Psykisk sårbare skal hjælpes i dagligdagen

Løsningen på stigende mistrivsel blandt psykisk sårbare findes ikke på hospitalerne eller hos psykologen, men ved bedre hjælp i dagligdagen.

Annonce

Der er langt om længe kommet et større fokus på psykiatrien, mental trivsel og særligt ensomhed.

Lige nu afventer alle med interesse for området det, regeringen kalder ”den grundige beskrivelse af status- og udfordringer i psykiatrien”, som skal udgøre grundlaget for arbejdet med en 10-års handlingsplan for psykiatrien.

Beskrivelsen må i sandhed være grundig, for den bliver konstant udskudt.

Dette til kæmpe frustration for regionerne, kommunerne, de 44 organisationer, som står bag ”Psykiatriløftet”, og vigtigst af alt for de psykisk sårbare, som har brug for hjælp nu.

Særligt regioner og kommuner holder sig tilbage med udvikling af politik på området, fordi alle afventer den retning som 10-årsplanen vil sætte.

Hvad skal det nytte?

Det er nærmest umuligt at få viden om det arbejde, der p.t. er i gang. De få ting, man har hørt om, er, at megen fokus er rettet mod sundhedsvæsenet: Flere sengepladser, flere sygeplejersker og mere psykologhjælp (forhåbentlig gratis).

Jeg medgiver gerne, at ovenstående ting er nødvendige. Mange har brug for hjælpen i sundhedsvæsenet, men ærlig talt: Hvad hjælper det egentlig? 

Hvis alle penge går til sundhedsvæsenet, så hjælper man utvivlsomt mange, der har brug for hjælp nu. Men stopper man en udvikling? Ikke rigtig.

Det ville være at sætte plaster på et åbent benbrud! Man kan utvivlsomt hjælpe mange, men samtidig vil der blot blive flere og flere, som får brug for den hjælp.

Det er simpelthen bidende nødvendigt, at man sætter ind, før behandling bliver en realitet, og at man sætter ind efter behandlinger for derved at beskytte imod genindlæggelser eller ny behandling.

Det sociale område skal have et løft

Dette sker ikke på hospitalet eller hos psykologen. Det sker i de psykisk sårbares dagligdag. Det sker inden for det sociale område.

Det er på det sociale område, at man kan bryde den negative udvikling, vi ser inden for mental trivsel. Man skal hjælpe på gaden, i de frivillige organisationer, i de ustabile miljøer og i folks dagligdag. Man skal hjælpe, før det er for sent! 

Derfor skal vi have opprioriteret det sociale område i forhandlingerne. Nu sættes der endelig ressourcer af til et område, der hungrer efter det. Brug nu ressourcerne til at sikre og forebygge, så vi ikke ender med, at de psykisk sårbare vil være værre stillet om 10 år.

Jimmi Elley Graversen er HK'er og landsstyrelsesmedlem i Sind Ungdom.


placeholder

Annonce