Annonce

Radikale under pres og tidligere partisekretær går grønt

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Igen i dag forhandlede Socialdemokratiet regeringsgrundlag med de radikale, SF og Enhedslisten. SF's formand, Pia Olsen Dyhr, understregede i forbindelse med dagens forhandlinger, at de radikale bør droppe deres ønske om at sænke beløbsgrænsen for arbejdere uden for EU.

"At hente folk fra tredjelande vil ikke hjælpe Danmark ret meget," lød det fra Pia Olsen Dyhr, som her er ganske enig med Socialdemokratiet, Enhedslisten og fagbevægelsen.

Det kan du - blandt andet - læse mere om i dagens Aktuelt.

 

Tidligere socialdemokratisk partisekretær går grønt

Lars Midtiby er udnævnt til ny direktør i Danmarks Naturfredningsforening og stopper dermed som direktør i Danske Handicaporganisationer.

Lars Midtiby var 2007 til 2016 partisekretær for Socialdemokratiet.

Men valget af Lars Midtiby får Danmarks største grønne forening således en ny direktør med stor organisatorisk og politisk erfaring. Han vil sammen med præsident Maria Reumert Gjerding udgøre foreningens daglige ledelse.

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding er begejstret for ansættelsen og ser frem til et tæt samarbejde med den nye direktør:

”Vi er utrolig glade for at kunne ansætte en direktør med så stor organisatorisk og politisk erfaring til at bistå mig og vores hovedbestyrelse med at udvikle Danmarks Naturfredningsforening som forening og interesseorganisation, siger hun ifølge en pressemeddelelse og fortsætter:

”Den grønne dagsorden har aldrig stået stærkere. Og med ansættelsen af Lars Midtiby som ny direktør opruster vi, så vi i de kommende år kan blive endnu stærkere til at kæmpe for naturen og den grønne omstilling.”

Lars Midtiby bliver som direktør øverste administrativ leder af Danmarks Naturfredningsforenings sekretariat på 65 ansætte og en omsætning på små 100 millioner. Danmarks Naturfredningsforening er Danmarks ældste og største grønne forening med mere end 130.000 medlemmer og 95 lokalafdelinger.

Lars Midtiby glæder sig til at indtage direktørposten i Danmarks Naturfredningsforening:

”Vores generations største udfordring er at lykkes med den grønne omstilling i tide og få bremset naturens tilbagegang. Det er et kæmpe privilegium, at jeg nu får mulighed for at kaste al min energi ind i det arbejde som en del af Danmarks største grønne organisation. Vi har netop haft et folketingsvalg, hvor vælgernes dom var grøn. Nu er det afgørende, at det folkelige pres fastholdes, så de grønne meldinger fra valgkampen bliver omsat til konkret handlinger, der gør en forskel for naturen og klima,” siger Lars Midtiby ifølge pressemeddelelsen.

Læs mere her.

 

Ny gruppebestyrelse hos Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis folketingsgruppe har 11. juni på det første gruppemøde efter valget sammensat en ny gruppebestyrelse, som fremover vil blive udgjort af:

Partiformand Kristian Thulesen Dahl, gruppeformand Peter Skaarup, næstformand, hidtidig udenrigsordfører Søren Espersen, hidtidig finansordfører Rene Christensen og hidtidig indfødsretsordfører Marie Krarup.

Rene Christensen og Marie Krarup er nye medlemmer og afløser Martin Henriksen og Karin Nødgaard, som ikke opnåede genvalg ved folketingsvalget i onsdags.

Ved folketingsvalget gik Dansk Folkeparti dramatisk tilbage fra 37 mandater til kun 16 mandater. Et rekordstort tab på 21 mandater.

 

SF til radikale: Drop ønske om lavere beløbsgrænse

De radikale kan skyde en hvid pil efter deres ønske om at hente mere udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU ved at sænke den såkaldte beløbsgrænse.

Sådan lyder afvisningen af de radikales plan fra SF-formand, Pia Olsen Dyhr. Under valgkamp stillede de radikales leder Morten Østergaard det som et ultimativt krav, at en ny regeringen med Mette Frederiksen i spidsen ville lave reformer, der øger arbejdsudbuddet. Samtidig foreslog partiet at sænke den årlige beløbsgrænse for arbejdskraft fra hele verden med lidt over 100.000 kroner.

Men det forslag fra de radikale afviser SF-formanden forud for regeringsforhandlingerne på Christiansborg onsdag:

“At hente folk fra tredjelande vil ikke hjælpe Danmark ret meget. Jeg mener, at Finansministeriet vurderer, at det vil give 120 millioner kroner, hvilket ikke er meget,” lyder det fra Pia Olsen Dyhr.

Læs mere her.

 

De er i spil til finansministerposten

Med gruppeformand Henrik Sass Larsens sygemelding er spekulationerne om, hvem der skal være finansminister i en kommende regering taget til. Det var nemlig ventet, at Henrik Sass Larsen skulle indtage den mest magtfulde post i regeringen.

En post der kun bliver endnu vigtigere i en eventuel socialdemokratisk mindretalsregering, der løbende skal ud og finde flertal for sin politik, og som står med en stor opgave med at finansiere stigende velfærdsudgifter og den grønne omstilling.

Læs her hvilke personer, der nu er i spil som socialdemokratisk finansminister.

 

Franske børn med dansk baggrund hentet ud af syriske lejre

To forældreløse franske børn med dansk baggrund er hentet ud af lejre i det nordøstlige Syrien.

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice er de to børn en del af en gruppe på 12 børn, der for to dage siden blev evakueret til Frankrig.

"Udenrigsministeriets Borgerservice kan bekræfte, at to forældreløse franske børn, som også har dansk baggrund, mandag er blevet evakueret til Frankrig i et tæt samarbejde mellem franske og danske myndigheder," skriver Udenrigsministeriet i en mail til Politiken.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce