Radikal toppolitiker mødes med kontroversiel moske

Næstformand i Det Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen er mødtes med repræsentanter for den kontroversielle Imam Ali-moske. ”Jeg mødes med mange”, svarer hun.
En mand må slå sin kone, hvis hun ikke følger islams regler. Kvinder skal være dækket til på hele kroppen, og det er forbudt at bære hovedbeklædning, hvor man kan se håret eller hårets form igennem. En kvinde må kun blive gift, hvis hendes far giver hende lov. Islam er ikke blot en religion, men en politisk ideologi der står over demokratiet. Terrororganisationen Hizbollah er en islamisk befrielsesorganisation, der skal i krig mod Israel. Mænd og kvinder må ikke give hinanden hånden. Det er blot nogle af de ekstreme holdninger, den shiamuslimske organisation Wilayah giver udtryk for på deres hjemmeside. Organisationen hører hjemme i Imam Ali-moskeen på Vibevej i det københavnske nordvestkvarter, og en af Imam Ali-moskeens tre ledende figurer sidder i ledelsen for Wilayah.

Og en repræsentant for netop Imam Ali-moskeen er for nyligt mødtes med den radikale toppolitiker Sofie Carsten Nielsen.

Den radikale næstformand Sofie Carsten Nielsen har haft et møde med en af moskeens imamer, Daniel Rezaei, for at diskutere ”vigtigheden af dybde på den offentlige debat, så der ikke sker så meget generalisering, men vi i stedet får en saglig samfundsdebat”. Det skriver Imam Ali-moskéen på sin Facebook-side.

Den iranske forbindelse
Imam Ali-moskeen stod færdig i 2015, men allerede da Københavns Kommune gav godkendelse til opførslen var Imam Ali-moskéen omstridt. Opførslen af moskeen er finansieret af fonde, med bånd til det islamiske præstestyre i Iran, og allerede inden opførslen var der frygt for, at moskeen ville blive brugt som informationscentral for det islamiske diktatur i Teheran.

Det iranske præstestyre er et religiøst, islamisk diktatur. Amnesty International melder om omfattende brud på menneskerettighederne – heriblandt tortur, uretfærdig rettiggang og offentlige henrettelser af politiske og religiøse mindretal.

Åbenlys ayatollah-hyldest
En af de tre ledende figurer i Imam Ali-moskéen er Saif Shah Muhammed. På sin Facebook hylder Saif Shah Muhammed åbenlyst de iranske ayatollaher. Saif Shah Muhammed citerer blandt andet Irans tidligere religiøse leder, revolutionslederen ayatollah Ruhollah Khomeini for at sige: ”Alle som studerer eller er bare lidt opmærksomme på reglerne i islamisk samfundsorden, islamisk politik, islamisk samfund og islamisk økonomi vil forstå, at islam er en meget politisk religion. Enhver som siger, at religion er adskilt fra politik er en tåbe.”

Udover at arbejde i Imam Ali-moskeen er Saif Shah Muhammed også en del af den shiamuslimske organisation Wilayah. Saif Shah Muhammed, der præsenterer sig selv som en ”humanitær politisk aktivist” skriver blandt andet for organisationens hjemmeside, hvor han fortolker islam for organisationens tilhængere.

På Wilayahs hjemmeside kan man blandt andet læse, at mænd gerne må slå deres koner. Man kan også læse, at kvinder ikke må give hånd til mænd, og at kvinder skal være dækkede på hele kroppen. Wilayah hylder ligeledes terrororganisationen Hizbollah, som de håber kan starte en krig mod Israel. Også Syriens diktator Bashar al-Assad får rosende ord med på vejen fra Wilayah.

”Jeg mødes med mange”
Netavisen Pio ville gerne have spurgt Sofie Carsten Nielsen om baggrunden for, at hun er mødtes med en repræsentant for Imam Ali-moskeen.

Vi ville have spurgt hende, om hun var bekendt med deres forbindelser til det iranske præstestyre, og om hun er bekendt med, at organisationen Wilayah hører til i moskeen. Vi ville ligeledes gerne have haft svar på, om hun er enig med Imam Ali-moskeen, når de skriver på Facebook, at det er vigtigt, at de ikke bliver stigmatiseret i debatten.

Sofie Carsten Nielsen ønskede dog ikke at stille op til interview med Netavisen Pio, men i en sms skriver hun, at hun ”mødes med mange”, og at det ”i så fald” er på hendes kontor.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook