Professor: Regnemodeller skal bygge på virkeligheden

Professor vil ryste hele fundamentet under de økonomiske regnemodeller. Især finansmarkedets betydning har indtil nu været overset, mener hun
De økonomiske regnemodeller bygger på nogle antagelser, der ikke har meget at gøre med den virkelige verden at gøre. Derfor rammer de også gang på gang forbi, når de vil forsøge at gøre os klogere på fremtiden. Det gælder også for de modeller, der bruges i det danske finansministerium.

Derfor har vi brug for at rydde bordet og opstille nogle helt nye regnemodeller, der ikke tager udgangspunkt i teori, men i den virkelighed, vi rent faktisk oplever. Sådan lyder budskabet fra Katarina Juselius, der er professor emeritus ved Københavns Universitet. Hun har gennem årtier forsket i regnemodeller, og hun er helt enig i den kritik, der gennem længere tid er blevet rejst imod Finansministeriet.

Kritikken fik nyt liv i maj måned, da Enhedslisten fremlagde en rapport med en række kritikpunkter af de antagelser, som Finansministeriet bygger sine beregninger på, når det regner på effekten af nye politiske forslag. Ifølge Enhedslisten mangler der eksempelvis solid dokumentation for antagelserne om, at lavere skat og lavere kontanthjælp får flere i arbejde. Omvendt savner partiet, at Finansministeriet medregner de positive effekter af offentlige udgifter til for eksempel børnehaver, uddannelse og infrastruktur.

Man kan rejse en betydelig mere alvorlig og fundamental kritik mod regnemodellerne end den, Enhedslisten rejser

”Jeg synes, Enhedslisten har gjort et rigtig godt arbejde. De har sat fingeren på noget, som er meget relevant at diskutere. Men når det er sagt, så mener jeg, at man kan rejse en betydelig mere alvorlig og fundamental kritik mod regnemodellerne end den, Enhedslisten rejser,” indleder Katarina Juselius, da Netavisen Pio møder hende på hendes kontor på Københavns Universitet.

Overser betydningen af finansmarkedet

Ifølge Katarina Juselius er kritikken nemlig dybere end spørgsmålet om, hvorvidt lavere skat kan få danskerne til at arbejde en lille smule mere eller om højere dagpenge får lidt flere til at vælge sofaen frem for at arbejde. Det handler grundlæggende om, at de nuværende modeller bygger på et alt for skrøbeligt fundament, der slet ikke er afstemt med virkeligheden omkring os.

Hun har i mange år arbejdet med matematiske, statistiske modeller og har indsamlet massevis af økonomiske data fra en række forskellige lande. Hendes arbejde har afsløret en helt række fundamentale fejl og mangler i de nuværende økonomiske modeller, fortæller hun.

Katarina Juselius peger blandt andet på, at de nuværende økonomiske modeller fokuserer på politikeres og nationalbankernes muligheder for at påvirke økonomien. Men de overser én helt central og afgørende aktør:

”Det fundamentale er, at man skal inkludere den finansielle sektor. Den reale økonomi påvirkes meget stærkt af, hvad den finansielle sektor gør. Og den finansielle sektor reagerer selvfølgelig også på, hvad der sker i den reale økonomi. Så der er et ”feedback” mellem den finansielle sektor og realøkonomien.”

Som et konkret eksempel på betydningen af finansmarkederne nævner hun, at den finansielle deregulering i Danmark, som blev indledt i begyndelsen af 1980’erne, har haft stor betydning for løndannelsen på det danske arbejdsmarked. Dereguleringen af blandt andet banker og kapitalbevægelser var en del af en større international bølge, der blev drevet frem af blandt andre Ronald Reagan i USA og Margaret Thatcher i Storbritannien:

”Før 1983 var fagbevægelsen meget stærk og kunne gennemføre deres lønkrav, og de fik en rimelig del i produktivitetsstigningerne. Men efter 1983 kan man se på alle resultater, at de er blevet mere magtesløse. De får måske stadig en lille andel af produktivitetsstigningerne, men slet ikke som før 1983. Selvom det var en meget fundamental forandring, der skete i 1983, er det de færreste af finansministeriets regnemodeller, der tager højde for dette skift.”

Finansmarkederne har meget stor indflydelse på vores økonomi, og politikerne er stort set ganske hjælpeløse overfor det

Katarina Juselius har også forsket i betydningen af valutaspekulation. Langt størstedelen af dem, der veksler fra euro til dollars og tilbage igen, gør det nemlig ikke, fordi de skal handle på tværs af Atlanten, men fordi de spekulerer i, at kurserne vil falde eller stige. Det er i sig selv med til at påvirke kurserne. Hvis spekulanterne for eksempel presser prisen på euro op, så vil det blive dyrere for danske virksomheder at sælge deres varer i USA.

”Finansmarkederne har meget stor indflydelse på vores økonomi, og politikerne er stort set ganske hjælpeløse overfor det. Alligevel spiller finansmarkedet en meget lille rolle i vores regnemodeller”, siger hun og slår ud med armene.

Verden er i konstant forandring

Et andet problem med modellerne er, at de baserer sig på det, der kaldes ’rationelle forventninger’ til fremtiden. Modellerne antager, at verden er ’stationær’, det vil sige, at den ikke forandrer sig. Derfor har virksomheder, lønmodtagere, investorer og andre har fuldstændig information og kan handle rationelt.

”Modellerne bygger på antagelser om, at den verden vi lever i, er stationær. Men den verden, vi lever i, er i høj grad ikke stationær,” forklarer hun.

De såkaldte ’ligevægtsmodeller’ antager groft sagt, at markedet selv finder frem til et punkt, hvor der er overensstemmelse mellem pris, udbud og efterspørgsel. Det gør det nemt at forudsige fremtiden. Men Katarina Juselius peger på, at det langt fra altid er tilfældet.

”Du ved ikke, hvor længe det tager at finde frem til ligevægt. Der kan gå 10 år, 5 år, 1 år, og det kan forandres i morgen. Men der er en fundamental usikkerhed om, hvad der sker i fremtiden. Og hvis du tager højde for, at forventningerne baserer sig på ufuldkommen information, så bliver det nogle helt andre resultater, der kommer ud af modellerne.”

Hun peger igen på finansmarkedet som et eksempel på, at adfærden langt fra altid er ”rationel”. Det ses eksempelvis med de såkaldte ’lemmingeffekter’, hvor mange ønsker at købe de samme aktier og byder en pris, der er langt højere end det, aktierne egentlig er værd. Det skaber bobler, som før eller siden brister og skaber uro i økonomien. Heller ikke dét kan forklares ud fra de mest almindelige regnemodeller.

Vender den hidtidige logik på hovedet

Katarina Juselius er imidlertid ikke tilfreds med kun at påpege problemer med de modeller, der er udviklet af andre. Hun har arbejdet intensivt med at opstille sin egen model. Det har hun gjort ved efter eget udsagn at vende den eksisterende, økonomiske logik på hovedet:

”Vi har rigtig mange forskellige økonomiske modeller, men vi har kun én virkelighed. Det betyder, at de forskellige modeller jo ikke alle sammen kan forklare virkeligheden. Så i stedet for at tage en model og antage, at den er rigtig, og presse den ned over virkeligheden, så gør jeg det modsatte: Jeg tager de relevante data, og på baggrund af statistisk analyse prøver jeg så at forklare adfærd på både kort og lang sigt og finde frem til, hvordan økonomien tilpasser sig, når der er ubalancer.”

Vi har rigtig mange forskellige økonomiske modeller, men vi har kun én virkelighed

Modellen hedder ”The Cointegrated VAR Model”. Det er en statistisk model til at kigge på en lang række forskellige variable, og for udenforstående vil det meste nok virke som volapyk. Katarina Juselius forsøger at oversætte: ”Du kan tænke på den som et stort forstørrelsesglas, hvor du kigger på forskellige sektorer inden for økonomien. Da du bruger det samme glas, kan du kan sammenligne økonomier, for eksempel Danmark og Sverige, og finde ligheder og forskelle.”

Ifølge Katarina Juselius er der tale om en model, der udelukkende er baseret på empiriske iagttagelser fra den virkelige verden, og som slet ikke skeler til forskellige økonomiske skoler og teoriretninger. Hun nævner blandt andet, at modellen kan bruges til at få mere viden om økonomiske kriser:

”Jeg har for eksempel analyseret den økonomiske krise i Finland i starten af 90’erne, både hvordan den startede og hvordan man kom ud af den, og så har jeg brugt det på krisen i Grækenland. Og jeg mener selv, at begge analyser indeholder meget viden om, hvorfor krisen tog så lang tid og blev så dyb. Men den viser også, hvad man skal gøre i fremtiden for ikke at komme ind i en lignende krise.”

En af de robuste opdagelser, Katarina Juselius har gjort med sin model, er en positiv sammenhæng mellem trendjusteret produktivitet – det, at man populært sagt får medarbejderne til at løbe hurtigere – og arbejdsløshed:

”Virksomhederne fyrer folk, når de skal være mere produktive, for eksempel fordi kronekursen er overvurderet. De fyrer dem, der er mindst produktive, og køber i stedet robotter eller outsourcer. Så samtidig med at arbejdsproduktiviteten stiger, så stiger også arbejdsløsheden.”

Svært at trænge igennem til økonomer

Trods arbejdet med modellerne og de opsigtsvækkende resultater, så føler Katarina Juselius alligevel, at hun har svært ved at trænge igennem til andre topøkonomer i Danmark:

”Jeg har haft meget vanskeligt ved at overbevise økonomerne om, at de skal prøve at vende tingene på hovedet og tage udgangspunkt i data i stedet for modellerne. Det driver mig nogle gange næsten til grænsen af desperation. Der er ingen tradition blandt økonomerne for at bruge den type af statistiske analyser, som jeg laver, og derfor tror jeg, der er mange, som synes, at det, jeg gør, er meget, meget mærkeligt.”

Diskussionen skulle gerne være underbygget af så korrekte fakta som muligt – i stedet for unødvendigt unøjagtige skøn

Katarina Juselius forventer ikke, at Finansministeriet vil begynde at bruge hendes økonomiske model. Men hun håber, at hendes arbejde kan være med til at påvirke den måde, man tænker på i de ledende økonomkredse. Og selvom hun nu er blevet pensionist, har hun i hvert fald ikke tænkt sig at holde op med at blande sig i debatten.

”Det er jo en politisk diskussion, om man skal føre den ene eller den anden politik. Men diskussionen skulle gerne være underbygget af så korrekte fakta som muligt – i stedet for unødvendigt unøjagtige skøn. Det er det, jeg oplever, der er det store demokratiske problem. Selvom jeg er pensionist og gerne vil have lidt mere tid til min have og mine børnebørn, så er jeg nødt til at engagere mig i den her debat, for den er så utrolig vigtig,” slutter hun.


Kommentarer fra Facebook