Prinsesser fra Blokken er en lovende men rodet fortælling om botox og silikonebryster

Første afsnit af DR-dokumentaren ”Prinsesser fra Blokken” er en lovende fortælling om ungdomskultur- og idealer. Men også en historie, der fremstår noget rodet og ustruktureret.
tre-stjerner

I DR-dokumentaren ”Prinsesser fra Blokken” møder vi en gruppe unge piger fra den københavnske vestegn. Eller unge kvinder. De er i den alder, hvor det er svært at sige, om de er kvinder eller piger. Og hvor de måske heller ikke helt selv ved det endnu.

I første afsnit, der løb over skærmen på DR mandag aften, følger vi de unge piger/kvinders skønhedsidealer. Falske negle, kunstige øjenvipper, Trump-orange solariehud, plastikpatter, silikonelæber, botox-ansigt og hårexstensions. Man skal nok være en del af lederkollegiet på Berlingske for ikke at have opdaget, at det er en del af skønhedsidealet i store dele af den danske ungdom, men ikke desto mindre er det en interessant, dokumentarisk skildring. Særligt da to unge piger injicerer sig selv med en slags pigment kaldet solkur for lettere at optage farve fra solariets UV-rør.

Dokumentaren gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag, som Paulus ville have sagt. Og her ligger dokumentarens største værdi. Den fordømmer ikke pigerne men fortæller ganske nøgternt om hvilke idealer, deres del af ungdomskulturen sætter højt. Den giver os et værdifuldt, fordomsfrit indblik i en kultur og et samfundslag, der sjældent kommer til orde. Det er godt, fordi det ville være så let at bebrejde ungdommen dens falskhed. Men det ville også være en logisk fejlslutning, fordi det er en historie, der er en del af livets cyklus. At man i ungdommen er usikker på sig selv og derfor søger en identitet ved at gemme sig bag skønhedsidealer er en ganske naturlig del af modningsprocessen. Det er en fase, vi alle sammen skal igennem. Derfor er den bebrejdelse og forargelse, der så tit bliver nedkastet over ungdomskulturen en intellektuelt kortslutning på højde med at bebrejde spædbørn, at de græder, når de får tænder.

De hårde piger
Pigerne – eller ”prinsesserne” fra Vestegnen har levet hårde liv. Vi får i første del af afsnittet ikke noget konkret at vide om, hvordan livet har været hårdt. En af pigerne fortæller eksempelvis, at hun ikke har sovet ordentligt i fem år, men vi kommer ikke nærmere ind på hvorfor.

Indtil dokumentaren pludselig tager en voldsom drejning, og vi får fortalt, hvordan 16-årige Simona blev seksuelt misbrugt som barn og begyndte at tage stoffer som 10-årig. Vi følger hende og hendes 36-årige kæreste Arik, da de i hans åbne sportsvogn kører tilbage til den boligblok, hvor hun blev misbrugt af en af sine veninders fædre.

Simona er som kilde enhver journalists eller dokumentarists drøm. Hun har en uhyggelig og tragisk historie, der i journalistisk forstand er ekstremt relevant og nærværende. Hun er velovervejet, hun er reflekteret, og hun formår sin unge alder til trods at se sig selv i et meta-perspektiv. Hun forklarer, hvordan hun opbygger en falsk karakter bag et lag af make-up og falsk hår for at gemme sig fra sin fortid. Hun fortæller minutiøst og nøgternt om, hvordan hun løb gennem sneen i bare tæer for at komme væk fra sin venindes far.

Netop fordi Simona er så ekstraordinært god en kilde, ærgrer det, at dokumentaren indtil videre ikke får bundet de to historier sammen. Er det dokumentaristens pointe, at unge piger, der lever op til tidens skønhedsidealer, gør det, fordi de er blevet udsat for misbrug som børn?

De to historier – historien om skønhedsidealerne på den københavnske vestegn og historien om det seksuelle misbrug, Simona var udsat for som barn – er begge interessante og relevante. Men de bliver ikke sat sammen til én sammenhængende historie. Det kan man håbe, de når i de kommende afsnit.

”Prinsesser fra Blokken”, 1. afsnit. DR3, mandag 21.30 eller dr.dk. Dokumentaren er i fire afsnit, og næste afsnit bliver sendt næste mandag.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook