Henter indhold

12. september 2017

Nyheder
Radikale skifter hest på Frederiksberg
De Radikale på Frederiksberg vil bryde 24 års samarbejde med de konservative. I stedet søger de samarbejde med Socialdemokratiet.

Der kan være forandringer på vej i det kommunale landskab på Frederiksberg. 24 års politisk samarbejde mellem Radikale Venstre og De Konservative er nemlig slut, efter at De Radikale tidligere på måneden meldte ud, at partiet ikke vil pege på den siddende konservative borgmester Jørgen Glenthøj, når der efter kommunalvalget til november skal vælges ny borgmester for Danmarks syvende største kommune.

”Vi synes, at der er behov for en ny orientering af politikken. Derfor har vi haft en grundig intern proces, hvor vi er blevet enige om, at vores sigtemål er meget mere foreneligt med Socialdemokratiet og resten af centrum-venstre end med Konservative og resten af blå blok”, udtalte den radikale spidskandidat Lone Loklindt til Politiken.

Ifølge Loklindt har De Konservative bevæget sig for langt væk fra midten af det kommunalpolitiske spektrum når det gælder områder som miljø og uddannelse, ligesom hun beskylder De Konservative for at føre blokpolitik med de blå partier.

S glad for grøn koalition
Hos Socialdemokratiet er spidskandidat Michael Vindfeldt glad for den Radikale udmelding: ”Jeg er meget glad for, at vi nu har en grøn koalition af partier, som har nogle visioner for Frederiksberg, specielt i forhold til den grønne omstilling og i forhold til at gøre mere for børn og unge”, fortæller han til Netavisen Pio.

Trods det Radikale skifte er der stadig et godt stykke, før der er banet vej for et nyt flertal. Ved valget i 2013 fik De Konservative 10 mandater, og med støtte fra Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kan de i dag mønstre 15 ud af byrådets 25 pladser. Socialdemokratiet kan med opbakning fra Enhedslisten, SF og Radikale Venstre mønstre 10, men Alternativet endnu ikke er repræsenteret i byrådet.

Michael Vindfeldt understreger over for Netavisen Pio, at der stadig er lang vej til et borgmesterskifte. ”Jeg er meget ydmyg over for det faktum, at Frederiksberg har haft en konservativ borgmester i over 100 år, og at De Konservative stadig står meget stærkt på Frederiksberg. For mig er det vigtigste, at vi får brudt med blokpolitikken og styrket det bredde samarbejde i byrådet”, fortæller han.

Ændret befolkningssammensæt er joker
Men der er én stor ubekendt ved valget til november, som kan få stor betydning for resultatet: Befolkningssammensætningen på Frederiksberg ændres drastisk i disse år. Ifølge en analyse fra Kommunernes Landsforening er København nemlig den by i Danmark, med flest nye vælgere i 2017 i forhold til 2013-valget.

Helt præcist 28.609 vælgere, svarende til hver tredje der kan stemme på Frederiksberg i 2017, havde ikke stemmeret i 2013. Gennemsnittet for de danske kommuner ligger omkring 20 procent. Det kan skyldes, at velgørerne er flyttet til Frederiksberg fra en anden kommune, at de er fyldt 18 år, eller at de er indvandret til Danmark og har opnået ret til at deltage i danske kommunalvalg.

Det er dog endnu for tidligt at sige, hvad den ændrede sammensætning betyder, og hvem der kan forventes at høste mest gavn af den. Hvad den ændrede befolkningssammensætning får af betydning for byrådets sammensætning, afgøres den 21. november.

SENESTE ARTIKLER
Kulturen tilhører folket
15:34 22. september 2017
Tidligt borgmesterskifte giver succes
15:33 22. september 2017
Fortællingen om et nederlag
13:12 22. september 2017
Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO