Annonce

R vil betale velfærd til børn med højere pensionsalder

De radikale vil gerne give en gave til børn og unge. Men det bliver de ældste, der skal betale for det, ved at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Socialdemokraterne er uenige.
Det Radikale Venstre har en ny strategi. Partiet vil være partiet for de unge, de veluddannede og for børnefamilierne. Det må være konklusionen efter partiet tirsdag holdt pressemøde efter deres sommergruppemøde.

Diskussionen handler om hvad regeringens kommende 2025-plan for dansk økonomi skal indeholde. Og her vil de radikale så gerne prioritere børn og unge.

Generationsgaven, som de radikale kampagnesnedkere har døbt prioriteringen betyder helt kort, at pensionsalderen sættes op med et år, hurtigere end det blev aftalt i velfærdsreformen i 2006. Og at man, som et plaster på såret for de nedslidte, gør seniorpensionsordningen - som nærmest ingen benytter sig af - mere attraktiv.

Pengene fra den reform, skal så gå til at finansiere flere pædagoger, skolelærere og universiteter. De udgiftsforslag er det formentligt de fleste partier i den røde blok, der kan bakke op omkring. Det burde være nemt for dem at finde fælles fodslag om.

Uenighed om højere pension
Men imens der formentlig er enighed om at bruge flere penge på velfærd, så er der uenighed om hvordan regningen til den ekstra velfærd skal betales.

At foreslå en højere pensionsalder, bringer de radikale på kant med deres samarbejdspartnere i rød blok. Ikke mindst socialdemokraterne, som ikke ser nogen grund til at hæve pensionsalderen nu.

I en artikel i Ugebrevet A4 afviste Mette Frederiksen blankt at hæve pensionsalderen.

- Allerede i dag har vi nogle på arbejdsmarkedet, der er så nedslidte og har så dårligt et arbejdsmiljø, at de ikke engang kan arbejde så lang tid, som vi nu beder dem om.

Heller ikke forslaget om at lempe reglerne om seniorførtidspension, giver man meget for i rød blok.

Uanset om man sætter ordet ”senior” foran, så er der stadig tale om at det er førtidspension, som man skal tilkendes og ikke noget man automatisk har ret til at få.

Og at lønmodtagere ikke har lyst til at stå med hatten i hånden for at få tilkendt seniorførtidspension, viser tallene med al tydelighed. Da man indførte ordningen blev det skønnet, at 2.700 personer årligt ville benytte sig af den. Sidste år fik kun 271 personer tilkendt seniorførtidspension.

Enighed om nej til skattelettelser
Det har tidligere været en radikal kongstanke, at skatten skulle ned for dem der tjener mindst, men de radikale mener nu, at pengene i de kommende år er bedre brugt på uddannelse.

Det er lidt af en kovending i forhold til tidligere.

- At få sænket skatten på arbejdsindkomsten er måske Radikale Venstres allerstørste prioritet blandt alle reformer, sagde partiets skatteordfører Martin Lidegaard, til Altinget tilbage i januar.

Socialdemokraterne har på den anden side forsvoret, at lægge stemmer til skattelettelser. Særligt i toppen. Dermed rykker de radikale med deres udmelding en smule tættere på de øvrige partier i rød blok.

Regeringens 2025-plan vil blive forhandlet på plads i løbet af efteråret.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet