Radikale, please don't leave us alone

Det er ikke tilfældigt, at nedsmeltningen i R minder om SF’s og Alternativets. Radikale må gøre op med sin egen selvradikalisering. Eller forblive irrelevant
Foto: Pressefoto fra Folkemødet
“Foreigners, please don't leave us alone with the Danes” 

Sådan stod der på døren til det radikale hotelværelse på hotel Crown Plaza, efter at partiet i ly af natten havde rømmet regeringsforhandlingerne.

Året var 2011 og rød blok havde for første gang i et årti knebent vundet regeringsmagten.

Brugen af kunstnerkollektivet Superflex slogan fra 2002, som Rune Lykkeberg siden har betegnet som et monument over venstrefløjens intellektuelle fallit, var dengang symbolsk på flere niveauer:

Akademikere erstattede husmænd

Først og fremmest signalerede det, hvem der havde overhånden i skænderierne om grundlaget for den kommende SRSF-regering.

Socialdemokraterne måtte da også pænt bede de radikale forhandlere om at komme tilbage, så de ydmygt kunne acceptere deres krav.

Men samtidig var der også en dybere symbolik. Hvor man i Socialdemokratiet var kommet langt i erkendelsen af den fejlslagne integrationspolitik, der siden 2001 havde kostet rød blok tre tabte valg, så var udviklingen hos De Radikale gået i en hel anden retning. Her blev det nærmest en selvstændig pointe, at indtage det modsatte standpunkt af højrefløjen.

Ligegyldigt hvor absurd en position man endte i.

I løbet af 1990’erne var De Radikale begyndt at ændre karakter. I stedet for provinsens husmænd og højskoleforstandere flokkedes storbyens akademikere nu om partiet. Det samme skete på venstrefløjen, der opgav arbejderklassen og købstæderne. Nu kæmpede man om det voksende mellemlag i de store byer, som valg efter valg viste sig notorisk troløs.

Boom-and-bust partier

Effekten blev en sand “boom-and-bust” cyklus, der først ramte de “radi-coole” under Jelved, siden SF’s “Villymania” og for nyligt Uffe Elbæks tyl-klædte alternativister.

Den liberale antropolog Dennis Nørmark, der selv var medlem af De Radikale i 00’erne, taler om en “invasiv art”, der tiltrækkes af symboler, kommunikation og æstetik, men hver gang efterlader et smadret partiapparat, når de rykkede videre i jagten på et nyt hipt realiseringsprojekt.

Intet parti har haft bedre fat i denne vælgermæssige græshoppesværm end De Radikale og nu betaler man prisen.

De Radikale er i dag så langt væk fra at være et midterparti som overhovedet muligt. Den parlamentarisk praksis minder om Venstresocialisternes, mens politikken er en sælsom blanding af CEPOS-liberalisme og et udpluk af de mest outrerede RUC-teorier, når det kommer til emner som køn, hudfarve og sexisme.

Der er tale om en umulig kombination, som man historisk har kendt det fra den yderste venstrefløj. Her er indflydelsen altid kommet i anden række. Partiorganisationen har først og fremmest været et socialt eksperiment, hvor de ledende kadrer har kunnet forsøge at praktisere deres idealisme.

Altid med katastrofale følger.

Umulige idealer er ubrugelige

For hvor man må anerkende opofrelsen og indignationen, så hjælper det ikke noget at opsætte idealer, der er umulige at efterleve. Og her taler vi ikke om uønsket gramseri. Det burde være nemt nok.

Nej, vi taler om, at det i praksis er umuligt at efterleve de “woke” (frelste) retningslinjer for korrekt opførsel. Ikke mindst fordi de er indbyrdes modstridende.

Det er nemlig svært at kritisere Sofie Carsten Nielsen for med sin tavshed at have forsøgt at beskytte de unge folketingsmedlemmer Katrine Robsøe og Lotte Rod, der begge har været genstand for Morten Østergaards befamlinger.

Omvendt har Ida Auken jo også fulgt den feministiske grønspættebog, når hun træder frem, så hvem har ret?

Det er prisværdigt, at De Radikale vil gøre op med sexisme i politik. Det kunne alle andre partier lære noget af. Men det hjælper ikke noget, hvis man i sin iver for reform ender med at ødelægge sit eget parti. Radikale er på vej ned i det samme hul som opslugte SF og Alternativet.

Partikulturen fremstår tiltagende frelst og sekterisk.

Stedfortræderkrig

Særligt giftigt bliver det, når idealerne bruges i en stedfortræderkrig, for under diskussionen om krænkelser foregår en benhård kamp om linjen.

Skal man gå endnu længere ud ad det, Marianne Jelved kalder “en tangent”, sammen med Sofie Carsten Nielsen. Eller skal man søge ind mod midten med Ida Auken og Martin Lidegaard, hvis politiske projekt blev diskvalificeret efter “de forbudte trin” på et dansegulv.

Problemet for De Radikale er, at hvad der i mere normale tider havde været et spørgsmål om strategi med legitime positioner på begge sider, på god venstrefløjs-maner, ender som et spørgsmål om moral. Om rigtig-og-forkert.

Selvradikaliseringen af De Radikale er derfor i dag et sted, hvor den bliver selvdestruktiv. Spørger du unge radikale, så er sexisme og racisme ikke bare uacceptabelt.

Nej, der er tale om “strukturelle” forbrydelser, der er så indlejret i vores kultur, at hele den måde, vi omgås som mennesker, skal brændes ned og bygges op fra grunden. Et parti af gangen.

Lyder det bekendt? Ja, det har historisk været venstrefløjens svøbe og årsagen til, at revolutionære partier går op i hat og briller, når idealerne skulle omsættes til virkelighed.

De to voksne partier i rød blok

Set på den korte bane er der ingen tvivl om, at Socialdemokratiet vinder på det radikale kaos. Også selv om partiet står overfor en hård genopretningsproces efter den københavnske overborgmester Frank Jensens afgang.

Sofie Carsten Nielsen kommer nemlig ikke til at vælte regeringen for klima-nøl. Så var der alligevel andre hensyn end klodens fremtid. “Grøn betyder nu” sagde Morten Østergaard, men altså ikke “nu-nu”.

Ifølge Altinget er de radikale vælgeres foretrukne andetvalg Socialdemokratiet, så der skal sikkert også falde et par stemmer af.

Men på sigt er udviklingen af R fra midterparti til venstrefløjsparti katastrofal. For sandheden er, at for al den idealisme, der findes i partierne til venstre for Socialdemokratiet, så er forandringskraften desværre lig nul. I praksis er der oftest tale om debatklubber for velmenende, men aldeles virkelighedsfjerne mennesker.

Langt fra harmonisk forhold

Historisk har De Radikale sammen med socialdemokraterne indtaget rollen som “de voksne” i rød blok. Som dem der anerkendte, at budgettet ikke kan bruges to gange og at erhvervslivet skal tjene penge, før man kan beskatte det.

Det betyder ikke, at forholdet har været harmonisk. Tværtimod. Men når Socialdemokratiet og De Radikale har arbejdet sammen, så har man leveret et langt mere slagkraftigt bud på fremtidens Danmark, end noget de borgerlige har kunnet diske op med.

Derfor skal skal der lyde en bøn fra arbejderbevægelsen: Radikale, please don't leave us alone.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Det er indlysende at de partier som først får gjort op med det usunde og utrygge arbejdsmiljø - også i ungdomspartier og landsorganisationer - de har 'first mover' fordelene. Så klø bare på - respekt for de kvinder der i dag går forrest og frem med vidnesbyrd om invaliderende stresspres og depressioner som følge af magthierarkier og mænd der i flere generationer - 50 år - tror at de kan sige og gøre hvad de vil med kvinder.

Jeg sætter stor pris på Niels Jespersens skriverier, og er for det meste ret enig. Det gælder også her, bortset fra at jeg ikke rigtig ville savne de radikale, skulle de gå hen og forsvinde.

Annonce