokratisk hjerteblod. Derfor er vi nødt til at have et samfund, hvor befolkningen føler, at den har mulighed for at blive hørt og medinddraget i beslutningerne.

Derfor burde alarmklokkerne også havde ringet højt, da forbundsformand for 3F, Per Christensen, sagde: ”Når jeg taler med renovationsarbejdere og rengøringsassistenter, er de vrede og frustrerede. De føler sig i den grad svigtet af politikerne, og de oplever, at regeringen simpelthen ikke fatter almindelige lønarbejderes liv og virkelighed og ikke formår at henvende sig til arbejdere på en måde, som rammer arbejderne i maven. Politikerne lever i deres helt egen verden. Kløften mellem lønarbejdere og politikere er enorm, og den er kun blevet større. ”

Vreden og utrygheden skal adresseres på en måde, så disse renovationsarbejdere og rengøringsassistenter ikke bare får flere penge i lønposen, men også at der skabes en følelse af at være en del af det danske demokrati ved at have medindflydelse og medbestemmelse.

På samme måde har vi også brug for at fastslå, at socialdemokratismen entydigt kæmper for at beslutningerne træffes tættest muligt på borgere, kommuner og velfærdssamfund. Vi bør slå ring om det kommunale selvstyre, stole på fagligheden hos velfærdsmedarbejdere og udvide mulighederne for den demokratiske medindflydelse. Det kræver et velfærdssamfund, hvor sikre at borgere og velfærdsmedarbejdere svinger taktstokken frem for embedsapparatet.

De centraliserende tiltag de senere år har været mange; kommunalreform, domstolsreform, politireform, uddannelsessammenlægninger, budget lovgivning, det kommunale anlægsloft, målstyring af velfærdsmedarbejderne og generel fordeling af de større byområder, når det kommer til blandt andet uddannelse og transport. Her må Socialdemokraterne vælge, hvor meget de vil kæmpe for den affolkede provins, hvorvidt der skal være rum forskelle mellem kommunernes serviceniveau og hvor store lokale beslutninger, som mn kan leve med

Gamle ideer om lokalt selvstyre, nærhedsprincip og selvorganisering bør derfor tænkes direkte ind i Socialdemokratiske kommende nye principprogram. Danskerne skal mærke at Socialdemokratiet altid vil være det parti, der har deres ryg.

Fanget mellem modefænomen og klassiske rettigheder
Sidste punkt, som jeg har udvalgt er fremtidens arbejdsmarked og de små sprækker, som allerede nu slås i den danske arbejdsmarkedsmodel. Skal vi hoppe med på det hypede dele-økonomiske eksprestog eller blive på perronen for at kæmpe for vores historiske arbejdstagerrettigheder? Den tå er særligt øm fordi vi slet ikke har svarene.

Færre danskere er organiseret i fagforeninger og særligt på det private arbejdsmarked begynder fagforeningens legitimitet som forhandlere at vige.

Mens højrefløjen lovsynger arbejdskraftens frie bevægelighed, den underbetalt østeuropæiske arbejdskraft, den tyske lavtlønsmode, vikarbureauer og ikke mindst de dele-økonomiske darlings som Uber, så halter det med klare svar fra vores ende af bordet.

Vi kan hverken lukke øjnene for globaliseringens underminering af det danske arbejdsmarked eller den popularitet, som nye modevirksomheder som Uber og AirBnB vinder indpas hos den danske befolkning, ligesom Socialdemokraterne også må understøtte innovation og udvikling af nye virksomheder, der kan skabe fremtidens arbejdspladser.

Lavtlønsdrømmen og hypen omkring dele-økonomien er kommet for at blive og kræver skarpe svar fra socialdemokratisk side.  Og det samme gælder de såkaldte arme-og-ben-virksomheder, hvor selvstændige og freelancere arbejder under kummerlige vilkår til gengæld for at være deres egen chef.

Vi risikere at blive fanget mellem det, der hyppigt portrætteres som gammeldags rettighedssystem (overenskomst) og en moderne dele-økonomiske illusion, hvor alle bare vil have lidt mere frihed til at hjælpe hinanden. Det er tendenser, der risikere at undermere hele vores samfundsmodel og alt det, som Socialdemokratiet har kæmpet for i århundreder.

Vi skal derfor give plads til nye virksomhedsformer, samtidig med at vi ikke giver køb på vores successer. Det kræver en diskussion om at ophæve overenskomster til lov, om nye former for medlemsorganisering i fagbevægelsen, kampagne for større bevidsthed hos forbrugerne, øgede incitamenter til at melde sig ind i fagforeninger og klare regler hvad der kvalificere som en deleøkonomisk virksomhed.

Vi er mange, der glæder os til at diskutere socialdemokratiske værdier og store visioner. Men huske også de ømme tæer. Let the party begin!

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce