Annonce

Pulje til institutioner for sårbare børn rakte kun til 100 af 543 institutioner

Børne- og Socialminister Mai Mercado (K) er overrasket over at så mange institutioner har ekstraordinært mange børn, der kommer fra økonomisk og sårbare hjem
En særbevilling til daginstitutioner med ekstraordinært mange børn, der kommer fra socialt og økonomisk sårbare familier rakte kun til 100 af 543 daginstitutioner.

Alle 543 daginstitutioner opfyldte ellers kriterierne for at få del i særbevillingen.

Det viser tal fra Børne- og Socialministeriet, ifølge Politiken.

Tallene er dukket op i forbindelse med at kommunerne i henhold til dagtilbudsaftalen kan søge om ekstra penge til daginstitutioner med en stor andel af børn fra udsatte familier.

Hvis en institution har mindst 25 procent børn, hvis forældre modtager mindst 80 procent i tilskud til friplads, så er institutionen berettiget til tilskud fra den særlige pulje for institutioner med ekstra mange børn fra sårbare familier.

543 af landets knap 4.000 daginstitutioner levede sidste år op til kriterierne. Det er langt over det forventede. Det betyder, at kun de 100 af 543 institutioner, fik del i den særlige pulje, der udgør 84 millioner kroner pr. år i 2018-2020.

47 procent fra sårbare familier

I de 100 institutioner, der fik del i særpuljen, kommer hele mindst 47 procent af børnene fra sårbare familier. De 100 institutioner fik for første gang udbetalt penge fra puljen tilbage i september sidste år.

443 daginstitutioner med mange børn fra belastede familier søgte dermed forgæves del i puljen – selv om de opfylder kriterierne.

Ane Halsboe-Jørgensen, børneordfører for Socialdemokratiet, ærgrer sig over, at kun 100 ud af de 543 institutioner har fået penge fra puljen:

Det er bekymrende, og det maner til eftertanke

”Det er bekymrende, og det maner til eftertanke i forhold til, om vi så har løst opgaven godt nok politisk. Jeg er tilhænger af sociale normeringer, det betaler sig på sigt. Denne gruppe børn har brug for noget ekstra. Derfor er det her noget, vi skal vende igen politisk i kredsen,” siger Ane Halsboe-Jørgensen til Politiken.

Bag dagtilbudsaftalen fra juni 2017 – herunder den særlige pulje til institutioner med mange børn fra sårbare familier - står regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og de radikale.

Kommer bag på ministeren

Det store antal institutioner, der har søgt om penge fra den særlige pulje kommer bag på børne- og socialminister Mai Mercado (K):

Det har overrasket mig, at det er så mange institutioner

”Det har overrasket mig, at det er så mange institutioner. Tallene siger jo helt tydeligt, at der er et stort behov for at målrette nogle midler derhen,” siger ministeren til Politiken.

”Når der er så mange institutioner, der har lagt en ansøgning, må vi kæmpe for at udvide den permanente pulje, så endnu flere institutioner kan få nogle penge,” siger Venstres børneordfører, Anni Matthiesen (V), til Politiken.

Formanden for pædagogernes fagforbund, BUPL, Elisa Rimpler, skriver på baggrund af sagen på sin Facebook-profil, at en genopretningsplan for hele daginstitutionsområdet er bydende nødvendig:

”En genopretningsplan for hele daginstitutionsområdet er bydende nødvendig. Der kommer 70.000 flere småbørn de kommende år - og desværre også flere og flere børn i udsatte positioner. Og det er de børn, der betaler den højeste pris for manglen på pædagoger, der kan sikre stærke pædagogiske udviklingsmiljøer med nærvær og omsorg. ”

placeholder

 

Opdateret 18.02.2022 som led i undersøgelse af citatskik

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet