Prognosen, der er lavet af professor Kasper Møller Hansen, på baggrund af vægtede meningsmålinger af den seneste måneds troværdige meningsmålinger og fordelt geografisk ud fra den geografiske fordeling af stemmerne ved folketingsvalget i 2015 og mere end 10.000 Gallup-interviews hvert kvartal, skriver altinget.dk.
Socialdemokratiet står til at gå frem fra de 47 som blev valgt ved sidste valg til denne gang at få hele 51 mandater. Forventningen er altså fire socialdemokrater vil kunne indtage Folketinget, hvis der var nyvalg i morgen.
Ifølge prognosen følger Socialdemokratiet op på succesen fra kommunalvalget i november og går frem i hele fem storkredse, men man taber et enkelt mandat i Sjællands storkreds.
Her er Netavisen Pios prognose, baseret på Altingets tal:
Sydjylland: +2
Tættere på grænser og størst fremgang. I Sydjylland fik Socialdemokratiet fem mandater ved seneste valg og ifølge prognosen, så bliver der to mere ved næste valg.
Der har været nogle udskiftninger som betyder, at der kommer minimum tre nye ansigter, da byrådsmedlem Anders Kronborg har erstattet Bjarne Corydon i Esbjerg Bykredsen og Vejlekredsen er lige nu i proces med at finde en afløser for folketingsmedlem Karen J. Klint.
Nærmest uanset hvem Vejlekredsen vælger, så burde vedkommende stå med virkelig gode kort på hånden i forhold til at blive valgt, men køn kan blive en faktor.
Karen J. Klint er lige nu den eneste S-kvinde valgt i storkredsen og vælger Vejlekredsen ikke en kvinde som Klints afløser, så er Henny Fiskbæk, der er kandidat i Esbjerg Omegnkredsen - og således den eneste kvinde på listen - formentlig et rigtigt godt bud på en outsider.
Folketingsmedlemmerne Benny Engelbrecht, Jesper Petersen og Christian Rabjerg Madsen burde være sikre.
Ser man videre end Vejlekredsen, så er Troels Ravn favorit til at tage det ene af det nye mandater, mens enten Henny Fiskbæk, Henrik Lüth, der er ny kandidat i Aabenraa eller John Nyborg, der igen stiller op i Fredericiakredsen, tager det andet.
Københavns Storkreds: +1 mandat
Socialdemokratiet går ifølge prognosen fra fire til fem. Det betyder med stor sikkerhed nyvalg til Pernille Rosenkrantz-Theil, der har overtaget Helle Thorning-Schmidts kreds på Østerbro samt Peter Hummelgaard, Yildiz Akdogan og Mette Reissmann.
Uden Helle Thorning-Schmidt på stemmesedlen, der trak 40.000 personlige stemmer, vil der være masser af personlige stemmer i spil og det giver muligheder for en enkelt blandt håndfuld kandidater, med det nuværende folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen som favorit, men også kommunalbestyrelsesmedlem Sine Heltberg, borgerrepræsentationsmedlem Niels Bjerrum eller A-kasse-sammenslutningsdirektør Verner Sand Kirk kan blande sig.
Nordsjælland: +1
Christine Antorini og Nick Hækkerup er de to tilbageværende socialdemokrater efter at Pernille Schnoor skiftede til Alternativet.
Det vil formentlig betyde nyvalg til fagforeningskonsulent Rasmus Stoklund fra Frederikssund og byrådsmedlem Henrik Møller fra Helsingør. Førstnævnte bør være favorit, da Frederikssundskredsen er væsentlig større end Helsingørkredsen (12.700 socialdemokratiske stemmer mod knap 9.700 ved sidste valg).
Vestjylland +1
I Vestjylland Storkreds går man ifølge prognosen fra fire til fem mandater. Det betyder, at Skivekredsens Anne Paulin, der sidste gang blev slået på valgmatematikken, burde være sikker på at komme ind, sammen med Annette Lind, Mogens Jensen og Thomas Jensen.
Det femte mandat går formentlig til nuværende folketingsmedlem Karin Gaardsted fra Viborg, der er udfordret af, at kandidaten i den anden af de to Viborgkredse, byrådsmedlem Mette Nielsen, ikke blot er opstillet til pynt. Men denne by er ikke stor nok til os begge, som man ville have sagt i Det Vilde Vesten.
Nordjylland: Ingen ændringer
I Nordjyllands Storkreds står Socialdemokratiet til samme resultat som ved valget, nemlig seks. Der har været en enkelt intern flytning, Rasmus Prehn er flyttet fra Aalborg Vest til Hjørring, hvilket umiddelbart burde styrke hans chancer for genvalg.
Københavns Storkreds: Ingen ændringer
Der er ingen forandringer i mandattallet i Københavns Omegn, men der sker alligevel en enkelt udskiftning. De tre M’er: Mette Frederiksen, Mattias Tesfaye og Morten Bødskov får følgeskab af enten tidligere folketingsmedlem Anne Sina fra Taastrupkredsen eller tidligere folketingsmedlem Jeppe Bruus, Gladsaxekredsen, der erstatter det fjerde M i gruppen, Mogens Lykketoft, der som bekendt frivilligt stopper.
Fyn: Ingen ændringer
Alle fem fynske folketingsmedlemmer, Dan Jørgensen, Jan Johansen, Trine Bramsen, Julie Skovsby og Erik Christensen genopstiller og er derfor også favoritter til at blive genvalgt.
To nye unge kandidater, Alexander Grandt Petersen i Odense Syd, der har overtaget efter tidligere landdistriktsminister Carsten Hansen og Bjørn Brandenborg i Svendborgkredsen vil byde sig til.
Østjylland: Ingen ændringer
I Østjyllands Storkreds er der ingen forandringer i mandattallet, men de nuværende folketingsmedlemmer Maja Panduro og Kirsten Brosbøl stopper og er blevet erstattet som folketingskandidater af – og bliver formentlig erstattet i folketinget - af byrådsmedlem Iben Sønderup (Randers Syd) og fagforeningsformand Dorthe Hindborg (Skanderborg).
Der burde desuden være ganske sandsynligt genvalg til Nicolai Wammen, Leif Lahn, Jens Joel, Henrik Dam Kristensen og Daniel Toft Jakobsenm foruden de to kvinder. Og altså syv i alt.
Bornholm: Ingen ændringer
Socialdemokratiet får et enkelt medlem valgt på Bornholm, og det mandat går til nuværende folketingsmedlem Lea Wermelin.
Sjælland: -1
I Sjællands Storkreds, som er landets største, står Socialdemokratiet ifølge prognosen til at tabe et enkelt af de otte mandater, som partiet fik sidst. Det bliver så formentlig Vordingborgkredsen, der må aflevere det mandat som Pernille Rosenkrantz-Theil nu sidder på.
Astrid Krag, Magnus Heunicke og Henrik Sass Larsen er formentlig sikre på genvalg, men sidste gang var der tæt løb om de yderste mandater - fire kandidater lå inden for 900 personlige stemmer af hinanden - og der bliver formentlig tæt igen.
De sidste fire mandater skal i så fald findes i gruppen mellem de nuværende folketingsmedlemmer Mette Gjerskov, Kaare Dybvad, Rasmus Horn og Lennart Damsbo-Andersen samt tidligere folketingsmedlem Ole Hækkerup (Ringstedkredsen) og Kasper Roug, der er kandidat på Lolland. Tom Block, der er kandidat i Slagelsekredsen, kunne også være i en outsider.
Der skal senest være folketingsvalg senest den 17. juni 2019, så kandidaterne har stadig god til at præsentere sig selv for vælgerne.