Endnu engang er et udbud gået galt. Endnu engang var en privat leverandør ikke i stand til at levere det, der blev lovet. Endnu engang må det offentlige rydde op. Og endnu engang har kommentatorer travlt med at placere ansvaret andre steder end hos de virksomheder, der ikke har kunnet få regnestykket til at gå op.

For nylig gik det hollandske ambulanceselskab Bios, der kører ambulancekørsel for Region Syddanmark, konkurs. Det skete, da selskabet ikke var i stand til at tilbagebetale 31 millioner kroner til regionen – penge regionen angiveligt havde overført til Bios ved en fejl (!!).

Det bizarre forløb omkring konkursen ændrer dog ikke på, at konkursen grundlæggende skyldes en dårlig økonomi hos Bios, som få dage inden konkursen havde præsenteret et regnskab med et underskud på 42 millioner kroner og var i store likviditetsproblemer.

Ifølge selskabets danske direktør Morten Hansen skyldes en stor del af problemerne for Bios dog ”en vedholdende negativ dækning af vores virksomhed [som] gør det sværere for os at rekruttere mandskab”.

Også konkurrenten Falck er blevet beskyldt for at lægge hindringer i vejen for Bios. Ifølge Børsen har Bios forlangt 90 millioner kroner i erstatning fra Falck, fordi Falck ifølge Bios har ”misbrugt sin markedsposition til at forhindre os i at komme ind på markedet”, som selskabet hollandske direktør Stef Hesselink formulerede det.

Samaritten hævede også at være udsat for ”hetz”
Det er langt fra første gang, at der er økonomisk problemer hos et privat selskab, der skal køre ambulance. Tilbage i januar 2009 måtte det svenske selskab Samariten opgive at køre ambulancekørsel i Region Midtjylland, Region Sjælland og Region Hovedstaden, efter at firmaet ellers havde vundet udbud i alle tre regioner.

Selskabet havde angiveligt ikke penge nok til at købe det nødvendige antal ambulancer, som det havde forpligtiget sig til over for regionerne, og kunne derfor heller ikke løfte opgaven med ambulancekørslen. Selv hævdede Samariten dog at være offer for en ”hetz” i vendinger, der til forveksling kunne ligne dem, vi nu hører fra Bios.

”Mange har været fremme med en mening om Samariten uden at vide, hvad Samariten er. Det er både reddere, politikere og befolkningen som sådan”, udtalte Samaritens kommunikationschef Arne Møller dengang til DR. Samariten hævede desuden at fagbevægelsen havde forsøgt at spænde ben for virksomheden, hvilket dog blev afvist af flere arbejdsmarkedseksperter.

Venstre ønsker mere borgernær velfærd i udbud
Logikken bag ønsket om at sende offentlige opgave i udbud er den simple, at konkurrence er med til at presse prisen ned, og dermed spare kommunen penge, som i stedet kan bruges på velfærd andre steder.

En privat virksomhed likvideres hvis den ikke har styr på økonomien, og derfor vil en privat virksomhed stramme sig an for at få budgetterne til at hænge sammen, mens det offentlige blot kan udskrive en ekstra check til skatteyderne, hvis budgetterne skrider. Problemet er bare, at fra teori til praksis er der et godt stykke.

Alligevel har Venstre længe presset på for at få gennemført flere udbud rundt om i kommunerne – også på de helt borgernære områder som eksempelvis ældrepleje. Forud for det seneste folketingsvalg skrev partiet i et udspil, at ”Inden for de borgernære serviceområder er der også et potentiale i øget offentlig-privat samarbejde. Kolding Kommune har eksempelvis i gennemsnit sparet 36 pct. på timepriserne ved at inddrage private leverandører”.

Netop fremhævelsen af Kolding Kommune skulle dog vise sig at være lidt af en boomerang for Venstre. For kort tid efter var tre ud af de fire plejehjem, som kommunen havde indgået aftaler med, enten gået konkurs eller havde ophævet kontrakten. Hver gang med store økonomiske omkostninger for kommunens borgere og store frustrationer hos de berørte ældre til følge. Også andre steder i landet er der eksempler på, at private plejefirmaer er gået konkurs.

Mørke kræfters værk
Der er naturligvis også eksempler på udbud, der har været en succes og sparet kommuner eller regioner for penge. Alligevel må bør de mange konkurser få politikere og kommentatorer til at genoverveje, hvornår et udbud er den rigtige vej frem. Desværre har mange allerede slået automatpiloten til og forsøger at forklare også den seneste konkurs med onde mørke kræfter.

Jyllands-Postens erhvervspolitisk kommentator Anders Heide Mortensen skriver således lettere konspiratorisk ”Kunne man forestille sig, at nogen antydningsvis havde en interesse i, at andre ambulanceoperatører kører ud over skrænten, hvis de vinder et udbud i Danmark?”

Underforstået, om det er Falck der har set sig sure på Bios, fordi Bios vandt hovedparten af udbuddet i Region Syddanmark, og derfor nu har lagt hindringer i vejen for Bios, sådan som selskabet også selv hævder? Samme overvejelser lyder fra Børsens Anders Krab Johansen.

Men mener Heide Mortensen virkelig i fuld alvor, at Falck (som jo altså i parentes bemærket også er en privat aktør) har indgået en hemmelig pagt med fagforeninger, presse, politikere og ikke mindst hollandske og svenske banker for at sikre, at først Samariten og nu Bios ”kører ud over skrænten”? Det lyder lige lovlig fantasifuldt.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er i øjeblikket ved at undersøge, om Falck har misbrugt sin position, og før den afgørelse kommer, vil resten være spekulationer.

Måske er forklaringen på de mange konkurser derfor ikke mørke kræfter der ønsker at opretholde et monopol, men den enkle og kedelige, at det faktisk ikke er nogen speciel god forretning at køre ambulance (eller drive plejehjem) i Danmark, fordi der ikke er ret mange penge at tjene, og at der måske slet ikke er så stort et potentiale for besparelser, som vi stemmer i debatten fra tid til anden prøver at give indtryk af?