Annonce

Q8 har ikke betalt skat i Danmark i 30 år

"En lang række multinationale selskaber betaler ikke selskabsskat i Danmark,” siger skatteordfører Rune Lund - Enhedslisten kræver lovstramninger

Olieselskab Q 8 Denmark - en del af det multinationale Q8 - har ikke betalt skat i Danmark i 30 år.

Det oplyser Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund, på baggrund af Skattestyrelsens netop offentliggjorte åbne skattelister for 2018.

Det er dybt provokerende, at store virksomheder som Q8 ikke betaler skat i Danmark gennem så mange år

"Det er dybt provokerende, at store virksomheder som Q8 ikke betaler skat i Danmark gennem så mange år. Det virker absurd. Vores skattelovgivning er hullet som en si," siger Rune Lund til Netavisen Pio.

"Når Q8 kan slippe for at betale til fælleskabet i Danmark gennem så mange år skyldes det især, at virksomheder lovligt kan videreføre tidligere underskud i det uendelige. Det var noget Fogh (Tidl statsminister Anders Fogh Rasmussen, red.) fik gennemført tilbage i 00'erne," siger Rund Lund.

Fujitsu og Scandic Hotels

Rune Lund nævner Pernord Richard Denmark, Fujitsu Denmark og Sandic Hotels som eksempler på andre store virksomheder, som ikke har betalt skat i Danmark gennem de seneste mindst fem år.

“Skattelisterne viser endnu en gang at en lang række multinationale selskaber ikke betaler selskabsskat i Danmark,” siger Rune Lund til Netavisen Pio.

Rune Lund og Enhedslisten kræver på den baggrund ændringer af skattelovgivningen, så det bliver sværere for virksomheder at undgå at betale skat af deres aktiviteter i Danmark:

“Mens almindelige mennesker går på arbejde hver dag og betaler deres skat, slipper flere multinationale virksomheder for at betale så meget som en krone i selskabsskat. Disse virksomheder omsætter for milliarder i Danmark, og alligevel opgiver de intet overskud her i landet. Det viser for mig tydeligt, at vi har brug for at få strammet reglerne, så virksomhederne reelt betaler skat i det land, hvor de tjener deres penge,” siger Rune Lund.

Betaler intet til fællesskabet

“Det er dybt urimeligt, at selskaber, der har godt gang i deres danske forretninger, ikke betaler en bøjet femøre til fællesskabet. Vores samfund sørger for infrastruktur, uddannet personale og gode administrative forhold for virksomhederne, mens regningen bare bliver tørret af på os andre,” mener Rund Lund.

Han og Enhedslisten har en plan for, hvordan man gør det sværere for selskaber at undgå at betale skat i Danmark:

Vi skal skattefifleriet til livs

“Vi skal skattefifleriet til livs. Vi skal simpelthen komme efter de her selskaber. Vi skal lukke skattehuller, og vi skal gøre det nemmere for de offentlige indkøbere at fravælge de selskaber, der ikke betaler skat i Danmark. Dernæst skal vi styrke kontrollen i SKAT endnu mere, så overskud for eksempel ikke flyttes ulovligt til skattely. Og så skal vi have en langt bedre sortliste for skattely end den, EU har lagt op til.”

Ifølge Skattestyrelsen betalte selskaber, fonde og foreninger samlet knap 61 mia. kr. i selskabsskat i 2018. Mod 72 milliarder kroner i 2017.

Skattestyrelsen forklarer nedgangen i samlet selskabsskat med, at 2017-niveauet var historisk højt. Det lavere provenu i 2018 svarer omtrent til niveauet de foregående år, oplyser styrelsen ifølge en pressemeddelelse.

Sådan vil EL gøre det sværere for virksomheder at skattefifle

 

Sådan vil Enhedslisten gøre det sværere for virksomheder at undgå at betale skat af deres aktiviteter i Danmark: 

  • Luk skattehuller, fx ved begrænsning på hvor mange år man kan fremføre tidligere års underskud, samt opstramninger ift. aggressiv brug af rentefradrag til at flytte overskud til lavskattelande.
  • Giv offentlige indkøbere bedre mulighed for at fravælge de selskaber, som ikke betaler skat i Danmark
  • Styrk kontrollen i SKAT, så overskud ikke flyttes ulovligt til skattely
  • En langt bedre sortliste for skattely end den, som EU har lagt op til

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ja, lad os vide, hvem der bidrager til fælleskassen, så skal vi nok "stemme med fødderne".
Jeg bruger OK benzin, men helt ærlig så ved jeg ikke om de betaler skat?
Lovgivningen svigter her, når det er muligt at unddrage sig skat.

Det er ikke ok. Slet ikke. Håber at regeringen gør en ende på dette monstrøse vanvid, OG håber at alle støttepartier træder sammen med regeringen NU - og i god ro og orden finder tilbage i godt samarbejde, så vi kommer videre med KlimaPlanerne ... hvoraf det må være helt grundlæggende, at alle, der bruger faciliteter i DK også betaler skat og energi-afgift, eksempelvis. Tak til Rune Lund, Enhedslisten og PIO - venligst herfra

Annonce