Annonce

Pro-russere vil gennemføre folkeafstemninger i Donbass og københavnsk sognepræst stopper

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Så er det blevet tirsdag og tid til Netavisens Pios korte nyhedsoverblik Aktuelt, som i dag tager en tur til Ukraine, forbi to regeringstiltag, der begge handler om transport og endelig om en langstrakt personsag med tråde til Socialdemokratiet, som endelig har fået sin afslutning.

Tak fordi du læser med.
 

Pro-russiske separatister vil lave folkeafstemninger 

Vi starter i Ukraine, hvor russerne - igennem deres lokale talerør - nu planlægger at afholde “folkeafstemninger” om de to regioner Donetsk og Luhansk.

Det skriver DR.

Der vil naturligvis ikke være tale om noget der minder om en demokratisk afstemning, da det er med risiko for livet, at man taler de russiske invasionsstyrker imod.

Ukrainerne har heller ikke meget tilovers for “folkeafstemningerne” som skal foregå i næste uge.

“Naiv afpresning med trusler og skrækhistorier om "folkeafstemninger" og "mobiliseringer" fra dem, der kun kan kæmpe imod børn og fredelige folk... Det er sådan her, frygten for nederlag ser ud. Fjenden er bange, lyder det fra en talsmand for den ukrainske præsident.

“Ukraine vil løse det russiske problem. Truslen kan kun blive udryddet med magt.”

Læs mere her.

 

Klar med plan for grøn luftfart

Tre ministre har i dag lanceret et udspil skal sikre, at danske indenrigsfly allerede fra 2025 kan flyve med 100 procent grønt brændstof i tanken.

Fra 2030 skal indenrigsflytrafikken være helt grøn. Omstillingen finansieres af en passagerafgift på 13 kroner.

Konkret skal der fra 2025 indføres et tilskud til én grøn indenrigsrute og fra 2027 indføre en tilskudsmodel, der giver mulighed for en indfasning afgrønt flybrændstof i hele indenrigsluftfarten i 2030.

Hvilken rute vil blive afgjort i 2025 af et udbud til luftfarts- og brændstofbranchen.

”Med det her udspil leverer vi på løftet fra statsministerens nytårstale om en grøn flyrute og på sigt hel grøn luftfart i Danmark. Men målet rækker ud over Danmarks grænser – vi går foran og vil udvikler de grønne brændstoffer, der er altafgørende for omstillingen af luftfarten,” siger klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen.

En grøn kommerciel flyrute vil være en af de første af sin slags i verdenen og gøre Danmark til et foregangsland for CO2-neutral luftfart.. Regeringen har allerede afsat over 3 milliarder kroner i støtte til produktion af grønne brændstoffer.
 

Sender millioner til trængte busselskaber: Kommuner vil have mere

Transportminister Trine Bramsen (S) - som også var med til at lancere forslag om grønt flybrændstof - har ved et møde i dag givet tilsagn om ekstra 125 millioner kroner, som kommuner og regioner kan bruge på at dække tabte indtægter på grund af faldende passagertal i busser og tog efter coronanedlukningerne.

Det skriver DR.

Men det kommer ikke til at gøre nogen stor forskel, lyder det fra formanden for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V).

“ Det betyder, at de store efterregninger, som trafikselskaberne lige om lidt sender til kommuner og regioner bliver en lille smule mindre, men det er ikke noget, der flytter noget,” siger han.

Alene på tabte indtægter fra billetsalg vurderer kommuner og regioner, at de mangler 303 millioner kroner. Dertil kommer store prisstigninger på brændstof, som ifølge et skøn fra danske regioner truer op mod hver syvende busrute.

 

Københavnsk sognepræst stopper efter sexanklager

Den københavnske præst og og tidligere regionsrådsmedlem for Socialdemokratiet i Hovedstaden, Flemming Pless, stopper som sognepræst i Christians Kirke på Christianshavn.

Det skriver han selv på Facebook.

Man skal dog læse lidt mellem linjerne for at finde den præcise årsag til stoppet. Det fremgår nemlig ikke helt tydeligt, at Flemming Pless er anklaget af fem kvinde for krænkende adfærd og for at have brudt sin tavshedspligt.

En sag som begyndte for mere end et år siden.

Flemming Pless har siden marts været hjemsendt på orlov, mens sagen blev undersøgt, og den undersøgelse skulle nu være tilendebragt.

placeholder


 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg troede at folkeafstemninger var udtryk for demokrati. Men jeg tager måske fejl?

Men nu står der jo ikke helt samme respekt om "folkeafstemninger" som om folkeafstemninger.

Jeg venter spændt på hvornår Putin vil have / tage Alaska tilbage og gennemfører en folkeafstemning her om tilhørsforholdet

"USA købte Alaska fra Det Russiske Kejserrige 9. april 1867 ..."
https://da.wikipedia.org/wiki/Alaska
.